3. De to rejser

Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige | Næste

3. De to rejser

Af redaktionelle grunde er rejserne i Lighedstegn ikke beskrevet så detaljeret, at de medtager turen fra kørestolsbrugeres hjem og til en S-togsstation eller fra den blindes hjem og til stationen. For at få hele sammenhængen med har vi med kursiv skrevet en kort skitsering af turens begyndelse i begyndelsen af hver artikel.

3.1 En kørestolsbrugers rejse - på godt og ondt

Før Lotte tog afsted på turen til Ålborg benyttede hun forskellige trafikale hjemmesider for at planlægge turen. Lotte havde ikke problemer med at læse de forskellige hjemmesider, men mange af de informationer, som Lotte har brug for at kende på grund af, at hun er kørestolsbruger, fandtes ikke på hjemmesiderne. Lotte havde heller ikke mulighed for at bestille billet eller den særlige handicapservice via hjemmesiderne. Dog var der en trafikal hjemmeside, hvor det var oplyst, hvilken færgeafgang hun skulle vælge, hvis hun var gangbesværet. Da Lotte ringede for at tjekke om hun som kørestolsbruger skulle vælge samme færgeafgang, som gangbesværede, var der intern uenighed i trafikselskabet om, hvilken færgeafgang, Lotte skulle vælge.

Lotte har et ganske almindeligt transportbehov, men hendes rejser i den kollektive trafik er oftest ekstra besværlige, fordi hun sidder i kørestol. En fredag i juli skulle hun fra en Københavnsk forstad til Ålborg tur-retur og skulle rejse med S-tog, fjernbus, færge, bybus og IC3-tog. Lighedstegn tog med.

Før man som kørestolsbruger kan komme af sted på sin rejse, må man gennemgå en del planlægning og besvær. Lotte ønskede at køre med tog fra Københavns Hovedbanegård og returnere med en fjernbus med indlagt færgeoverfart. Men Thinggaards busser kunne ikke tilbyde at køre med en bus med lift på den populære og travle afgang fra Ålborg til København fredag eftermiddag (det er ikke alle selskabets busser, der har lift). Lotte måtte derfor køre fra København med fjernbus og så køre hjem med DSB.

Som kørestolsbruger skal man bestille sin DSB-billet 2 døgn før afgang for at kunne få DSB's hjælp til at blive transporteret ind og ud af toget. Det er vel at mærke kun inden for bestemte tidsrum og bestemte stationer, at DSB tilbyder hjælp. Den spontane rejse med DSB er derfor en utopi, hvis man sidder i kørestol. Endelig måtte Lotte undersøge, om det var muligt at køre med kørestolsegnet bybus i Ålborg, da man ikke kan tage det for givet.
 
 
 

Hvis man skal rejse med DSB og har brug for assistance (dvs. fysisk ledsagelse fra perron til fx taxa eller bus samt hjælp ved ind og udstigning i tog, med eller uden lift) kan denne assistance tilbydes på udvalgte stationer, når rejsen påbegyndes efter kl. 6 og afsluttes før kl. 24. Rejsen skal bestilles 2 dage før ønsket afrejse. El-kørestole må max have en vægt på 300 kg og en max længde på 1,25 m og en bredde på 70 cm, da de ellers ikke kan anvende liften og komme ind i toget.  Personer, der har et legitimationskort fra Invalideorganisationernes Brugerservice, Dansk Blindesamfund eller Institut for blinde og svagtseende børn og unge i Danmark, kan medbringe en ledsager uden at det koster ekstra. Det forudsætter, at personen køber en DSB Ledsagerordningsbillet, som betyder, at den handicappede betaler ½ billetpris og ledsageren ½ billetpris. Herved kommer prisen på den samlede rejse til at svare til prisen for een person. Rejser den handicappede person alene, betales der også kun ½ billetpris.

Det var med noget spænding, Lotte begav sig ud på rejsen; for var der nu sørget for, at hun blev hjulpet i overgangene mellem bus og færge samt til at komme på og af Intercitytoget? Hun er før blevet glemt af en togfører i DSB.

Med S-tog og fjernbus
Rejsen begyndte godt. Elevatoren på S-togsstationen fungerede, og ved S-toget lagde togføreren en rampe ud mellem perron og S-toget, så Lotte kunne komme med. Når Lotte er med S-tog føler hun sig parkeret i gangen mellem kupéerne. Hun ønsker sig forhold, som vil give hende mulighed for at sidde i kupéerne som alle andre passagerer.
 
 

Rejser med S-tog er ikke omfattet af DSBs assistanceordning, som er beskrevet ovenfor. Har man brug for hjælp til at komme ind og ud af S-toget ydes denne hjælp af lokomotivføreren, der medbringer en rampe i S-togets forreste vogn

På Københavns Hovedbanegård fik Lotte igen lagt en rampe ud til at komme ud på perronen. Derefter bragte en elevator Lotte op på selve Hovedbanegården. Dernæst fortsatte Lotte over mod fjernbussen, der var parkeret tæt på Hovedbanegården. På vej over mod bussen måtte Lotte forcere en - kommunal - kantsten, hvor der manglede en op- og nedkørsel. I dette tilfælde var det kun heldigt, at kørestolen havde power nok til, at Lotte kunne få den bugseret op over kantstenen.
 
 

Det fremgår af vejreglerne, at der af hensyn til kørestole ud for sideveje, butikker mm. og i øvrigt med passende mellemrum (max. 500 m) skal etableres ramper eller nedsænkede kantsten (max. stigning 1:10) og faste belægninger over græsrabatter. Dette afsnit af vejreglerne har status som vejledning, hvilket betyder, at vejmyndigheden ikke skal overholde reglen, men det vil normalt være hensigtsmæssigt at følge den.

Ved bussen myldrede passagererne rundt og skulle ind i bussen og have en god plads. Chaufføren var travlt beskæftiget med at læsse bagage ind i bussens bagagerum. Alt skal helst klappe, så bussen kan køre til tiden og dermed nå færgen. I dag skulle der altså også en kørestolsbruger med, og det er langt fra noget der sker hver dag, fortalte buschaufføren os.

Lotte følte sig i begyndelsen overset og umyndiggjort, fordi chaufføren i sin dialog med Lottes "lille selskab" ikke henvendte sig direkte til hende, men mere til hendes hjælper (hun har en hjælperordning til praktisk hjælp samt ledsagelse til diverse aktiviteter) og Centrets udsendte. Det handlede formentlig om, at han var usikker over for Lotte.

Serviceminded chauffør
Buschaufføren var serviceminded og fleksibel, da han hjalp Lotte op i bussen ved hjælp af en lift, der er bygget ind i siden af bussens midterdør. Der gives ikke meget plads til kørestolsbrugeren, og hvis ikke det havde været for Lottes lille størrelse, er det ikke sikkert at manøvren ville være lykkedes.
 
 

Fjernbusser skal være forsynet med udstyr, herunder en løfteanordning eller lignende, således at mindst én daglig afgang i hver retning, kan medtage 2 kørestolsbrugere. Køretøjer, der benyttes til befordring af person i kørestol, skal være forsynet med beslag til fastholdelse af kørestolen.  Køretøjer, der registreres efter 1. april 200I, skal være forsynet med sikkerhedssele ved pladsen til kørestolsbrugere, hvis der kræves sikkerhedsseler ved den tilsvarende almindelige siddeplads.

På grund af arbejdet med at få Lotte hævet op i bussen, blev vi 15 minutter forsinket. Heldigvis var der ingen sure miner fra de andre passagerer, men Lotte fik megen opmærksomhed. Som dagens buschauffør også var inde på, kunne der være lavet plads til kørestolen i bussen inden påstigningen i København. Lotte havde jo givet besked om, at hun skulle med.

Ombord som en bil
Der er ingen elevator ombord på denne Mads Mols-færge, så Lotte blev "læsset af" uden for indkørslen til færgen. Her ventede en ansat i færgeselskabet for at vise Lotte op af den udvendige bilrampe til færgen - selv om Lottes kørestol langt fra er nogen bil. Rampen var efter Lottes udsagn ubehageligt stejl. På grund af sikkerhedshensyn må man ikke opholde sig i bussen under overfarten, hvis man skulle have lyst til det.

For at komme ind på passagerdækket måtte Lotte køre et stykke op af færgens øverste vogndæk og ind gennem en smal mellemgang. Hun måtte forcere et højt trin uden rampe for at komme ind på gangen. Det var ikke alle kørestole, der havde klaret dette rampeløse trin (da hun skulle af færgen, var der lagt en lille rampe ud). Det var et held, at Lotte har en relativt lille, elektrisk kørestol (1 m x 0,64 m), da hun skulle bugsere sig fra bildækket og ind af den smalle mellemgang.

Inde på færgen fandt Lotte en egnet plads til at sidde i sin kørestol, og modsat S-toget kunne hun sidde direkte ved siden af eller over for ledsageren. Handicaptoilettet ombord havde rimelig god plads i rummet samt armstøtter ved toilettet. Til gengæld var der den sædvanlige hårde dørpumpe mellem dør og karm, toilettet var ikke forhøjet, men til gengæld sad spejlet unødvendigt højt.
 
 

Der er krav om tilgængelighed på nye passagerskibe (fra 1. oktober 2000 eller senere). Her skal være handicaptoilet og i øvrigt skal skibet så vidt muligt være tilgængeligt for kørestolsbrugere. I indretningen og driften af skibet skal der tages passende hensyn til passagerer med handicap. Der findes både nationale og internationale anbefalinger om hvordan man på passagerskibe bør være opmærksom på at indretningen og driften tager hensyn til passagerer med handicap.

I Jylland
En mandlig ansat fra Mols-linien hentede Lotte ved hendes plads, da færgen nærmede sig Århus havn, og han ledsagede hende venligt gennem færgen, ud af mellemgangen, ned gennem bildækket og ud til stævnen, der kobles på bilrampen. Et stykke fra færgen ventede bus og passagerer på kørestolsselskabet, vi steg på og kørte mod Ålborg.

I Ålborg takkede Lotte chaufføren for hans tålmodige og fleksible service; på intet tidspunkt lod han sig stresse af, at Lotte og hendes kørestol forsinkede ham ved hendes ind- og udstigning. Chaufføren ville gerne have haft mere tid til at få Lotte ind i bussen i København, men der er generelt kun lidt tid at gøre godt med ved opsamlingsstedet uden for Københavns Hovedbanegård.

Med bybus i Ålborg
I Ålborg skulle vi fra busstationen og ind i centrum med bybus, og her opstod rejsens mest uheldige situation. I lavgulvsbybussen med kørestolssymbol på siden slog chaufføren rampen ud, så Lotte kunne køre op i bussen. Men da chaufføren havde fået rampen tilbage på plads i gulvet, kunne bussens døre ikke lukke! Lukkemekanismen og fotocellerne var blevet forstyrret af, at rampen havde været aktiveret. Efter chaufføren og Lottes hjælper forgæves havde forsøgt at vride systemet på plads igen, gav buschaufføren passagererne besked om, at bussen ikke kørte videre. Heldigvis tacklede chaufføren episoden med godt humør, mens han i den lumre varme arbejdede hårdt for at ordne problemet med en hel busfuld passagerer som publikum.

Lige bag den havarerede bus lykkedes det os at komme ind til Ålborg centrum med en såkaldt servicebus med et meget enkelt rampesystem. Servicebusserne kører kun 1-2 gange i timen, men der er til gengæld ingen risiko for, at bussernes ramper laver ravage, hvis en kørestolsbruger skulle formaste sig til at køre med bussen!

Mod København med DSB
Det var tid at returnere til København. Lotte var af DSB's handicapservice blevet bedt om at møde op på Rejsecenter Ålborg en halv time inden afgang, altså klokken 16.00. Lotte skulle tage kontakt til banegårdsvagten og vise sin "Rejseplan for kunder der benytter landsdækkende handicapordning", hvor hendes behov for assistance på Ålborg Banegård og Københavns Hovedbanegård var udspecificeret.

Inden togturen skulle Lotte imidlertid bruge banegårdens handicaptoilet. Det var umuligt for hende at åbne den usædvanligt tunge skydedør ind til handicaptoilettet. Efter at Lotte havde fået hjælp til at trække skydedøren til side, viste det sig, at toilettet ikke lever op til kravene: der er kun én armstøtte, og der skal være to, toilettet er ikke placeret højt nok, man kan ikke nå håndvaskens betjeningsgreb fra wc'et, og ingen kørestolsbrugere har glæde af det højtplacerede spejl. Det ville ikke være dyrt for DSB at rette op på disse ting, og slet ikke hvis det var bragt i orden fra begyndelsen.
 
 

På de etager i en bygning, hvor der indrettes wc-rum, som er offentligt tilgængelige eller er til brug for andre personer, end de der er beskæftigede i bygningen, skal mindst et wc-rum have adgangsforhold og være indrettet, så det kan anvendes af personer i kørestol. Det er ikke nærmere specificeret, hvad der skal til, for at toilettet er indrettet, så det kan anvendes af personer i kørestol. Dette er netop problemet. I Standard om Tilgængelighed for alle er det præciseret, hvilke krav der skal opfyldes for at der reelt er tale om et kørestolsegnet toilet. Men standarden har ingen retskraft.

Banegårdsvagten ledsagede Lotte fra banegården via 2 elevatorer og over til toget. I den første elevator - ejet af kommunen - umiddelbart uden for banegården var knappanelet ikke handicapegnet, fordi det sad for højt og var vendt lodret. Til gengæld var DSB's elevator både rummelig og med handicapegnet knappanel. Lotte kørte uden problemer op i toget ved hjælp af en stor transportabel lift, som blev betjent af DSB-personale.
 
 

Bygningsreglement 1995 har krav om, at der i bygninger med mere end 2 etager skal være en elevator. Elevatorstolen skal have følgende mål: 1.1 m (bredde) x 1.4 m (dybde). Denne regel har haft virkning på byggeri, der er opført eller ombygget efter den 1. april 1996. Der står intet i Bygningsreglementet om, hvordan knappanelet skal sidde, for at det kan anvendes af en kørestolsbruger.

At rejse som stykgods
Der er to ting at indvende om de knap fem timer hjem til Københavns Hovedbanegård i tog. For det første føler Lotte generelt - som det er tilfældet i S-tog - at det er uværdigt at sidde og konkurrere med barnevogne og cykler. Derudover er der ikke mulighed for at sidde i rygerkupé som kørestolsbruger. Man har kun én mulighed for at placere sig i toget som kørestolsbruger, og det er umiddelbart inden for døren mellem mellemgang og kupé i et område til kørestole og barnevogne (og cykler). Her føler Lotte sig temmelig udsat for passagerer, der skramler forbi med bagage og ikke mindst de mange blikke fra passagerne, der går tæt forbi hende. Det andet problem på togrejsen var, at handicaptoilettet ikke virkede. Knap 5 timer er immervæk et stykke tid at sidde uden muligheden for at komme på toilettet. DSB-konduktøren fortalte, at der ikke havde været tid til at reparere det. Det skal indskydes, at det ikke kan lade sig gøre at få en kørestol ind på det almindelige toilet i toget, og at der kun er ét handicaptoilet i et tog.
 
 

Der findes ikke nationale regler der foreskriver, at der skal være et handicapegnet toilet i togvogne, men der findes internationale vejledende regler om toiletforhold DSB har oplyst, at man følger disse regler. I de IC3 og IR4 tog, der er indkøbt i de sidste 10 år har der været krav om et handicapegnet toilet, og i de nye kommende IC4 tog vil der også være handicapegnede toiletter.

Hjemme igen
Lotte og hendes hjælper blev hentet af HT's handicapbus på Hovedbanegården cirka en halv time efter toget var inde kl. 21.18 og kl. knap 23.00 blev Lotte sat af bussen uden for sin bolig - altså 15 timer efter afgang samme morgen og med mange nye erfaringer med at gennemføre en sammenhængende rejse inden for Danmarks grænser.
 
 

HTs individuelle kørselsordning giver personer, der anvender et ganghjælpemiddel, mulighed for 26 ture pr. kvartal. Prisen for disse ture er 270 kr. i kvartalet, hvilket svarer til et månedskort for pensionister. Turen skal bestilles dagen før mellem kl. 07 og kl. 16. Der er dog mulighed for spontankørsel. Det vil sige, kunden kan bestille turen samme dag mellem kl. 08 og kl. 20, såfremt der er en ledig bil. Der kan gratis medtages en ledsager på turen.

Rejsen og rejsens forberedelse bød på flere negative oplevelser: forsinkelsen med fjernbussen fra København og den uværdige måde at komme på og af færgen fra Sjællands Odde til Århus, den "ødelagte" bybus i Ålborg, det mangelfulde toilet på Ålborg Banegård og handicaptoilettet i toget fra Ålborg til København, der slet ikke virkede.

Det er desuden sådan, at rejsende kørestolsbrugere ikke kan være anonyme og slappe af på samme måde som andre passagerer. Som kørestolsbruger sættes man hele tiden og oftest ufrivilligt i centrum, hvis noget ved transportmidlet ikke fungerer eller forsinkes af ens tilstedeværelse.

Det positive ved rejseoplevelserne denne fredag var, at personalet i fjernbus, bybus, færge, Intercitytog og S-tog generelt var gode til at tackle de udfordringer, Lottes kørestol bød på. Personalet tog de opståede problemer - som må tilskrives transportudbyderne - med alvor og humor på samme tid.

3.2 At rejse i blinde

Der kan nogle gange være problemer, hvis DSB laver om på toggangen, fx hvis alle pludselig skal stå af i på næste station og tage et andet tog i stedet for. Det kan være meget svært, hvis man ikke lige kender den station, man bliver sat af på.

Vi begyndte rejsen på Københavns Hovedbanegård. „Vi" er en helt blind kvinde med førerhund og en fotograf, som ikke skulle fungere som ledsager, men kun gribe ind, hvis noget var ved at gå helt galt. Fra København H tog vi Intercitylyntoget til Vejle. Derfra gik turen videre med rutebil til Grindsted. Fra Grindsted gik turen atter med rutebil til Billund Lufthavn, hvor vi fortsatte med indenrigsfly til Kastrup. Fra Kastrup benyttede vi taxa til turen tilbage til Københavns Hovedbanegård. De mange skift var valgt for at få så mange forskellige transportmidler med i rejsen som muligt.

Hvordan blev rejsen planlagt?
Mange rejsende bruger hjemmesiden www.rejseplan.dk til at planlægge rejser ud fra. Siden er helt utilgængelig for synshandicappede, så der måtte seende bistand til for at få rejsen planlagt.

DSB's hjemmeside, som bl.a. kan bruges til at hente køreplaner, fungerer tilfredsstillende med computer og syntetisk tale, så det var muligt at få oplyst afgangs- og ankomsttider på den del af rejsen, som skulle foregå med tog. Til gengæld var Vejle Amts trafikselskabs hjemmeside ikke til nogen hjælp, da den kun er delvist tilgængelig. Det er dog muligt at få de ønskede oplysninger telefonisk, så man er ikke afskåret fra at få afgangs- og ankomsttider som synshandicappet. Men de moderne teknologiske løsninger halter efter.
 
 

Information på hjemmesider kan udformes, så synshandicappede kan få adgang til informationen umiddelbart eller ved hjælp af handicapkompenserende værktøjer som fx skærmlæsere og talesyntese. Der er endnu ikke lovgivet om dette, men der arbejdes på at skabe fælles standarder for tilgængelighed på dette område.

Bestilling af billetter
Billetbestillingen til tog og fly kan også ske over Internettet. Her må det igen siges, at servicen er utilgængelig for synshandicappede. Hvis man vil være sikker på at få billet til det rigtige tog og det rigtige fly, skal man bruge telefonen og være afhængig af diverse selskabers åbningstider og ventetider på betjening.

Det lykkedes dog med hjælp fra seende og telefon at få planlagt rejsen og få bestilt de nødvendige billetter.

København-Vejle
På Københavns Hovedbanegård er der gjort en del for at lette færdslen for blinde og svagsynede. Ved rulletrapperne fra afgangshallen ned til perronerne er der opsat følbare relieftal, så den synshandicappede kan mærke, hvilken perron rulletrappen går ned til. Fx spor 7-8. Det samme er tilfældet ved trapperne i perrontunnellen. Desværre bliver disse relieftal ofte fjernet af folk, som åbenbart synes, det er sjovt med sådanne tal som souvenirs. Når tallene mangler, er der ikke andet at gøre end at lukke munden op og spørge sig for.
 
 

Bygningsreglement 1995 rummer ikke krav om ledelinier.

På Hovedbanegården er der opsat 4 infostandere som med lyd fortæller, hvornår alle tog ankommer og afgår, og om de er forsinket. Ud over disse infostandere gives der en del information over banegårdens højttaleranlæg. Den morgen, vi skulle af sted, virkede infostanderen ved spor 2-3 desværre ikke optimalt, så det var ikke muligt at få oplyst, hvorfra netop det tog, vi skulle med, ville afgå. Her var der igen kun den mulighed at spørge sig for! Det er absolut en fordel at være udadvendt, når man skal rejse som synshandicappet.

Det gik nemt med at finde den rigtige vogn og de rigtige pladser. Der er ingen markeringer for synshandicappede af vognnumre og pladsnumre, men medpassagererne og DSB's personale er altid flinke til at hjælpe.

Selve rejsen forløb fint. Der var udmærket service fra togstewardessen, som meddelte når hun gik forbi. Nogle togstewardesser har så travlt, at de intet siger, når de går gennem vognen. Dette kan gøre det meget vanskeligt at få handlet som synshandicappet. Salgsvognene kan ikke altid høres, og så er man fortabt. Men heldigvis skete det ikke på denne rejsedag.

DSB's handicapservice
DSB har en udmærket handicapservice, som kan bruges, hvis man har brug for hjælp på banegårdene. Servicen kan bl.a. bruges til at blive ledsaget fra toget ud til en rutebil, taxa eller lignende. Servicen kan bestilles på det landsdækkende telefonnummer 70 13 14 19. Et stort problem med handicapservice er, at den skal bestilles mindst 48 timer før, den skal bruges. Den lange frist betyder, at det ikke er muligt at rejse spontant, hvis man ikke selv kan klare at finde rundt på stationerne, eller finde ud til bus eller taxa. Det er desværre også kun en del stationer, man kan bruge ordningen på, og så kan der være begrænset service i weekenderne, meget tidligt om morgenen og sent om aftenen.

Vi havde dog sørget for handicapservice i tide, og der stod da også en flink mand klar, da vi stod af toget i Vejle. Min førerhund og jeg blev ledsaget fra perronen med elevator og ind i billetsalget, hvor jeg skulle spørge til den videre rejse med rutebil. Herefter blev vi ledsaget ud til rutebilen til Grindsted.
 
 

Hvis man skal rejse med DSB og har brug for assistance (dvs. fysisk ledsagelse fra perron til fx taxa eller bus) kan denne assistance tilbydes på udvalgte stationer, når rejsen påbegyndes efter kl. 6 og afsluttes før kl. 24. Rejsen skal bestilles 2 dage før ønsket afrejse.  Personer, der har et legitimationskort fra Invalideorganisationernes Brugerservice, Dansk Blindesamfund eller Institut for blinde og svagtseende børn og unge i Danmark, kan medbringe en ledsager uden at det koster ekstra. Det forudsætter, at personen køber en DSB Ledsagerordningsbillet, som betyder, at den handicappede betaler ½ billetpris og ledsageren ½ billetpris. Herved kommer prisen på den samlede rejse til at svare til prisen for én person. Rejser den handicappede person alene, betales der også kun ½ billetpris.  Førerhunde kan medtages gratis, dog skal man ved reservering af plads i Intercitytog og Interncitylyntog betale for en pladsbillet.

Vejle Transportcenter
Vejle Banegård - eller Vejle Transportcenter som hele anlægget hedder - har virkelig gjort en stor indsats for, at synshandicappede skal kunne færdes selvstændig på og omkring banegården. Der er ledelinier fra perrontunnellen til hhv. udgang, billetsalg, infostander og rutebilstation. Der er opsat infostander, som ikke alene fortæller om togafgange, men også om bybusser og regionalbusser. Ved busserne oplyses det, hvilken busbane den enkelte bus vil afgå fra. Ved at følge ledelinierne kan man komme ud til den enkelte busbane, som er mærket med relieftal, så man som synshandicappet kan orientere sig og finde ud af om man er kommet det rigtige sted hen.
 
 

Ved centrale steder for transport fx busstoppesteder, rutebilstationer og jernbanestationer bør der være en tydelig og tilstrækkelig oplysning via fx skærme med display eller højttalere om afgangstider og de pågældende transportmidlers egnethed for handicappede. Det fremgår af Dansk Standard-håndbogen 105, som også omtaler ledelinier mv.  Informationen i DS-håndbog 105 er kun vejledende.

I elevatorerne er der punktskrift og reliefskrift ved alle betjeningsknapper, så det er muligt at betjene elevatoren uden at kunne aflæse knapperne med øjnene.
 
 

Der er ikke krav i bygningsreglementet om, at elevatorer skal kunne betjenes af synshandicappede eller blinde.

Det eneste sted, vi oplevede at tilgængeligheden for synshandicappede ikke var gennemført, var i billetsalget. Her havde man, som så mange andre steder, et elektronisk køsystem. Man skulle finde en automat, trække et nummer og så ellers vente. Numrene blev ikke råbt op, så her måtte man atter åbne munden og håbe på velvilje fra andre rejsende eller personalet.

Vejle Trafikcenter skal have mange roser. Her er der gjort noget effektivt for at lette færdslen for synshandicappede - og det virker.

Bus fra Vejle til Grindsted
Selve rejsen med rutebil gik fint. Det er i sagens natur ikke let at vide, hvornår rutebilen er kommet til Grindsted, hvis man ikke lige kører der ofte. Jeg måtte spørge mig for og kom da også af det rigtige sted.

Så var det ellers tid til frokostpause og lidt afslapning. Desværre måtte jeg ikke have min førerhund med ind på den restaurant, vi havde fundet, så frokosten blev nydt et andet sted. En af hverdagens små forhindringer for en førerhundebruger. Men det er en helt anden historie!

Bus fra Grindsted til Billund
På Grindsted Rutebilstation er der ingen betjening, så det er ikke muligt at få oplyst afgangstider, hvis man ikke kan kigge på køreplanen. Har man ikke en ledsager med, må man altså i kontakt med lokalbefolkningen, hvilket også kan være interessant nok, når man har overskuddet til det. Afgangstidspunktet kendte jeg på forhånd, så der var ikke problemer her.

Vel oppe i rutebilen stødte jeg på en anden forhindring. Jeg er vant til at køre med busser i København. Her spørger jeg bare chaufføren, om han/hun vil sige til, når bussen er fremme ved det stoppested, hvor jeg skal af. De fleste gange lykkes det faktisk at få den ønskede information. I Grindsted var man ikke så vant til, at passagererne kunne finde på at bede om den slags informationer. Da jeg spurgte chaufføren, om han ville sige til, når vi var ved Billund Lufthavn, var svaret, at det kunne jeg ikke undgå at se. Jeg oplyste, at det ikke var så let, når man går med førerhund, men denne forklaring fik ham ikke til at ændre holdning, så jeg måtte atter have hjælp fra en medrejsende til at komme af i Billund.

Billund Lufthavn
Da jeg stod af rutebilen i Billund Lufthavn, stod jeg over for rejsens største problem. Det er ikke muligt at få ledsagelse fra rutebilen og ind i lufthavnen. Problemet findes overalt i landet, og den eneste mulighed for at løse det, er ved at tage en taxa til lufthavnen, så chaufføren kan følge den synshandicappede ind til check-in skranken. Naturligvis er der også den mulighed, at man er så godt kendt, at man bare selv kan gå turen. Det var jeg ikke i Billund, men noget måtte der gøres. Rutebilen standsede desværre ved udenrigsgården, og efter den erfaring jeg havde med chaufføren, da jeg bad om at blive sat af det rigtige sted, regnede jeg ikke med, at der var hjælp at hente hos ham. Jeg gik fremad med hunden og fandt et fortov, som jeg regnede med kunne føre mig i den rigtige retning. Jeg kom da også frem til indenrigsgården efter et par forsøg.
 
 

Der er ikke specifikke krav til tilgængelighed i lufthavne – ud over tilgængelighedskravene  i Bygningsreglementet. Det gælder således for bygninger opført efter 1977 eller senere ombygget, at der skal være niveaufri adgang og kørestolsegnet toilet – men intet om brug af ledelinier.

Selve check-in proceduren gav ingen problemer. Der var på forhånd gjort opmærksom på, at jeg havde førerhund med, og at jeg havde brug for ledsagelse ud til flyet. Alt klappede perfekt, og både hund og mennesker havde en fin flyvetur.

Da vi ankom til Kastrup, stod der en ledsager parat, som hjalp os ud til en taxa.
 
 

Både Billund og Kastrup lufthavne tilbyder assistance til at ledsage til og fra flyet. På indenrigs flyruter kan blinde og stærkt svagsynede tage førerhund gratis med i kabinen, eller en seende ledsager kan rejse med mod betaling af et mindre beløb og lufthavnsskat.

Førerhunde og taxakørsel
Vi prajede en taxa. Det er ikke altid let at finde en taxa, som vil køre med førerhunde, specielt ikke i store byer som København og Århus. Sådanne afvisninger er ikke rimelige, da førerhunde er rene og opfører sig eksemplarisk.
 
 

En taxifører har pligt til at medtage blinde eller svagtseende med førerhund, med mindre det vil være til gene for førerens helbred. Det fremgår af bekendtgørelsen om taxikørsel mv.

Turen tilbage til Københavns Hovedbanegård forløb uden vanskeligheder. Jeg kan godt selv finde fra taxaen og ind på banegården. Men når dette ikke er tilfældet, er der aldrig problemer med at få en hjælpende hånd, enten fra chaufføren eller fra en tilfældig forbipasserende på gaden.

Evaluering
Overordnet forløb rejsen uden de helt store vanskeligheder. Der er dog følgende punkter, som kan gøres bedre:
- DSB's handicapservice burde være mere fleksibel, så spontanrejser er mulige.
- Rutebilernes information bør være bedre, så synshandicappede kan få at vide, hvornår de skal af. Dette kan fx gøres ved elektronisk annoncering af stoppesteder.
- Det bør være muligt at få hjælp til at komme fra rutebil til fx tog og fly. Dette kunne løses ved en udvidelse af Handicapservice, så den også omfatter hjælp fra rutebil til tog. Samtidig kunne der etableres en lignende serviceordning i lufthavnene, så den synshandicappede kunne blive afhentet ved rutebil, bus eller taxa og fulgt ind til check in. Synshandicappedes rejsemuligheder er forringet på netop dette punkt, hvis man rejser uden ledsager, da man ikke kan visiteres til de amtslige kørselsordninger, og derfor kan problemet ikke løses ad den vej.
- De elektroniske køsystemer bør forsynes med lyd, så de kan bruges af synshandicappede. Alternativt skal synshandicappede have mulighed for blot at gå til betjeningslugerne, som det er praksis hos Post Danmark.