Hjælp til
befordring
Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige | Næste
Hjælp til
befordring
Personer, der er ansat i et job med løntilskud, er rent
befordringsmæssigt stillet på samme måde som
personer, der ansættes i job på ordinære
vilkår. Dette gælder også i forhold til de
ligningsmæssige kørselsfradrag. Her er det dog
værd at bemærke, at personer, der som en følge
af et handicap eller kronisk sygdom har særlige udgifter
til befordring mellem hjem og arbejdsplads, kan opgøre
deres befordringsfradrag bl.a. ud fra de faktiske
befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 D.
Nærmere information om denne mulighed kan fås ved
henvendelse til skatteforvaltningen i kommunen og på www.toldogskat.dk
Hvis man ikke har mulighed for at anvende de almindelige
kollektive befordringsmidler, kan der være mulighed for
hjælp til befordring efter den sociale lovgivning:
- Det kan søges om støtte til køb af en bil
efter reglerne i lov om social service § 99. For at få
støtte til køb af bil skal personen have en varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad
forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad
vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et
arbejde uden brug af bil. Støtten ydes som rentefrit lån
til hjælp til særlig indretning af bilen.
- Kommunen kan yde dækning af nødvendige merudgifter
til fx befordring til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte
funktionsevne. Merudgifter til og fra arbejde vil sige de udgifter, der
ligger ud over, hvad personen selv ville have afholdt, hvis der ikke
havde foreligget særlige problemer i forbindelse med den nedsatte
funktionsevne. Eksempler på merudgifter til og fra arbejde kan fx
være udgifter til taxakørsel i ventetiden, indtil der er
givet bevilling af støtte til køb af bil, eller til
taxakørsel i forbindelse med at den særligt indrettede bil
er til reparation. Denne hjælp søges efter lov om social
service § 84. Førtidspensionister, der har fået
tilkendt førtidspension efter de gamle regler om
førtidspension (se side 10), kan kun søge hjælp
efter lov om social service § 84, hvis de samtidig har en
hjælperordning efter lov om social service
§ 77.
- Endelig er der mulighed for at søge om støtte til
individuel befordring efter reglen i lov om social service
§ 103. Efter denne regel kan kommunen yde tilskud til personer,
som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
har behov for befordring med individuelle transportmidler som fx taxa.
Forside | Indholdsfortegnelse | Til top | Forrige | Næste
Center for Ligebehandling af Handicappede Version 2 den 14. September 2004
Fremstillet med IT- og Telestyrelsens hjælpeprogram.
URL: http://www.clh.dk/pjecer/jobmedtilskud/index.htm/index.html