Epilog
Det Europæiske Handicapår 2003
Forord
Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige | Næste
2003 er gået, og handicapåret er afsluttet. Og året blev i vid udstrækning den markering, vi håbede på.
Et af hovedformålene med handicapåret var at skabe opmærksomhed om handicappedes situation. Det er i høj grad lykkedes. På centralt, regionalt og lokalt niveau har et meget stort antal mennesker bidraget til at synliggøre handicappede og vilkårene for mennesker med handicap. Der har været tale om TV-reklamer, udstillinger, koncerter, teater- og filmfestivaler, idræts- og åbenthus-arrangementer, debatmøder, konferencer, bogudgivelser mv. Og ikke mindst har buskaravanen, som turnerede landet rundt, og den massive mediedækning alle disse mange arrangementer har affødt, hver på deres måde bidraget til at sætte handicapsagen på dagsordenen.
Med handlingsplanen på handicapområdet, som blev præsenteret ved den officielle åbning af handicapåret, har regeringen benyttet handicapåret som anledning til at sætte yderligere fokus på handicappede. At handicappolitikken er et prioriteret indsatsområde har også fundet udtryk i finanslovs- og satspuljeaftalerne. Med handlingsplanen for handicapområdet præsenterede regeringen 25 handicappolitiske initiativer inden for de centrale handicappolitiske problemstillinger: bolig, uddannelse, arbejde, fritid og tilgængelighed både den fysiske og den elektroniske.
Mennesker, som hver dag må leve med konsekvensen af en funktionsnedsættelse, synes forståeligt nok ofte, at det går for langsomt, og at vi måske ikke er vidtgående nok. Den redegørelse, som økonomi- og erhvervsministeren gav til Folketinget umiddelbart før jul om resultaterne af handicapåret, viser imidlertid, at handlingsplanen er resulteret i en lang række konkrete handicappolitiske initiativer, som på både kort og lidt længere sigt vil få en positiv effekt på handicappedes livssituation. Det gælder fx indsatsen for at skaffe flere og bedre boliger til handicappede, afskaffelsen af det dobbelte optag til de videregående uddannelser og ændringen af byggeloven, så den eksisterende bygningsmasse successivt får et tilgængelighedsløft.
I regeringen er vi helt bevidste om, at vi ikke har løst alle problemer med handlingsplanen. Indsatsen over for mennesker med handicap kan ikke løses med et snuptag. Det er et langt sejt træk, hvor indsatsen i handicapåret 2003, har givet ny inspiration til det videre arbejde.
Når vi med denne publikation markerer afslutningen på handicapåret, betyder det derfor ikke, at vi markerer afslutningen på arbejdet. Ved EU's afsluttende konference i anledning af handicapåret blev det gang på gang understreget, at handicapåret ikke er en afslutning på en indsats over for mennesker med handicap, men derimod begyndelsen på en indsats. Jeg vil synes, denne publikation understreger, at vi nu har fundamentet til en rigtig god begyndelse.
Henriette Kjær