Pjecen er udarbejdet af Christine
Bendixen
Layout og foto: Christine
Bendixen
Tryk: Scanprint
Oplag: 2000
ISBN: 87-90346-95-5
December 2001
Indholdsfortegnelse:
4 Indledning
5 Hillerød Kommune
- Handicappolitik skal sikre handicappedes
vilkår
11 Lemvig Kommune
- Sammenhæng i servicen til
handicappede
17 Roskilde Kommune
- En handicapkoordinator har
overblikket
21 Tommerup Kommune
- Med handicaprådet som
medspiller
27 Vejle Kommune
- Fra drømme til
handicappolitik
DA DANMARK i 1993 tiltrådte FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede, forpligtigede vi os politisk og moralsk til at efterleve Standardreglerne. Hvis det skal blive virkelighed, må også kommunerne engagere sig i og omsætte standardreglerne til konkrete lokale handlinger. Det har flere - men langt fra alle - kommuner allerede taget fat på.
DET Centrale Handicapråd udsendte i november 2000 pjecen "Værktøjskasse til FN's Standardregler - idéer og redskaber til en kommunal handicappolitik" til alle kommuner. Det skete i samarbejde med Kommunernes Landsforening. Pjecen er et idékatalog over initiativer og indsatsområder, der kan indgå i en lokal handicappolitik. Med pjecen opfordrede Det Centrale Handicapråd og KL kommunerne til at styrke den handicappolitiske indsats i lyset af FN's Standardregler. Vores eksempelsamling er en opfølgning på denne opfordring.
EKSEMPELSAMLINGEN handler om at udforme en handicappolitik, der med udgangspunkt i Standardreglerne beskriver retningslinierne for kommunens initiativer og ansvar over for handicappede borgere i alle kommunens sektorer. Center for Ligebehandling af Handicappede har interviewet et udvalg af kommuner, der har omsat FN's Standardregler til en handicappolitik, for at høre, hvordan kommunerne har grebet denne udfordring an. Det har vi gjort i håb om, at vi, ved at bringe disse kommuners erfaringer videre, kan inspirere langt flere kommuner landet over til at omsætte Standardreglerne til en kommunal handicappolitik.
KOMMUNERNE, der optræder i samlingen, er af forskellig størrelse og har forskellig geografisk beliggenhed. Det er nemlig meningen, at valget af kommuner skal give et billede af den forskellighed og bredde, der er i tilgangene til at udforme en handicappolitik. Forhåbentlig giver eksempelsamlingen inspiration til de kommuner, der gerne vil i gang, men har brug for nogle idéer til at sætte skub i processen.
EKSEMPELSAMLINGEN er ikke en brugsanvisning i at udforme selve handicappolitikken. Det er heller ikke en brugsanvisning i, hvad en handicappolitik bør indeholde. Eksempelsamlingen giver derimod et indblik i de processer, forskellige kommuner i landet har været igennem i forbindelse med arbejdet med en handicappolitik. Man skal derfor ikke lede efter en gennemgang af kommunernes handicappolitik. Dem må man rekvirere hos de enkelte kommuner eller finde dem via vores kommunale temahjemmeside på www.clh.dk. Vores kommunale temahjemmeside byder også på andre informationer om kommunal handicappolitik, samt nyttige publikationer og relevante link.
ENHVER kommune har sine egne
vilkår og sit lokale særpræg. Det betyder, at
én kommune ikke nødvendigvis kan spejle sig direkte
i en anden kommune, og de enkelte kommuner har langt fra de samme
behov eller samme ressourcer. Hensigten med denne samling af
eksempler er derfor at vise, at man godt kan have helt
forskellige indgangsvinkler til det samme mål: at skabe
samme muligheder for handicappede som ikke-handicappede
borgere.
I Hillerød Kommune har
beslutningen om at formulere en handicappolitik været meget
tæt knyttet til beslutningen om at oprette et
handicapråd, der kunne fungere som et samarbejdsorgan for
kommunen. Jette Deltorp, der er afdelingschef i pension og
helse-afdelingen, har været ansvarlig for at udarbejde
oplæg til begge dele. Hun mener, grundlaget for kommunens
samarbejde med et handicapråd må være en
handicappolitik.
"For at kunne tage stilling til, hvilket handicapråd, og dermed hvilket samarbejdsorgan, vi ville have, var vi faktisk nødt til at have en handicappolitik", siger Jette Deltorp. "Det var vi for at have en idé om, hvor vi ville hen med samarbejdet, og hvor meget vikunne love og leve op til omkring samarbejdet og de ønsker, et samarbejdsorgan selvfølgelig vil have".
At Hillerød Kommune ville have en handicappolitik betyder dog ikke, at handicappede borgeres behov skal prioriteres før andre borgeres. Kommunen ville med politikken sørge for, at handicappede i kommunen ikke har ringere vilkår end andre borgere. "Der er jo masser af ønsker til serviceydelser på alle områder i kommunen, og meningen med handicappolitikken er jo ikke, at nu skal handicappede konsekvent have noget på bekostning af de øvrige borgere, men handicappede skal prioriteres på lige fod med andre", forklarer Jette Deltorp, da Center for ligebehandling interviewer hende.
Standardregler og intern
målsætning
Hillerød Kommune har et ældre-
og handicapudvalg, der er nedsat under byrådet som et
stående udvalg. Udgangspunktet for udvalgets arbejde er
kommunens overordnede målsætning for ældre og
handicappede. Ældre- og handicapudvalgets beslutninger
forankres administrativt i socialforvaltningens pension og
helse-afdeling.
Hillerød Kommunes overordnede ældre- og handicapmålsætning siger, at kommunen ønsker at fremme en udvikling, hvor den enkelte ældre og handicappede oplever selvbestemmelse, udnytter egne ressourcer bedst muligt og får mulighed for en tilværelse i egnet bolig, hvor højst mulig grad af sundhed og bedst mulig livskvalitet tilgodeses. "Målsætningen er et udtryk for, hvad kommunen gerne vil på ældre- og handicapområdet. Det har ført til en række udmøntninger på området, dog mest på ældreområdet og ikke så meget på handicapområdet", forklarer Jette Deltorp.
Da kommunens ældre- og handicapudvalg i begyndelsen af 2000 behandlede FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede, besluttede udvalget derfor, at de ville arbejde hen imod en formulering af en handicappolitik for kommunen. Samtidig ville udvalget gerne etablere et formelt samarbejdsorgan mellem repræsentanter for handicappede borgere og byrådet. Udvalget bad derfor pension og helse-afdelingen om at udarbejde et oplæg til kommunens handicappolitik og vedtægter for et vejledende handicapråd. I afdelingen Pension og Helse har Jette Deltorp været ansvarlig for oplægget til en handicappolitik og vedtægter for handicaprådet.
"Jeg interesserer mig for det sociale område, og jeg synes, at handicapområdet har været forsømt. Set i forhold til hvor stor vægt ældreområdet og ældres sociale problemer har haft, så har der ikke været meget plads til de problemer, handicappede har. Det har været min interesse for at bringe det på banen, der har gjort, at jeg har lavet nogle oplæg, som vores politikere gerne ville arbejde med".
Inspiration og
samarbejdspartnere
Udgangspunktet for arbejdet med
handicappolitikken har været FN's Standardregler om lige
muligheder for handicappede. "Jeg tror ikke, der er tvivl om,
hvor vi har hentet inspirationen til vores handicappolitik (FN's
Standardregler, red.). For mig har det også været
naturligt, at når noget er vedtaget fra centralt hold, dvs.
når et land tiltræder en hensigtserklæring og
dermed siger, at dette er den formelle danske holdning til
mennesker med handicap, så er vi i det offentlige system
nødt til at være tro imod de holdninger og
indarbejde dem i kommunens hverdag," fortæller Jette
Deltorp.
Ved udarbejdelsen af oplægget til handicappolitikken og handicaprådets vedtægter har Jette Deltorp samtidig benyttet sig af litteratur om handicapområdet og haft forskellige samarbejdspartnere. "Jeg har først og fremmest haft mine egne medarbejdere i Pension og Helse med i udarbejdelsen af oplægget. Derudover har jeg talt med vores teknisk forvaltning om, hvordan deres tidligere samarbejde har været med kommunens handicaporganisationer, og jeg har samtidig selv haft kontakt med repræsentanter for kommunens handicaporganisationer heriblandt også den lokale afdeling af DSI (De Samvirkende Invalideorganisationer, red.)".
Arbejdsprocessen
På baggrund af Pension og Helses
oplæg besluttede ældre- og handicapudvalget at
sætte politikken og vedtægterne til høring i
kommunens andre udvalg for på den måde at sikre den
sektoransvarlighed, FN's Standardregler lægger op til.
Sektoransvarlighed betyder netop, at alle sektorer involveres og
påtager sig ansvaret for ligebehandling af handicappede.
Herefter blev udvalgenes kommentarer indarbejdet i
oplæggene, og kommunen holdt et møde for
repræsentanterne for handicaporganisationerne, hvor
oplæggene blev gennemgået. Handicaporganisationerne
fik efterfølgende materialet til høring.
"Vi gennemgik så handicaporganisationernes høringssvar og lavede en indstilling til ældre- og handicapudvalget om, hvilke synspunkter vi syntes, der skulle tages hensyn til i oplæggene, og hvilke synspunkter vi ikke mente var relevante," fortæller Jette Deltorp. "Oplæggene blev så igen rettet til, og med udgangspunkt i den tilretning har først ældre- og handicapudvalget og så sidst byrådet godkendt vores handicappolitik og vedtægterne for Hillerød Kommunes handicapråd".
Jette Deltorp synes denne arbejdsproces har været givtig, og hun har været glad for det samarbejde, der har været. "Jeg synes, vi har haft god kontakt med handicaporganisationerne, og jeg synes, jeg har fået sparring både fra dem, men også fra de medarbejdere, som har særlig indsigt i sagsbehandlingen på handicapområdet", siger hun.
Udfordrende
problemstillinger
En af målsætningerne i
Hillerød Kommunes handicappolitik er, at byrådet som
en del af sit arbejde med at formulere politiske visioner for de
kommende års indsatsområder vil sætte fokus
på fysisk tilgængelighed, tilgængelighed til
kommunikation og information, uddannelse og beskæftigelse
samt lige adgang til personlig integritet og familieliv med
respekt for kultur og interesser.
Forud for vedtagelsen af politikken i byrådet har indholdet i indsatsområderne været oppe og vende i ældre- og handicapudvalget. "Punkterne har bestemt været drøftet i ældre- og handicapudvalget. Fx gav sådan noget som at sikre handicappedes integritet og ret til privatliv anledning til både spørgsmål om, hvad der ligger i det, og debat om, hvordan vi så rent faktisk gør det", siger Jette Deltorp.
Spørgsmålet har udfordret flere af både kommunens politikere og administrative medarbejderes måde at tænke på. "I mange sammenhænge tænker både politikerne og os i administrationen, at det drejer sig om at lave nogle gode institutioner for fx fysisk multihandicappede eller svært psykisk handicappede. Institutioner hvor de oplever tryghed og gode rammer med omsorg og opgaver, de kan klare uden at få nederlag", forklarer Jette Deltorp. "Men det kunne rent faktisk også godt være, at det der var godt for en hel del mennesker med funktionsnedsættelser, er det der er godt og spændende for mennesker uden funktionsnedsættelser, eksempelvis ting, der gør os nysgerrige, og det at prøve egne grænser af. Det skal der jo være plads til, at alle kan opleve. Vi skal vænne os til tanken om, at det ikke nødvendigvis er mere synd, at fx et barn med et handicap får en skramme, end at et barn uden handicap får en skramme. Det er jo en del af livets vilkår, og alle skal have nogle udfordringer, der gør, at de står på tæer og har mulighed for at udvikle sig og have det spændende og sjovt".
Udformning og
gennemførsel
Udmøntningen af Hillerød
Kommunes handicappolitik er endt med at blive delt op i to faser.
Første fase består i at få skabt
opmærksomhed om handicappede borgeres behov, rettigheder og
muligheder på politisk, administrativt og omsorgsgivende
niveau. Samtidig skal kommunen i samarbejde med det nyoprettede
handicapråd finde frem til handicappedes behov og
prioriteringer i forbindelse med arbejdet for lige
vilkår.
Disse prioriteringer og behov skal udgøre handicappolitikkens særlige indsatsområder i politikkens anden fase. I denne fase lægges der også op til, at byrådet arbejder med en mere konkret handlingsplan for handicappolitikken frem til 2010. De politiske udvalg skal samtidig indarbejde konkrete mål i deres årlige aktivitetsplaner, og administrationen og institutionerne skal formulere konkrete handicapmål i deres virksomhedsplaner.
"Handicappolitikken er jo vedtaget i byrådet, og det vil sige, at alle stående udvalg på den ene eller anden facon skal tænke handicappolitikken ind i deres aktivitetsplan og lave et mål for, hvad de kan gøre i forhold til handicappolitikkens fase 1 og 2. Med byrådets vedtagelse har alle stående udvalgsformænd forpligtet sig til, at handicappolitikken skal tænkes ind i deres aktivitetsområde. Det overordnede ansvar for, at det sker, ligger i direktionen".
"Vi har ikke skrevet nogle evalueringsdatoer ind i handlingsplanen. Men udvalgene gør hvert år det, at de i forbindelse med deres aktivitetsbeskrivelser laver en status på deres målsætning og dermed også en evaluering af, hvad vi har gjort inden for denne målsætning i det forløbne år", forklarer Jette Deltorp.
Økonomi til
handicappolitik?
En af Jette Deltorps bekymringer i
forbindelse med handicappolitikken har været, hvor dyrt det
bliver for kommunen at vedtage en handicappolitik. Den bekymring
tror hun også, at andre kommuner har. Det er måske en
af grundene til, at processen med at lave handicappolitik i
kommunerne tager sin tid, som hun siger. "Som udgangspunkt er der
jo ikke nogen, der kan være uenig i de holdninger, der
ligger bag en handicappolitik, men det forpligter at lave
holdninger om til politik. Det betyder, at kommunen skal
afsætte de ressourcer, der skal til for at føre
politikken ud i livet".
Jette Deltorp udtrykker det på den måde, at der med handicappolitikken bliver en balance mellem forhold, der bare skal være i orden, og som kommunen er forpligtet til at sørge for, og forhold, som borgerne nok ønsker, men som først prioriteres på længere sigt. "Det man gerne vil politisk med det her - og det oplever jeg egentlig som meget reelt fra politikernes side - det er at sætte fokus på handicappedes vilkår og gøre noget for kommunens handicappede borgere. Men man vil gøre det på en måde, så man er troværdig og ansvarlig over for det kommunale budget, man er sat til at administrere".
Derfor er der i første omgang lagt op til, at det nye handicapråd skal have et budget svarende til det kommunens ældreråd har. Derudover kommer de udgifter, som følger af, at der er anlæg og aktiviteter, der skal gøres tilgængelige for handicappede borgere. "Her bliver det jo op til planlæggerne af de enkelte aktiviteter at medtænke den merudgift i budgettet", siger Jette Deltorp, der samtidig kan berette om, at kommunen allerede er i gang med en handlingsplan for ombygning og nybyggeri af boliger til yngre handicappede med plejebehov. "Der er en separat målsætning om, at der skal bygges til denne gruppe borgere, sådan at vi på længere sigt har tilbud, der ikke indebærer, at yngre handicappede skal bo sammen med ældre".
Rent prioriteringsmæssigt er det dog ikke altid muligt for kommunen at gøre det ideelt for handicappede borgere på alle områder. "Men", siger Jette Deltorp, "jeg tror, at dér hvor vi er kommet længst, er med hensyn til at have tanke på, at når vi skal etablere noget nyt, så skal vi - ligesom vi tænker miljø, økonomi og personaleforhold - også tænke handicapforhold ind i projektet".
En succes der kan
vokse
Om processen siger Jette Deltorp: "Jeg
tror, det er vigtigt, at handicaprepræsentanter i kommunen
sammen med forvaltninger og politikere bør starte med at
afklare, hvilket ambitionsniveau der er for handicappolitikken.
For ligesom der er forskel på ambitionsniveauet fra kommune
til kommune, så er der det også for
handicapgrupperne. Det er vigtigt, at det man får skabt, er
den succes, der kan vokse. Hvis man fx i en relativ lille kommune
har nogle helt konkrete problemstillinger, men måske ikke
hele spektret af handicappede borgere, så bør man
tage udgangspunkt i det, der er virkelighed, starte derfra og
lade det gro. Det er bedre at tage en lille bid, end slet ikke at
komme i gang. Vi skal ikke alle sammen have den samme
handicappolitik eller nå det samme sted i den samme ramme.
Det handler ikke om, hvem der når længst hurtigst.
Det handler sådan set om at skabe de vilkår, som
passer i det enkelte lokalområde i forhold til at komme i
gang og at løse de mest presserende problemstillinger.
Politikker på papir er jo ret flotte, men deres værdi
kommer først i resultaterne og de konkrete
handlinger".
Lemvig Kommunes handicappolitik voksede
ud af en politik for handicappede voksne. En gruppe af
medarbejdere på tværs af kommunen formulerede
kommunens handicappolitik. Fem af de, der til daglig er
ansvarlige for arbejdsområder, der berører
handicappede borgers liv, fortalte om deres syn på
handicappolitikken og den proces, der ligger bag. De mener, at
politikken først og fremmest er med til at sikre, at
handicappede borgere oplever, at der er sammenhæng og
helhed i kommunens service.
I 1993 fik Lemvig Kommune en handicappolitik for voksne, som kommunen i løbet af årene fik god erfaring med. Derfor blev det besluttet, at handicappolitikken også skulle omfatte kommunens handicappede børn og unge. De, der til daglig beskæftigede sig med handicappede, mente, at der var brug for en klarhed og faste rammer for, hvordan kommunen strukturerede sin indsats over for handicappede borgere. Samtidig skulle der være en helhed og sammenhæng i indsatsen over for den enkelte handicappede. Derfor var det vigtigt at få inddraget medarbejdere fra alle relevante forvaltninger i udarbejdelsen af politikken. På den måde kunne man også sikre sig, at handicappolitikken blev bredt ud til hele kommunen og alle sagsområder.
"Vi talte meget om, at det var vigtigt, at vi havde en målrettethed, og at det blev klart for os selv, politikerne og omgivelserne, hvad vi gør på de forskellige områder, hvorfor vi gør det, og hvad vi vil med det. Vi ville gerne have klarhed, også i takt med at tilbudene blev udbygget, specielt psykiatrien og tilbudene til udviklingshæmmede", fortæller Anette Holm, der er kontorchef i socialforvaltningen. Sammen med vicesocialchef Ole Villadsen og Kirsten Henriksen, der er leder af specialinstitutionen Børnestedet, har hun været med til at udforme kommunens handicappolitik. Til daglig er de sammen med Steen Andersen, afdelingsleder i Teknisk Forvaltning, og Mona Sørensen, ny leder af kommunens PPR (Pædagogisk, psykologisk rådgivning), ansvarlige for, at der arbejdes mod handicappolitikkens mål.
En sammenhæng for
borgerne
Sammenhæng i tilbudene til
handicappede borgere skal ses både i forhold til den
enkelte handicappede borgers liv og til samarbejdet på
tværs af forvaltningerne. At kommunen administrativt er
opdelt i forskellige forvaltninger skal ikke betyde, at der ikke
er sammenhæng i den service, kommunen yder over for den
enkelte borger. Fx er der god mening i, at de, der tager sig af
fritidstilbud, koordinerer med de, der tager sig af skoletilbud
osv.
"Skal man se på indsatsen i forhold til den enkelte borger, er det vigtigt, at vi snakker sammen og forsøger at få helhed i indsatsen. Jeg tror, det er det vigtigste, at vi arbejder sammen og trækker på hinandens ressourcer, og at det bliver klart, hvem der gør hvad", siger Anette Holm.
Det har også været kommunens mål, at fx forældre til handicappede børn skal kunne se både aktuelle og fremtidige muligheder for deres barn. "I den sammenhæng har vi haft to nøgleord, nemlig horisontalt og vertikalt. Dermed har vi sagt, at når forældre få et handicappet barn, så skal de kunne se på tværs, hvordan det konkrete daginstitutions- og skoletilbud er, hvordan fritidstilbudet er, og hvad tilbudet er til forældrene. Og de skal også kunne se frem i tiden og sige, jamen hvis vi får et udviklingshæmmet barn, så er der de og de tilbud før skolealderen og de og de tilbud i fritiden i skolealderen. Senere er der så som voksen de og de tilbud til beskæftigelse, bolig og fritid".
En sammenhæng mellem
forvaltningerne
Arbejdet med handicappolitikken har ikke
kun medført, at der er en sammenhæng i tilbudene for
kommunens borgere. Det har også gjort arbejdet på
handicapområdet mere målrettet og struktureret for
kommunens medarbejdere. "Der er brug for, at vi kan arbejde inden
for nogle rammer og politikker, så arbejdet ikke bliver
tilfældigt", siger Ole Villadsen. Han påpeger
også, at det at have en vedtaget politik på
handicapområdet kan bruges meget strategisk over for
kommunens politikere. "Vi har også kunnet bruge
handicappolitikken rent taktisk ved at sige til politikkerne: Ved
I hvad, I har vedtaget det her. Det virker
forpligtende".
Det er nu ikke fordi, der har manglet politisk opbakning til arbejdet på handicapområdet. Men da kommunen skal varetage mange opgaver, er handicappolitikken med til at holde forvaltningen og politikerne fast på deres forpligtelser over for kommunens handicappede borgere. Samtidig skal handicappolitikken hænge sammen med kommunens øvrige politikker. "Det er helt centralt, at handicappolitikken ikke bliver isoleret. Den skal hænge sammen med det øvrige system", forklarer Ole Villadsen.
Så selvom nogle områder ikke bliver berørt i handicappolitikken, kan de stadig blive relevante i en handicappolitisk sammenhæng. Integrationen af handicappolitikken skal føre til, at hensynet til handicappede tænkes ind i en bredere sammenhæng. Opstår der for eksempel problemer på handicapområdet i forbindelse med kommunens personalepolitik, må personalepolitikken tages op til revision.
Et fælles sprog
Det har ikke kun været med til at
udbrede politikken, men også haft andre fordele, at gruppen
bag handicappolitikken har været sammensat på
tværs af kommunens forvaltninger. Bl.a. fremhæver
Kirsten Henriksen, at en af de gode ting ved at være med i
gruppen er, at man udvikler et fælles sprog og dermed
får den samme forståelsesramme. "Det snakkede vi
også om i arbejdsgruppen - der ligger samtidig den gevinst
i at udforme sådan en politik, at os, der deltog i
processen, kan forstå hinanden bedre. Vi får et
fælles sprog om det, vi har med at gøre".
Anette Holm bemærker, at det at man har været med til at udarbejde politikken og brugt mange timer på det gør, at man føler sig ansvarlig over for den. På den måde lever handicappolitikken videre og "får ikke bare lov til at ligge på en hylde", som Ole Villadsen udtrykker det.
Faglighed i arbejdet
Ud over ønsket om sammenhæng i
kommunens tilbud har medarbejderne også haft brug for, at
arbejdet på handicapområdet blev tilført noget
faglighed. Faglighed forstået på den måde, at
indsatsen over for handicappede skulle bygge på
undersøgelser af handicappede borgers behov og muligheder
på forskellige områder.
"Vi har lavet undersøgelser med forskningsenheden i Ringkjøbing Amt for at afdække, hvordan sindslidende har det i Lemvig. Vi har haft professionelle folk ude og interviewe ca. 80 mennesker. På baggrund af den faglige beskrivelse af behov og muligheder har vi så prøvet at udarbejde nogle politikker", siger Ole Villadsen.
Selvom medarbejderne har ønsket større faglighed omkring deres arbejde på handicapområdet, har de været meget opmærksomme på, at faglighed ikke medførte, at mål og metoder i handicappolitikken blev for abstrakte. Anette Holm udtrykker det sådan: "Vi snakkede meget om og gjorde meget ud af, at det ikke blev for højtravende. Hele tiden kom spørgsmålet: Er det her ikke klichéer, er det her ikke floskler, kan det forstås, og hvordan handler vi i praksis".
Brugerinddragelse
Kommunens forhold til de lokale
handicaporganisationer var tidligere præget af diskussion
om enkeltsager. Ved at formulere en handicappolitik synes flere
af medarbejderne, at dialogen er blevet mere positiv og vendt til
at handle om overordnede principper og målsætninger
på området.
"Generelt synes jeg, at al den åbenhed, vi overhovedet kan have, er det bedste. Det er da meget bedre at få handicaporganisationerne til at sidde med til bords og gå ind i dialogen", mener Anette Holm. De fem medarbejdere er enige om, at kommunen ved at gå i dialog med handicaporganisationerne skaber bedre forståelse for, at kommunen kun har et begrænset antal ressourcer til handicapområdet.
"Samtidig er der meget gensidighed i det, for jeg synes også, vi bruger handicaporganisationerne som konsulenter. Så sent som i går, var der en mor, som spurgte: Hvad er tilbudene til min søn med det her handicap? Så sagde jeg, prøv at ringe til den og den organisation, de er eksperter på det område", siger Anette Holm.
Kommunen har også for nyligt oprettet et handicapråd, der har mulighed for fx at se byrådets dagsordener igennem for sager af relevans for handicappede. Derudover kan kommunen bruge rådet som konsulent, eksempelvis i forbindelse med nye byggeprojekter i kommunen.
Handicappolitikkens
udformning
Lemvig Kommunes handicappolitik beskriver,
hvilke mål kommunen har for aflastningstilbud, special- og
behandlingstilbud, undervisning, fritid og
forældrerådgivning. Samtidig opstiller den mål
for den fysiske tilgængelighed i kommunen. Ansvaret for den
fysiske tilgængelighed ligger primært i kommunens
tekniske forvaltning, hvor Steen Andersen er med til at
sørge for, at byggeprojekter i kommunen lever op til
byggereglementerne, også på
handicapområdet.
Ud over at opstille mål på centrale handicapområder beskriver politikken også, hvordan kommunen vil undersøge, om målene er nået. I sin udformning har politikken derfor meget karakter af en handleplan, der detaljeret gør rede for, hvilke mål kommunen har på hver enkelt område, hvordan de skal nås, og hvad resultatet skal være.
"Jeg synes, vi har forsøgt at dække de væsentligste problemstillinger ind, da vi valgte temaer", svarer Ole Villadsen, da han bliver spurgt om, hvordan handicappolitikkens temaer er blevet valgt. Samtidig har FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede også givet inspiration til flere af politikkens temaer.
"Der havde været lavet flere forskellige indledninger og udkast til politikken. Det var Ole og jeg, som til et af de første møder i gruppen kom med et oplæg, hvor vi havde taget udgangspunkt i FN's Standardregler", fortæller Anette Holm.
Med de overordnede politiske visioner og konkrete mål for handicapområderne i kommunen er den endelige handicappolitik både en forpligtende politik, men samtidig også en konkret handlingsplan for kommunen. Derfor skal handicappolitikken også revideres med jævne mellemrum, for som flere påpeger, så forandrer verden sig jo hver dag. "En gang om året løber vi handicappolitikken igennem, og så snakker vi om mål, og hvor vi står, og om der er nogle ting, vi har overset", siger Ole Villadsen. "Revision er en god ting. Da vi gjorde det inden for voksenområdet, opdagede vi, at vi havde sovet i timen på nogle områder. Vi opdagede, at der var et par steder, vi havde et hængeparti. Derfor mener jeg, det er meget værdifuldt at revidere - at spørge: Hvordan virker politikken i virkeligheden?".
Plads til
ildsjæle
Til sidst i interviewet spørger vi
gruppen, hvilke erfaringer de har gjort sig i forbindelse med
arbejdet med handicappolitikken, som de synes er gode at give
videre?
"Jeg vil i hvert fald sige det forslidte ord, ildsjæle. Der skal være nogle, der har tænkt tanken, og der skal være rum til de ildsjæle. Der skal ikke være for meget bureaukrati. Der skal være plads til at få formuleringer og idéer klaret hurtigt af", siger Ole Villadsen. Han fremhæver samtidig det vigtige i, at de, der arbejder med handicappolitikken, ikke må sidde for langt fra den politiske beslutningsproces. "Jeg synes, i hvert fald i socialvæsnet - selv om jeg som næstkommanderende ikke er den rigtige til at sige det - har vi nogle korte kommunikationsveje og hurtige beslutningsprocesser".
Mona Sørensen bemærker, at de der arbejder ude på institutionerne kan føle, at der er længere vej til den politiske beslutningsproces end medarbejdere, der færdes i forvaltningerne til daglig. Kirsten Henriksen nikker og tilføjer: "Måske skulle vi i gruppen (der lavede handicappolitikken, red.) have drøftet, hvordan vi fik den bredt ud, og hvordan vi fik det videregivet til dem, der arbejder med det i praksis. Jeg synes somme tider, jeg sidder lidt alene med mine problemstillinger".
Det kan så være ét af
de områder, medarbejderne tager op, når de i
løbet af efteråret 2001 reviderer kommunens
handicappolitik og i den forbindelse diskuterer, om kommunen har
nået de mål, der er opstillet i
politikken.
Roskilde Kommune ansatte Lisbeth Holm
Olsen i et år til at udarbejde en handicappolitik for
kommunen. Med udgangspunkt i en statusrapport og bl.a. FN's
Standardregler har Lisbeth Holm Olsen med bistand fra
repræsentanter for henholdsvis kommunens tekniske
forvaltning og børne- og kulturforvaltning udarbejdet en
handicappolitik og en handicappolitisk handlingsplan. Begge
ligger nu klar til politisk godkendelse.
"Jeg blev ansat til at udarbejde en handicappolitik og samtidig stå for implementering af en statusrapport på handicapområdet, hvor der var ca. 29 anbefalinger til forbedring af indsatsen. Anbefalingerne rettede sig primært mod det sociale område", fortæller Lisbeth Holm Olsen, der er uddannet cand.comm. og projektleder. Hun mente, det var vigtigt, at handicappolitikken kom til at dække indsatsen på hele det kommunale område, ikke kun på det sociale område. Lisbeth Holm Olsens opgave var at løfte indsatsen op på politisk niveau i form af en handicappolitik. Hendes arbejde har derfor været præget af at tænke overordnet med udgangspunkt i de konkrete mangler, der var på handicapområdet i kommunen.
"Sideløbende med udarbejdelsen af handicappolitikken har jeg været med til på det administrative niveau at forbedre flere af de områder, hvor statusrapporten havde afdækket mangler. Jeg har været tovholder i en arbejdsgruppe, som arbejdede med at styrke koordineringen og organiseringen af handicapområdet i socialforvaltningen. Og sammen med en kollega har jeg udarbejdet en arbejdsgangsanalyse i specialgruppen for handicappede med det formål at tilrettelægge arbejdet bedre. Derudover har jeg været involveret i at få de skriftlige handleplaner på plads i forhold til voksne på handicapområdet og ligeledes på børne- og ungeområdet", siger Lisbeth Holm Olsen.
Om arbejdsmåden siger hun: "Det var en af mine styrker, at jeg var god til at komme rundt i afdelingerne for at høre, hvordan praksis var, og hvordan vi kunne prøve at hæve praksis til nogle overordnede mål".
Processen
Arbejdet med en handicappolitik begyndte
før Lisbeth Holm Olsens ansættelse. En afdelingschef
i Roskilde Kommunes pensionsafdeling mente nemlig, at kommunen
manglede en rettesnor for arbejdet på
handicapområdet. Hun foreslog derfor socialudvalget at
få udarbejdet en samlet praksis på området.
Socialudvalget syntes, det var en god idé og blev sammen
med økonomiudvalget enige om at få kortlagt, hvad
der blev gjort for handicappede i alle kommunens forvaltninger og
på baggrund af det få udarbejdet en
handicappolitik.
Derfor blev det arrangeret, at en medarbejder fra kommunens specialgruppe for handicappede blev frikøbt i et år for at udarbejde en statusrapport for kommunens handicapindsats. Statusrapporten kom til at indeholde nogle af de væsentligste administrative problemstillinger i handicapindsatsen og pegede samtidig på, hvordan indsatsen kunne styrkes på det administrative niveau.Da statusrapporten lå færdig, blev Lisbeth Holm Olsen ansat som koordinator af handicapindsatsen. Det blev i den forbindelse besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe med ansvar for at udarbejde en handicappolitik.
Arbejdsgruppen kom til at omfatte én koordinator for teknisk forvaltning, én for børne- og kulturforvaltningen og Lisbeth Holm Olsen som koordinator for socialforvaltningen og tovholder på projektet. Arbejdsgruppen skulle referere til en styregruppe bestående af to afdelingschefer fra socialforvaltningen.
Udkastet til en handicappolitik lå klar til byrådets planseminar i maj 2001. Her drøftede man udkastet og opfordrede til, at det kollektive element i handicappolitikken blev styrket.
Fordi alle de individuelle mål allerede var beskrevet i eksempelvis socialloven og byggeloven, var det interessante i handicappolitikken at beskrive nogle kollektive områder, hvor man kunne styrke handicapområdet, fx tilgængeligheden, boligområdet og arbejdsmarkedsområdet", forklarer Lisbeth Holm Olsen.
Samarbejde med
brugerråd
Lisbeth Holm Olsen begyndte sit arbejde med
at samle materiale ind på handicapområdet og kigge
på, hvad der skete handicappolitisk fra regeringens og
ministeriernes side. Med baggrund i det indsamlede materiale og
statusrapporten udarbejdede hun et oplæg til de to andre
koordinatorer i arbejdsgruppen. Lisbeth Holm Olsen giver udtryk
for, at hun følte sig meget privilegeret, fordi hun havde
mulighed for at sætte sig godt ind i
området.
Lisbeth Holm Olsen tog også kontakt til kommunens sociale forbrugerråd for på den måde at få brugervinklen inddraget i arbejdet med handicappolitikken. Arbejdsgruppen inviterede forbrugerrådet til tre temamøder i kommunen, hvor det sociale område, børne- og kulturområdet og det tekniske område blev diskuteret i relation til handicapindsatsen.
Ved disse møder kunne det sociale forbrugerråd komme med forslag til, hvilke områder de syntes skulle behandles i politikken. Dette var bl.a. med til at give det sociale forbrugerråd mere engagement i forhold til samarbejdet med kommunen om handicappedes vilkår. Det har medført en god dialog og et konstruktivt samarbejde mellem forbrugerrådet og kommunen.
Det har også medført, at det sociale forbrugerråd har udtrykt bekymring for, at rådets vedtægter ikke sikrer, at der ved nyvalg til rådet kommer en jævn fordeling af repræsentanter for handicaporganisationer, sygdomsorganisationer og andre organisationer. Derfor har kommunen drøftet, om der skulle oprettes et handicapråd, der kunne samarbejde med kommunen om handicappedes vilkår. Handicappede i det sociale forbrugerråd er dog godt tilfredse med den konstellation, der er i det nuværende sociale forbrugerråd og vil gerne holde fast i noget, der allerede fungerer, i stedet for at begynde at oprette et nyt råd. Kommunen har derfor besluttet at lave nogle få ændringer i vedtægterne for det sociale forbrugerråd, så der vil sidde mindst tre repræsentanter fra handicaporganisationerne i rådet.
Handlingsplan gør politikken
konkret
I arbejdet med handicappolitikken blev det
efterhånden klart for Lisbeth Holm Olsen, at det var
nødvendigt at udarbejde en handlingsplan, hvis politikken
skulle føre til nye initiativer på
handicapområdet. Handlingsplanen skulle tydeligt
gøre rede for, hvad der skulle ske i de enkelte
forvaltninger og inden for hvilken tidsramme.
"Det har været en god øvelse først at lave nogle overordnede mål for derefter at finde ud af, hvordan de skal implementeres - hvordan vi kan lave nogle konkrete mål, som modsvarer de overordnede", siger Lisbeth Holm Olsen. Den overordnede politik har syv indsatsområder: tilgængelighed, adgang til information, skole og uddannelse, arbejde og beskæftigelse, bolig, social tryghed og kultur og fritid. Indsatsområderne går igen i det konkrete skema over handlingsplanen. Skemaet gennemgår indsatsområde for indsatsområde, hvordan handicappolitikkens mål skal nås, og hvilke forvaltningsområder der er ansvarlige.
"I forhold til forankring på beslutningsniveau er det vigtigt med overskueligheden, så alle er med på, hvad de er ansvarlige for", forklarer Lisbet Holm Olsen. Samtidig synes hun, det var en stor befrielse at lave handlingsplanen, "for det er der, de overordnede mål bliver konkrete. Set i bakspejlet tror jeg ikke, det er så nødvendigt at skrive meget i selve politikken. Det er bedre at gøre handleplanen omfangsrig", konkluderer hun.
Handlingsplanen lægger op til, at den skal evalueres både på kortere og længere sigt. Der er ikke afsat en særlig pulje penge til forbedringer på handicapområdet, men det handler i høj grad om at tænke handicapaspektet med ved nye tiltag, så tingene udføres korrekt fra start frem for at skulle laves om senere. Enkeltstående initiativer, der kræver finansiering, kan bringes op på fagudvalgene og økonomiudvalget, der så tager stilling til, om der skal afsættes penge til projektet.
Forankring af
politikken
Når byrådet vedtager
handicappolitikken og handlingsplanen, vil der ligge et krav om
implementering. Det bliver forvaltningsdirektørernes
opgave at sørge for, at de ansvarlige i de enkelte
forvaltninger følger handlingsplanens anvisninger.
Direktionen får til opgave én gang årligt at
evaluere handlingsplanen. Lisbeth Holm Olsen mener, at det er
vigtigt at have direktionen med i løbet af processen og
forankre politikken der, fordi det så vil forplante sig
nedad i organisationen. Det er ligeledes vigtigt, at fx
afsnitsledere og ressourcepersoner i de enkelte forvaltninger
føler et ejerskab til handlingsplanen. Denne forankring er
sikret via den løbende dialog gennem processen.
Handlingsplanen er konkret lagt i hænderne på forvaltningsdirektører og afsnitsledere/koordinatorer med krav om evaluering én gang årligt. På det sociale område overtager kommunens udviklingsenhed tovholderfunktionen, når Lisbeth Holm Olsens ansættelse slutter.
En arbejdsgruppe der
fungerer
Til det obligatoriske
spørgsmål om gode råd til andre kommuner
svarer Lisbeth Holm Olsen, at det er vigtigt at skrue
arbejdsgrupperne ordentligt sammen. "De mennesker, der er
involveret i arbejdsgruppen, skal også have den
fornødne tid til at være med samt have interesse for
området. Det er godt at have en overordnet tovholder
på projektet, som kan have overblikket over, at alle
områder bliver dækket ind i politikken og
handleplanen, men dem, der sidder med ekspertisen, skal
også afsætte tid til at formidle den videre", slutter
Lisbeth Holm Olsen.
En tilfældig kommentar fra
kommunens formand for social- og sundhedsudvalget fik
lokalaviserne i Tommerup til at bringe en debat om kommunens
mangel på en politik på handicapområdet. Det
tog den lille kommune til sig, holdt borgermøder, fik
lavet en status over kommunens tiltag på
handicapområdet og nedsatte et handicapråd.
Initiativer fra kommunens og handicaprådets side har siden
ført til, at hensynet til handicappede er blevet et image
for nogle erhvervsdrivende i byen.
I 1994 blev Rigmor Rasmussen i kraft af sin funktion som formand for kommunens social- og sundhedsudvalg inviteret til et møde med andre socialudvalgsformænd på Fyn. På mødet skulle hun fortælle om forholdene på handicapområdet i Tommerup Kommune. "Det var sådan lidt morsomt, for ærlig som jeg er, så lagde jeg ud med at sige, at i Tommerup havde vi ikke en formuleret handicappolitik. Så fortalte jeg ellers om vores realiteter og tilbud til handicappede, som jeg nok synes, havde været en omtale værd i avisen. Men det, der kom i avisen, var at vi ikke havde nogen formuleret handicappolitik", fortæller Rigmor Rasmussen, der sammen med lederen af kultur- og socialforvaltningen, Dorrit West, har taget sig tid til at tale med os.
Rigmor Rasmussens udsagn medførte en række læserbreve i de lokale aviser, hvor bl.a. den senere formand for handicaprådet gav udtryk for, at kommunen skulle stramme sig an og lave en handicappolitik. Det ærgrede Rigmor Rasmussen lidt, at det blev fremstillet som om, kommunen ikke tog initiativer på handicapområdet, for hun syntes, at kommunen havde en god praksis der. Det havde dog længe været et politisk ønske at sætte mere fokus på bl.a. socialudvalgets kerneområder, og den nye debat om handicappedes forhold i Tommerup gav anledning til at sætte skub i tingene.
I løbet af 1995 holdt kommunen flere møder med to repræsentanter for handicappede borgere i kommunen for at drøfte strategien for en handicappolitik. Socialudvalget bad samtidig borgmesteren om at få udvalgene til at lave en status over, hvad de var i gang med på handicapområdet. Senere inviterede kommunen samtlige handicaporganisationer i kommunen og pressen til et borgermøde om handicappedes vilkår, hvor der blev gjort status på området, diskuteret FN's Standardregler og nedsat et handicapråd.
God praksis bag
politik
"Det var i de år, hvor det var
populært at sætte politik på al praksis. Dvs.
der havde været god praksis på mange områder,
men nu skulle praksis formaliseres via en politik. Det er jo ikke
nødvendigvis sådan, at politikken kommer
først. Praksis har været der hele tiden. Så
det skabte ikke de store ændringer i praksis, at vi
på det tidspunkt besluttede at tage fat på en
handicappolitik", forklarer Dorrit West, der som leder af kultur-
og socialforvaltningen også har fulgt processen fra debat
til handicappolitik.
Der gik dog nogle år, før kommunen fik en nedskrevet handicappolitik. Det skyldes bl.a. at handicaprådet i en årrække arbejdede med mange andre opgaver, men rykkede så kommunen for en handicappolitik. Det fik socialudvalget til at beslutte, at de gerne ville have et udkast til en handicappolitik fra handicaprådet. Udkastet blev afleveret i begyndelsen af 2000.
"Jeg synes, det var vigtigt, at udspillet kom fra handicaprådet," siger Rigmor Rasmussen. Hun havde egentlig fra begyndelsen ment, at kommunen selv skulle formulere handicappolitikken, men blev i løbet af processen klar over, at handicaprådet var bedre til at give udtryk for brugernes ønsker. Samtidig havde den tætte kontakt til handicaprådets medlemmer givet en god dialog og tætte samarbejdsrelationer, "alle kender jo hinanden i en lille kommune. Det foregår meget venskabeligt. Hvis vi møder hinanden, får vi os en snak. Det er ikke sådan, at handicaprådet hele tiden sidder og bider os i haserne. Stemningen er god fra begge sider", siger Rigmor Rasmussen.
FN's Standardregler - en
ledetråd
Tommerup Kommunes handicappolitik er som
kommunens andre politikker en A4-side med overordnede
målsætninger og metoder. Den overordnede
målsætning i kommunens handicappolitik er at
efterleve FN's Standardregler. Politikken indeholder endvidere
mere specifikke målsætninger om at have en
helhedsorienteret sagsbehandling, at give kompenserende ydelser
til handicappede borgere, så de kan leve et
selvstændigt liv, samt at ydelserne skal gives individuelt
og med brugerindflydelse. Derudover beskriver politikken, hvilke
metoder kommunen vil bruge for at nå
målsætningerne.
Når man læser Tommerup Kommunes handicappolitik, er det meget tydeligt, hvad der ligger til grund for handicappolitikken. "I hvert fald FN's Standardregler, som vi mente, vi kunne bruge, så længe vi ikke havde så meget andet. Men handicappolitikken er også en udformning af, hvad handicaprådet kunne tænke sig, der skulle stå i sådan en politik", forklarer Rigmor Rasmussen. Hun er samtidig glad for, at de i Tommerup Kommune har arbejdet med FN's Standardregler, længe før kommunerne i maj 2000 modtog en opfordring fra Kommunernes Landsforening om at komme i gang med implementeringen af Standardreglerne.
Politikken lægger også op til, at der ved lejlighed skal laves en brugerundersøgelse af handicapindsatsen, "så man kan få en fornemmelse af, hvad det er, man politisk skal arbejde med fremadrettet", siger Dorrit West. Hun fortæller i den forbindelse, at der i den lange proces, kommunen har været igennem med det handicappolitiske arbejde, har været rig lejlighed til at klandre kommunen eller komme med ønsker til indsatsen. "Og dem har vi faktisk ikke modtaget ret mange af. Så vi er i en situation, hvor vi ikke har nogen kritik og ikke nogen efterspørgsel. Derfor har vi brug for en tilfredshedsundersøgelse. Kan det være rigtigt, at der er tilfredshed med indsatsen? Eller er det fordi, det er nogle beskedne handicappede borgere vi har, som ikke tør stille krav?" spørger hun lidt forundret.
Forankring på højeste
niveau
Det fulgte helt naturligt af arbejdet med
FN's Standardregler, at handicapindsatsen blev forankret på
tværs af kommunens forvaltninger. "Jeg tror, det har
været en meget vigtig del, at få det forankret
på tværs. For hvordan afgrænser vi
handicapområdet i forhold til det virkelige liv? Vi har det
med at sætte folk i kasser: børn og unge og gamle,
men her er det pludselig alle, og det vil sige, at området
går på tværs af alle vores udvalgsstrukturer",
siger Dorrit West. Hun giver dog i samme åndedrag udtryk
for, at det har været en kæmpe opgave, at få
alle på banen.
"Men det er blev godkendt, at vi kan holde udvalgene fast på, at når de laver deres politiske årsrapporter en gang om året, skulle de gerne kunne dokumentere, hvad de har arbejdet med på handicapområdet i årets løb", siger Rigmor Rasmussen. Hun suppleres af Dorrit West: "Og årsrapporter her hos os er virksomhedsplaner, som både indeholder en status og fremadrettede initiativer".
Men med så mange medspillere inden for handicapindsatsen kan det hurtigt blive svært at gennemskue, hvem der har det overordnede ansvar. Derfor er det direktionen, der i sidste ende må have det samlede overblik. "Ja, for det karakteristiske ved direktionsniveauet er, at det er det eneste niveau, hvor man koordinerer samtlige områder. Da det netop har været svært at sige, hvor man skal forankre ansvaret for handicappolitikken, så har vi løftet det derop", slutter Dorrit West diskussionen om ansvarsplacering.
En højere
prioritering
Og hvad så med den økonomiske
side af det at vedtage en handicappolitik. Ja, økonomien i
Tommerup Kommune er lige så trængt som i andre
kommuner i landet, og der er derfor ikke afsat specielle midler
til at gennemføre de handicappolitiske
målsætninger. "Overhovedet ikke. Men det ligger i
kommunens kultur, at når man laver en politik for noget,
så hedder det prioritering, og det gør det altid.
Men de områder, der er ophøjet til en politik, dem
kan man i hvert fald ikke komme udenom, når man skal
prioritere rækkefølgen. Så på den
måde har handicapområdet fået et løft.
Men der er ikke sat ekstra midler af", fastslår Dorrit
West.
Prioriteringen af handicapområdet er allerede slået igennem i kommunen. Dorrit West fortæller: "Vi sidder konkret med et projekt omkring rådhusbyggeriet, hvor der er sat en sum penge af, og hvor der er en lang ønskeliste. Med på ønskelisten er også adgangsforhold. Det ønske er kommet højere op på listen end andre ønsker, som fx enmandskontorer eller lignende. Disse ønsker kan så være nødt til at vige til fordel for elevator og adgangsforhold. Den samlede ramme bliver ikke udvidet, men der er andet, der må vige for adgangsforhold".
Dialog med
handicaprådet
Ifølge vores to interviewpersoner er
det gode ved at have haft handicaprådet som medspiller i
arbejdet med handicappolitikken, at handicaprådet
også føler, at det er deres politik.
Handicaprådet har fået lov at præge
handicappolitikken, selvom kommunen har tilpasset den kommunens
skabelon for politikker.
Det er dog mere et spørgsmål om form end om indhold, men det kunne have voldt problemer, hvis kommunen ikke var gået i dialog med rådet undervejs, "for i og med at vi involverer handicaprådet i at komme med et udkast til noget, der faktisk er en kommunal opgave - at lave en handicappolitik - så skaber vi også nogle høje forventninger i rådet. Handicaprådet kom med et udkast på fire sider, og vi sidder jo tilbage med én side. Så det var i hvert fald nødvendigt, at vi gjorde rådet opmærksom på, at der ikke var sket en indholdsmæssig redaktion.", siger Dorrit West.
Det med snakken er et væsentligt element i samarbejdet med handicaprådet, og det er jo en lille kommune, så kommunikationsvejene er korte. Kommunen er dog ikke med til rådets møder, men stiller lokaler til rådighed og sørger for forplejning, "og vi får deres referater. Derved får jeg en kontakt til handicaprådet. De fortæller mig, at nu har de lige snakket om det og det og spørger mig, om jeg ikke godt vil være opmærksom på sådan og sådan. Nogle gange kritiserer de, at de ikke har set kommunens budgetudkast eller lignende. Nå ja, så får de lige lov til det. På den måde har vi jo oparbejdet en dialogform, som gør, at tingene virker", forklarer Dorrit West.
Kommunen har dog ikke taget konsekvensen og givet handicaprådet formel høringsret i alle sager, som det er lovpligtigt på ældreområdet. Om det siger Dorrit West: "Men for socialudvalget er det jo klart, at de ting vores ældreråd får til høring, helt automatisk - i hvert fald i min bevidsthed - også ryger til handicaprådet. Vi er en lille kommune med en central direktionsmodel, og dvs. at vi sidder tre personer - to forvaltningschefer og en kommunaldirektør - som snakker samtlige sager på dagsordenen igennem. Og der er det jo mit ansvar, at hvis jeg fx ser en byggesag på teknisk afdelings dagsorden, så er det noget med at sige ups, er I opmærksomme på handicapvinklen. Og så er der altid en handicaprepræsentant fra handicaprådet i byggeudvalget. På den måde føler vi, der har været et meget tæt samarbejde mellem politikere og kommunens administration og så handicaprådet".
Et godt image i
Tommerup
Hele debatten om handicappedes vilkår
i kommunen har også medført en øget
opmærksomhed på eksempelvis tilgængeligheden
til byens butikker. Handicaprådet har været gode til
at synliggøre handicappede i kommunen og er bl.a.
gået i dialog med butiksejerne for at gøre dem
opmærksom på, at der kan være problemer med at
komme ind i deres butikker i kørestol. Det har enkelte
taget til sig, og nogle butikker har skiftet butikslokale for at
gøre deres butik tilgængelig. Både Rigmor
Rasmussen og Dorrit West mener, at det flere steder skaffer
kunder, når butikkerne sender et signal om, at de tager
folks behov seriøst. "På den måde er det
blevet vendt til at være et image det at tage hensyn",
siger de.
Hvis medarbejderne i kommunen skal
føle et ansvar for kommunens handicappolitik, er det
vigtigt, at de inddrages i processen, når politikken
udarbejdes. Det var udgangspunktet for Vejle Kommunes
handicappolitik. Derfor startede processen i Vejle Kommune med et
visionsmøde, hvor medarbejdere fra alle kommunens
forvaltninger samt handicaprådet og ældrerådet
var inviteret til at komme med deres visioner for en kommune med
gode vilkår for handicappede borgere.
Center for Ligebehandling af Handicappede har fulgt kommunens proces fra visionsmødet i april 2001, til det færdige udkast til en handicappolitik lå klar til høring i de politiske udvalg i november 2001. Vi sad med på sidelinien ved visionsmødet og har senere interviewet medlemmer af styregruppen for handicappolitikken. Den bestod af kommunaldirektør Niels Ågesen, leder af handicapafdelingen Jens Christian Bruun-Toft, udviklingskonsulent i kommunens løn- og personaleafdeling Tina Skadkjær, Erik Arrild, der er formand for handicaprådet, samt en repræsentant fra henholdsvis socialforvaltningen og teknisk forvaltning, der dog ikke var med til interviewet.
Visionsmødet
På visionsmødet i april var
der højt til loftet, og visionerne for kommunens
handicappolitik måtte gerne være store. "I skal
tænke i store linier, tænke i det urealistiske og det
optimale", som Jens Christian Bruun-Toft udtrykte det ved
mødets begyndelse. Derfor blev alle deltagerne på
visionsmødet bedt om at skrive deres visioner for en
kommune med gode vilkår for handicappede på store
flipover, hvor overskriften var: Jeg drømmer om en kommune
hvor … Det satte skub i både fantasien og
drømmene hos deltagerne, der fik fyldt flere ark på
de opstillede flipover med ønsker. Ønskerne
spændte lige fra "jeg drømmer om en kommuner hvor
fysisk utilgængelighed er afskaffet" til "jeg
drømmer om en kommune hvor der er en
handicapborgmester".
For at få et overblik over alle ønskerne blev de grupperet under fælles overskrifter som fysisk tilgængelighed, uddannelse og arbejde, fritid og kultur, holdninger/information. Med udgangspunkt i overskrifterne blev deltagerne opdelt i grupper, der hver især skulle forholde sig til en af overskrifterne og opstille konkrete mål på dette område. Disse mål blev senere fremlagt for hele forsamlingen, og alle målene blev skrevet sammen og skulle så danne udgangspunkt for det videre arbejde med handicappolitikken.
Konkret handling bag
visioner
Havde der været frit slag for
ønskerne på visionsmødet, blev
grænserne mere snævre senere i arbejdet med
politikken, for de overordnede visioner og
målsætninger skulle udmøntes i en række
indsatsområder. Dem var medarbejderne også med til at
give inspiration til, da der blev holdt tre temadage i
løbet af sommeren 2001. Her arbejdede medarbejdere i
grupper på tværs af forvaltninger og institutioner
med at sætte handling bag visionerne. Der skulle
prioriteres mellem visionerne og opstilles konkrete og
håndterbare mål. "Det måtte ikke bare
være selvfølgeligheder, som ingen kunne være
uenige i. Indsatsområderne skulle være konkrete og
målbare for handicaporganisationerne og kommunens borgere -
handicappede såvel som ikke handicappede", forklarer Jens
Christian Bruun-Toft.
Mødet på tværs af forvaltningsstrukturerne gav samtidig medarbejderne mulighed for at udveksle erfaringer og inspirere hinanden inden for arbejdet på handicapområdet. "Flere fandt ud af, at de måske kunne arbejde sammen om tingene i stedet for at lave tingene hver især", fortæller Tina Skadkjær, der som udviklingskonsulent i Løn & Personale også har været med til at udarbejde kommunens politik for etniske minoriteter. Hun fortæller samtidig, at modellen for processen omkring handicappolitikken også blev brugt i forbindelse med udformning af kommunens politik for etniske minoriteter. "I forbindelse med den politik fik vi gode erfaringer med den måde at bygge processen op på. Derfor besluttede vi, også at bruge idéen i arbejdet med handicappolitikken", siger hun.
En handicappolitik med flere
lag
På temadagene var der meget fokus
på fysisk tilgængelighed. Det skinnede igennem
på alle områder, at tilgængelighed var en
nødvendig forudsætning for at kunne deltage i
arbejdslivet såvel som fritidsaktiviteter og samfundslivet
i almindelighed. Udkastet til handicappolitikken, som
styregruppen har udarbejdet på baggrund af arbejdet fra
temadagene, indeholder derfor mål om tilgængelighed
til bymiljøet og naturen samt til fritids- og kulturlivet.
Udkastet behandler også forhold, der ikke er lovgivet om.
Den opstiller mål på områder som information om
og til handicappede, uddannelse og arbejde samt handicappede
børn og unges muligheder for personlig udvikling. På
alle målområder er der udarbejdet specifikke
indsatsmål for perioden 2002-2005.
"Overordnet kan man sige, at der er to lag i handicappolitikken. Nogle af politikkens indsatsområder er konkrete opgaver, der skal løses, mens andre er målsætninger, der skal indarbejdes i tankegangen i sagsbehandlingen. Eksempelvis skal hensynet til tilgængelighed indarbejdes i den daglige byggesagsbehandling", siger Niels Ågesen, der som kommunaldirektør sammen med resten af direktionen er overordnet ansvarlig for, at handicappolitikkens målsætninger bliver ført ud i livet.
Det er derfor også blevet besluttet, at hver forvaltning årligt skal udarbejde en handicappolitisk redegørelse, som skal klarlægge om indsatsområderne er nået, og om der er noget i politikken, der skal følges op på. På den måde bliver handicappolitikkens målsætninger løbende evalueret, og samtidig skal politikken tages op til revision efter en fireårig periode. "For om fire år ser tingene nok lidt anderledes ud", konstaterer Tina Skadkjær.
Del af daglig
tænkning
"Resultaterne af, at kommunen har
fået en formuleret handicappolitik, kommer ikke med det
samme", mener Jens Christian Bruun-Toft. "Det er et langt sejt
træk. Det er en kultur, der skal indarbejdes hos alle
medarbejdere, men får man først indarbejdet hensynet
til handicappede i den daglige tankegang, er man nået
langt!", konkluderer han i samme åndedrag.
Tina Skadkjær tilføjer, at det er derfor, at det er godt, at man inddrager flest muligt i arbejdet med handicappolitikken. "For det giver et bredt kendskab til politikken og den tankegang, der ligger bag. Samtidig giver det, at man selv har været med til at udarbejde politikken - og måske endda kan kende noget af det, man selv har formuleret - også ejerskab til den", siger hun.
Her bevæger vi os så samtidig ind på en anden pointe med at inddrage medarbejderne i processen. For meningen har også været, at mødet på tværs af forvaltninger og råd, skulle give medarbejderne idéer til, hvordan kommunen kan løse opgaverne på handicapområdet uden nødvendigvis at få tilført flere ressourcer. Der er nemlig ikke afsat penge ud over budgettet til implementeringen af handicappolitikkens målsætninger. "Derfor må områder, der kræver tilførsel af ressourcer - eksempelvis tilgængelighed til nuværende kommunale bygninger - tages op over en årrække på tre til fem år", siger Niels Ågesen.
Et synligt
handicapråd
Vejle Handicapråds formand, Erik
Arrild, er glad for at have været med i processen omkring
handicappolitikken. "Processen har været god og
konstruktiv, forstået på den måde, at det ikke
kun har handlet om tilgængelighed, men også om at
gøre hele kommunen bekendt med, at kommunen har en
handicappolitik, og hvad den går ud på", siger han.
Som medlem af DSI har det været vigtigt for ham, at der i
arbejdet med handicappolitikken har været overvejelser om
temaerne i FN's Standardregler om lige muligheder for
handicappede.
Standardreglerne har ifølge styregruppen fungeret som en huskeliste, men Vejles handicappolitik lægger dog mere vægt på nogle af reglernes temaer end andre. Det skyldes bl.a. at der har været fokus på medarbejdernes og handicaprådets ønsker til politikken.
Ifølge Erik Arrild er en anden følge af, at handicaprådet har været aktivt i processen, at det har været med til at synliggøre handicaprådet. Ved at have været med til visions- og temamøder er handicaprådet blevet kendt af flere medarbejdere i kommunen. Det har givet flere samarbejdsmuligheder og mere åbenhed mellem handicaprådet og kommunens medarbejdere, fordi de nu er blevet bekendt med hinanden.
Vejle Kommunens arbejdsmodel ser ud til endnu en gang at have givet flere gode afkast. Nu skal det endelige udkast til handicappolitikken så godkendes i byrådet ved udgangen af år 2001, og herefter begynder en ny proces - arbejdet med at sætte handling bag politikken.