TilgængelighedTilgængelighed til kollektiv transportGod tilgængelighed på transportområdet indebærer, at hele kæden i den samlede rejse er tilgængelig. Man er derfor i særlig grad nødsaget til at fokusere på overgangene mellem de enkelte trafikformer. Det betyder, at man ikke kan se isoleret på et enkelt trafikområdes tilgængelighed. Det er ikke nok, at for eksempel bussen er tilgængelig. Man er også nødsaget til at overveje, hvordan vejen til og fra bussen ser ud, hvordan man kommer fra togstationen til busterminalen osv. Manglende lovgivningPå internationalt niveau er der rent lovgivningsmæssigt meget få transportområder, hvor der er regler om tilgængelighed. Busser og passagerskibe udgør dog en positiv undtagelse, og der er findes også særlige rettigheder for flypassagerer med funktionsnedsættelse. Manglende lovgivning er dog en af årsagerne til, at tilgængeligheden på transportområdet kan opleves som noget sporadisk. på EU-niveau er der i december 2008 fremsat forslag til forordning om buspassagerers rettigheder. Læs nærmere om dette under Det Centrale Handicapråds møde 1/2009 på www.dch.dk
Problemer med togrejserTogområdet er et af de områder, hvor vi savner tilgængelighedslovgivning og ikke mindst en dertilhørende handlingsplan. Det største problem knytter sig i virkeligheden ikke til selve togene, men til overgangen fra perron til tog. Med introduktionen af de nye IC4-tog får størstedelen af alle tog en lavgulvssektion. Men vi har ikke en standardiseret perronhøjde i Danmark. Det betyder, at vi selv med nye tilgængelige tog ikke automatisk også får et tilgængeligt togsystem. Det bør være muligt at designe et togsystem, som på trods af forskellige perronhøjder kan tilbyde niveaufri adgang. Konsekvensen af den nuværende situation er, at man som kørestolsbruger er nødsaget til at bestille sin rejse to døgn i forvejen. Den manglende niveaufrie adgang betyder, at det reelt er umuligt for for eksempel kørestolsbrugere at bruge toget til spontane rejser. Handlingsplan på transportområdetTransport- og energiministeren har på Det Centrale Handicapråds møde i marts 2006 stillet i udsigt, at Transportministeriet vil udarbejde en samlet handicappolitik for transportområdet. Forhåbentlig vil en sådan handicappolitik danne grundlag for at gennemføre de ændringer i transportsystemet, der skal til for at sikre den sammenhængende rejse. |