Nyheder

17|02|09

Britisk læge indrømmer MFR-fejl

Den britiske læge, der for ti år siden kædede MFR-vaccinen sammen med risikoen for autisme, indrømmer nu, at der aldrig var beviser for hans påstand.

MFR-vaccinen frikendt

Store studier har frikendt MFR-vaccinen for at give børn autisme og nu indrømmer den britiske læge Andrew Wakefield, at han aldrig har haft bevis for, at MFR øger risikoen for autisme.

''Jeg er helt enig i, at der ikke findes et bevis'', siger Andrew Wakefield i et interview med den britiske avis The Times.

Mistænkt for uredelig forskning

De britiske sundhedsmyndigheder er i færd med at rejse sag mod Andrew Wakefield og to af hans tidligere kolleger fra The Royal Free Hospital i London for uredelig forskning.

I 1998 koblede de MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde sammen med autisme i en artikel i læge-tidsskriftet The Lancet.

Stigning i mæslinger

Allerede dengang afvist flere eksperter påstanden, og senere studier foretaget af blandt andet danske læger på et større antal børn har gentagne gange vist, at der ikke er nogen sammenhæng.

Men forældre verden over havde hørt budskabet og og mange undlod i de efterfølgende år at lade deres børn MFR-vaccinere. Det har blandt andet ført til en stigning i mæslingetilfælde.

Hvis Andrew Wakefield og hans kolleger bliver fundet skyldige i uredelig forskning, risikerer de at miste retten til at praktisere som læger.



Af: Mette Sandahl