Lighedstegn nr. 4 december 2005
En mindre gruppe børn har et så svært handicap, at de ikke kan tilbydes pasning og evt. nødvendig behandling i de almindelige kommunale børnehaver. De tilbydes i stedet et amtsligt pasningstilbud i en specialbørnehave.
Selvom det kan diskuteres, om den nuværende geografiske spredning af de eksisterende specialbørnehaver er den rigtige, så er det givet, at specialbørnehaverne ikke kan etableres med samme geografiske tæthed som almindelige børnehaver. For en del af specialbørnehavebørnene vil det derfor være et vilkår, at de hver dag skal rejse et stykke vej for at nå frem til deres børnehave. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad en rimelig transporttid er, hvilken personaledækning der skal være under transporten, og hvilke konsekvenser den lange transporttid må få for åbningstiden i specialbørnehaven?
Center for Ligebehandling af Handicappedes undersøgelse af specialbørnehaver viser, at de spørgsmål bestemt ikke er besvaret tilfredsstillende i alle amter. Nogle synes endda at have opfundet en ny institutionsform: den mobile personaleløse specialbørnehave. Det er helt uacceptabelt! For her udsættes nogle børn for transporttider på op til 1½ time hver vej med en chauffør som eneste personaledækning. Samtidig indregner nogle amter transporttiden i institutionernes åbningstid, så den faktiske åbningstid i selve institutionen bliver meget kort.
I første omgang må amterne som minimum sikre, at transporttiden ikke forlænges unødig af samkørsel. Det er simpelthen ikke rimeligt, at en strækning, der kan tilbagelægges på 30 minutter, kommer til at tage en time for at "optimere kørselseffektiviteten". Så må man sætte to eller tre biler ind. Det er heller ikke acceptabelt, at chaufføren er alene om ansvaret i bilen. Det bør være helt selvfølgeligt, at der også er pædagogisk personale i bilen. Ingen vil drømme om at sende en almindelig udflytter- eller skovbørnehave af sted i bussen uden personalet. Når enkelte amter tilmed betragter kørslen som en del at tilbuddet, burde der naturligvis også være personale til stede.
Resultatet er, at åbningstiden i selve institutionen kan være betydelig kortere end i en almindelig børnehave. Det er ikke givet, at det er i barnets tarv at være meget længe i daginstitution, men det må være forældrenes frie valg - ikke et valg der træffes af korte åbningstider. Forældre, som måtte være så "uheldige" at bo så tæt på deres specialbørnehave, at deres barn ikke skal køre i bil en time eller mere for at nå frem, har jo et indlysende problem. Hvordan får de en almindelig arbejdsdag til at hænge sammen med et pasningstilbud på 35 timer om ugen?
Sektoransvar på handicapområdet er et samfundsprincip, som har mindst lige så meget betydning for samfundet som helhed - som for borgere med et handicap. Det konkluderede Steen Bengtsson, forsker fra Socialforskningsinstituttet, på Det Centrale Handicapråds møde den 7. december 2005.
I oktober 2005 udsendte Socialforskningsinstituttet rapporten, "Princip og virkelighed - om sektoransvar i handicappolitikken". En stor del af rapporten indeholder en analyse af Det Centrale Handicapråds arbejde, og rådet havde derfor inviteret Steen Bengtsson til en drøftelse på rådets decembermøde.
Det er en central konklusion i rapporten, at Det Centrale Handicapråds arbejde har medvirket til, at centraladministrationen har viden om og opmærksomhed på sektoransvarsprincippets betydning på handicapområdet.
Steen Bengtsson mener, dette hænger sammen med den form for netværksdannelse og dialogmulighed, som rådets konstruktion giver. Det forhold, at repræsentanter fra forskellige interesser mødes om et fælles emne, giver en stærk gennemslagskraft. Det er derfor også en del af Steen Bengtssons konklusion, at der med de kommunale handicapråd vil kunne skabes en større opmærksomhed omkring sektoransvaret i den kommunale sektor.
Rapporten viser nemlig, at opmærksomheden omkring, hvad sektoransvar betyder på handicapområdet, i høj grad er til stede i centraladministrationen, men i langt mindre grad findes i den kommunale administration. Det kan blandt andet ses ved, at mange sagsbehandlere i socialforvaltningerne ikke kan give en korrekt beskrivelse af, hvad princippet går ud på.
I debatten med rådet fik Steen Bengtsson opbakning til det synspunkt, at de kommunale handicapråd giver nye muligheder for at få princippet om sektoransvar på handicapområdet i fokus både hos forvaltningerne, politikerne og borgerne. Men det kræver, at der i etableringen af rådene tages hensyn til, at rådet skal omfatte hele kommunen og ikke være henvist til et hjørne af den sociale sektor.
I overordnede termer handler sektoransvarsprincippet om, at den sektor, der stiller ydelser til rådighed for almenbefolkningen, har ansvaret for at sikre, at også den del af befolkningen, der har et handicap, får adgang til de samme ydelser.
Men der findes forskellige fortolkninger af, om sektoren er den enkelte skole, den kommunale skoleforvaltning eller ministeriet. Og der kan også være forskellige syn på, om man kan påberåbe sig sektoransvaret over for den private sektor på samme måde, som man gør over for den offentlige. Drøftelsen i rådet viste disse forskellige nuancer i overvejelserne om, hvordan man helt konkret definerer sektoransvarets omfang, men drøftelsen viste også, at ingen sektor går fri. Ansvaret gælder både private og offentlige instanser på centralt, regionalt og kommunalt niveau.
En stor del af rapporten handler om, hvilke holdninger og automatiske reaktioner man møder i samfundet, når man har et handicap. Steen Bengtsson lagde vægt på, at sektoransvaret er en måde at arbejde på, der kan være med til at sikre større integration i samfundet og dermed over tid en større forståelse og selvfølgelighed i samfundets møde med den person, der har et handicap. Det har en omkostning for den enkelte, der har et handicap, og som i nogle tilfælde selv skal kæmpe en kamp for at få samfundet til at påtage sig sit sektoransvar.
Men Steen Bengtsson vurderer, at det alligevel er den bedste metode, vi har som samfund, til at fremme åbenheden over for handicappede og dermed åbenhed i samfundet mere generelt. Derfor er sektoransvar på handicapområdet også et samfundsprincip og ikke alene et specifikt handicappolitisk grundprincip.
Rapporten kan ses på www.sfi.dk og rådets drøftelse vil kunne ses på www.dch.dk i begyndelsen af 2006
Bekendtgørelsen med spillereglerne for de kommunale handicapråd er på plads og giver en rigtig god ramme for de nye råds arbejde.
De nye regler findes i kapitel 9 i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, som kan læses via www.kommunalehandicapraad.dk. I bekendtgørelsen står blandt andet, at:
medlemmerne i handicaprådet skal repræsentere forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen (§ 50, stk. 4)
der skal være lige mange medlemmer udpeget af handicaporganisationerne som medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen (§ 51)
hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at lokale grupperinger skal være repræsenteret i handicaprådet, må antallet af medlemmer fra lokale grupperinger ikke overstige antallet af medlemmer fra DSI (§ 50, stk. 6)
kommunalbestyrelsen yder sekretariatsmæssig bistand og afholder udgifterne ved rådets virksomhed, herunder udgifter til nødvendig kompensation i forbindelse med arbejdet i rådet ( § 54)
handicaprådet kan beslutte at orientere kommunalbestyrelsen om rådets arbejde og forslag (§ 52, stk. 5).
De kommunale råd fastlægger selv deres forretningsorden, som kan indeholde nærmere regler for rådets konkrete arbejde. På samme måde skal kommunalbestyrelsen træffe en række overordnede beslutninger om fx rådets placering i organisationen og rådets størrelse. KL, DSI og Det Centrale Handicapråd udarbejder i fællesskab et papir, som giver vejledning til dette.
Det Centrale Handicapråd modtager jævnligt henvendelser fra kommuner, som efterspørger rådgivning om, hvordan bestemmelserne konkret skal forstås og udmøntes. Henvendelserne handler bl.a. om organisering, rådenes arbejdsopgover, hvem er de handicaporganisationer uden for DSI, som kan blive medlem af handicaprådet og hvad med de evt. eksisterende frivillige handicapråd. De svar sekretariatet giver går efter følgende melodi:
1. Kommunale handicapråd bør placeres organisatorisk i borgmesterkontoret for at sikre, at det tværgående perspektiv i den handicappolitiske indsats. Sammenlægningen af kommuner vil alt andet lige resultere i et overskud af højt kvalificerede chefer. En af disse chefer kan med fordel ansættes i en stabsfunktion i borgmesterkontoret med ansvar for koordination og udvikling af en tværgående handicapindsats.
2. De handicaporganisationer uden for DSI, som kan blive
medlem af handicaprådet, skal være lokalt forankret og have
et klart handicappolitisk sigte. Derfor skal det altid vurderes, om
organisationen er lokal og hvem den repræsenterer. Det Centrale
Handicapråd har udarbejdet et notat, som giver en kort vejledning
i, hvilke forhold man børe overveje, når der træffes
beslutning om, hvorvidt en given orgaisation er relevant i forhold til
rådene. Notatet findes på www.kommunalehandicapraad.dk
3. Kommunens generelle rådgivende organ
på handicapområdet bør være det
kommunale handicapråd. Ifølge ministeriet kan
tidligere råd godt bevares, men Det Centrale
Handicapråd anbefaler, at tidligere råd med lignende
funktioner nedlægges, så arbejdet koncentreres
ét sted.
4. Det kommunale handicapråd bør
afgive en årlig beretning til kommunalbestyrelsen om
rådets arbejde og rådets forslag. Ifølge
bekendtgørelsen kan rådet vælge at orientere
kommunalbestyrelsen. Det Centrale Handicapråd anbefaler
dette, fordi det er en god måde at synliggøre
opgaven for det politiske niveau og fastholde fokus på de
problemstillinger, der eventuelt ikke er løst.
Siden 1998 er der sket et fald i antallet af børn, der går i en spicialbørnehave med kort åbningstid. Der er dog fortsat stor forskel på specialbørnehavernes åbningstider fra amt til amt. Også transporttiderne og forholdene omkring transporten til specialbørnehaverne varierer meget.
Det er det billede, der tegner sig ud fra Center for Ligebehandling af Handicappedes undersøgelse fra 2005 af forholdene i de amtslige specialbørnehaver. Undersøgelsen er en opfølgning på centrets tidligere undersøgelse af samme problemstillinger fra 1997/98.
I dag går 15% af de børn, der går i specialbørnehave, i en institution med kort åbningstid, hvorimod næsten 50% går i en institution med åbningstid på 45 timer eller mere pr. uge.
Nogle amter begrunder den korte åbningstid med, at transporttiden skal lægges til åbningstiden, og at specialbørnehaven skal ses som et behandlingstilbud - ikke et pasningstilbud. Langeåbningstider begrundes modsat af et amt med, at specialbørnehaven også er et sted, hvor børnene kan lege med deres kammerater, at lange åbningstider kan give plads i hjemmet til andre søskende, og at forældrene kan få mulighed for at passe et ordinært arbejde.
Center for Ligebehandling af Handicappede mener ud fra undersøgelsen, at der er behov for at præcisere, at åbningstiderne skal tilrettelægges med udgangspunkt i børnenes særlige behov og med størst mulig fleksibilitet.
Centrets undersøgelse viser også, at den reelle transporttid til specialbørnehaven varierer meget fra barn til barn. Dette kan bl.a. skyldes den fysiske afstand til institutionerne, men også samkørselsordninger, der betyder, at flere børn samles op på vej til institutionen, og at transporten derved bliver længere. Fra politisk side har næsten alle amter fastsat regler for, hvor lang børnenes transporttid maksimalt må være. Men retningslinjerne svinger fra maksimalt 45 minutter pr. vej og op til 90 minutter. Derfor anbefaler centret, at der sættes fokus på transporttidernes længde.
De fleste amter oplyser, at der under selve transporten til og fra specialbørnehaverne som regel ikke er voksne til stede ud over chaufføren. Det mener centret kan være problematisk, idet chaufføren skal koncentrere sig om kørslen, og som oftest ikke har pædagogiske forudsætninger for at løse eventuelle problemer undervejs.
Ud over de krav, der er fastsat til sikkerheden under kørslen i form af korrekt fastspænding mv., stiller nogle amter krav til chaufførens adfærd og påpeger, at der skal udvises fleksibilitet og forståelse for børnenes situation. I nogle amter kræves det desuden, at chaufføren deltager i kurser om funktionsnedsættelse og i møder med institutionerne. I forskelligt omfang har amterne beskrevet krav om førstehjælpskursus, forbud mod magtanvendelse, tavshedspligt mv.
På baggrund af disse konklusioner anbefaler centret, at der tages tydelig stilling til, om der er behov for ledsagelse under kørslen, enten af hensyn til et enkelt barns behov eller af hensyn til gruppen som helhed. Derudover bør chaufførens arbejdsvilkår tilrettelægges, så alle sikkerhedskrav kan opfyldes inden for tidsrammerne, samtidig med at chaufføren kan bevare overskuddet til at reagere hensynsfuldt. Centret mener også, at der bør stilles krav om, at chauffører deltager i kurser i nødvendigt omfang og modtager information om bl.a. tavshedspligt og forbud mod magtanvendelse.
Fostre med handicap bliver ikke frasorteret, hvis de er levedygtige. Til gengæld er der en tendens til, at flere aborter foretages, før abortsamrådene har givet tilladelse til det.
I 2000 blev levedygtighedskriteriet indført, så det ikke længere er lovligt at give dispensation til abort af levedygtige fostre, medmindre fostret har en alvorlig sjælelig og/eller legemlig lidelse - eller graviditeten truer kvindens liv. Det Centrale Handicapråd, DSI og Etisk Råd kritiserede dengang den såkaldte "handicapundtagelse" og mente, det var et groft brud på ligebehandlingsprincippet at tillade abort så langt henne i graviditeten, hvis fosteret havde et handicap.
Center for Ligebehandling af Handicappede har nu gennemgået materiale fra Abortankenævnet for perioden 2000-2004, indsamlet sager om sene provokerede aborter pga. handicap for perioden 2003-2004 fra otte abortsamråd og gennemført interviews med forskellige fagfolk. De indsamlede sager viser, at der kun er meget få abortsager, der omhandler reelt levedygtige fostre med en alvorlig lidelse ved udløbet af 22. graviditetsuge, og næsten ingen efter 24. graviditetsuge.
| LEVEDYGTIGHEDSKRITERIET |
| Levedygtighed forstås som mulighed for et liv på minimum syv dage, hvis barnet blev født ad naturlig vej på tidspunktet for abortindgrebet. Sundhedsstyrelsen mener, at der først kan tales om levedygtighed ved udløbet af 22. til 24. graviditetsuge. |
I undersøgelsen optræder der tre abortsager efter 24. graviditetsuge; alle omhandler handicap, der er uforenelige med liv, fx en alvorlig fosterdeformation med manglende nyrefunktion og dårlig lungefunktion. Barnet ville ikke kunne overleve uden fungerende nyrer. Det er altid noteret på sagerne, hvis fosterets tilstand er uforeneligt med liv, og denne begrundelse er noteret på hovedparten af sagerne om abort efter 22. graviditetsuge.
Frygten for, at lovændringen skulle medføre frasortering af fostre med handicap, har ikke kunnet bekræftes, og set i lyset af de tilladelser, der er givet, er der ikke umiddelbart belæg for at kræve den indførte dispensationsmulighed fjernet.
Undervejs i undersøgelsen er centret blevet opmærksom på den uventede problemstilling, at samrådene stort set altid giver tilladelse til abort op til 19.-20. graviditetsuge, hvis der konstateres et handicap eller sygdom hos fosteret. Denne praksis har uheldigvis resulteret i, at der har været sager, hvor aborten er foretaget på forventet godkendelse fra abortsamrådet; dvs., lægerne har foretaget en sen provokeret abort, fordi der blev fundet et alvorligt handicap hos fosteret, og kvinden var så ulykkelig, at aborten ikke kunne udsættes. Den praksis har Det Centrale Handicapråd krævet et øjeblikkeligt stop for. Rådet har også opfordret bl.a. Abortankenævnet til at følge udviklingen i fosterdiagnostikken og dens konsekvenser for praksis inden for aborter pga. handicap, især automatik på aborter op til 19. graviditets uge.
| FAKTA OMKRING ABORT |
|
Fra 1975 til 2002 er antallet af kvinder, som har fået foretaget legale aborter, faldet fra 27.900 til 15.000. Antallet af sene provokerede aborter er derimod vokset bl.a. som følge af det stigende antal prænatale undersøgelser. Frem til 2000 lå antallet af ansøgninger om sene provokerede aborter på mellem 600 og 638 årligt. Efter 2000 er antallet af ansøgninger om sene provokerede aborter steget til over 700 om året. Stigningen gælder dog ikke for de meget sene provokerede aborter, dvs. efter 22. graviditetsuge. Handicap som Downs-, Turner- og Klienefeltersyndrom giver altid tilladelse til abort indtil omkring 20. graviditetsuge. Flere fagfolk involveret i processen med sene provokerede aborter mener, at det indtil omkring 20. uge er kvindens eget valg, om hun ønsker en sen provokeret abort. |
Voksne med ADHD har svært ved at få den rette hjælp, fordi kommunerne har for lidt viden om området, viser to undersøgelser fra Center for Ligebehandling af Handicappede.
"Hvis man ser pæn ud og er velformuleret, så tror de ikke, man har noget handicap. Jamen, du er jo intelligent - så tag dig dog sammen," siger en mand med ADHD, der har deltaget i centrets undersøgelse. Langt de fleste deltagere i undersøgelsen fortæller, at det er svært at få kompensation for deres handicap, så de kan klare sig i hverdagen på lige fod med andre.
Voksne med ADHD oplever, at det kan være vanskeligt at få kommunen til at tro på, at der er brug for hjælp, fordi man ofte ikke kan se på mennesker med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse. En af interviewpersonerne forklarer det sådan: "Jeg synes nogle gange, at det er mere ressourcekrævende at få hjælp end ikke at få det." Samtidig kan det være svært at forklare kommunen, hvilken form for hjælp der er brug for. Flere af undersøgelsens deltagere oplever, at det er en stor fordel at have en bisidder med til møder ved kommunen, så tingene kan forklares bedre.
For at få den nødvendige hjælp er det afgørende at have en god sagsbehandler, der ved noget om voksne med ADHD. Men undersøgelserne viser desværre, at der mangler viden i kommunerne på området. Det er derfor vigtigt, at kommunerne får mere viden om voksne med ADHD, men også at kommunerne er opmærksomme på, at relevant viden bliver givet videre ved sagsbehandlerskifte. Det er desuden vigtigt, at kommunerne holder sig for øje, at voksne med ADHD er meget forskellige og har forskellige behov. Der skal derfor tænkes i at skabe fleksible løsninger, der passer til den enkelte. Samtidig er der behov for en mere aktiv rolle fra kommunernes side, at der følges op, og at der vejledes og rådgives om rettigheder og muligheder. I den forbindelse kan mange voksne med ADHD have brug for en coach, der kan hjælpe med at få struktur på livet og fungere som bindeled til kommunen.
at der tages initiativ til en oplysningskampagne og en uddannelsesindsats målrettet kommunale sagsbehandlere
at der igangsættes en uddannelsesindsats af kommunale coaches
at der tages initiativ til en systematisk indsamling, bearbejdning og formidling af viden om voksne med ADHD og kompensationsmuligheder, eventuelt forankret i VISO.
På baggrund af centrets anbefalinger ønsker Det Centrale Handicapråd at rette henvendelse til socialministeren.
| Voksne med ADHD |
| ADHD står for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder - hvilket betyder forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. I Danmark brugte man tidligere betegnelsen DAMP, der stort set svarer til ADHD. Gennem de seneste år er det blevet klart, at langt fra alle børn med DAMP/ADHD vokser fra deres vanskeligheder. Men symptomerne hos voksne kan ændre karakter. |
FN's Børnekomité er bekymret over, at handicappede børns interesser ikke altid respekteres i Danmark.
FN's Komité om Barnets Rettigheder har i september 2005 afgivet bemærkninger og anbefalinger til Danmarks officielle rapport om børns rettigheder. FN's Børnekomité udtrykker blandt andet bekymring over, at der er blevet skåret ned i Børnerådets resurser og anbefaler, at der sørges for, at en dansk instans kan overvåge implementeringen af børnekonventionen. Børnekomitéen anbefaler også, at denne instans skal kunne behandle individuelle klager over, at Børnekonventionen ikke overholdes.
Særligt i relation til børn med funktionsnedsættelser er komitéen bekymret over, at danske kommuner ikke altid respekterer handicappede børns interesser.
Børnekomitéen anbefaler derfor, at regeringen tager initiativer til at sikre,
at kommunerne inddrager de behov, børn med funktionsnedsættelser har, når kommunerne udformer politik på området
at børn med funktionsnedsættelser sikres samme adgang til serviceydelser som børn uden funktionsnedsættelser
at børn med funktionsnedsættelser sikres lige uddannelsesmuligheder, blandt andet ved at sørge for, at folkeskolens lærere opnår den fornødne viden om børn med handicap.
Komitéen anerkender, at der fra dansk side sættes ind i forhold til at styrke psykiatrien, men er samtidig foruroliget over, at et stort antal børn og unge med psykiatriske lidelser placeres i voksenpsykiatrien. Komiteéen anbefaler derfor, at psykiatrien udvikles og styrkes sådan, at børn og unge kan få et adækvat tilbud uden for voksenpsykiatrien.
Komitéen kommenterer også, at det er problematisk, at børn med ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) og børn med ADD (Attention Deficit Disorder) forveksles og fejldiagnosticeres, og at psykofarmaka derfor udskrives til for mange. Komitéen anbefaler derfor, at der forskes mere i diagnoser og behandling af såvel ADHD som ADD.
Rapporten fra FN's Børnekomité kan læses på www.ohchr.org
| FAKTA |
| Danmark ratificerede den 5. juli 1991 FN-konventionen af 20. november 1989 om barnets rettigheder. Et led i Danmarks forpligtelser efter konventionen er, at der hvert 5. år skal afgives en beretning til FN's Børnekomité om de foranstaltninger, der er truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af disse rettigheder. I Børnekomitéen sidder en række internationale børneeksperter. Danmark har i august 2003 afgivet sin tredje rapport til Børnekomit´rrn. |
En ny undersøgelse viser, at unge med bevægehandicap er dårligere stillet end andre unge ved overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne.
En undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede viser, at 93% af unge med bevægehandicap har gennemført grundskolen, men kun 60% svarer ja til, at de har taget afgangsprøve i alle fag. Tal fra Undervisningsministeriet viser, at 96% af 9. klasseeleverne i grundskolen aflægger prøve i dansk, matematik og engelsk. Selvom der ikke er tale om helt sammenlignelige tal, peger undersøgelsen på, at unge med et bevægehandicap forlader folkeskolen med et grundlag, der ikke alene betyder, at de kommer til at stå dårligt i uddannelseskapløbet, men også i forhold til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Som begrundelse for fravalget angiver mange unge manglende psykisk og socialt overskud, talebesvær og koncentrationsbesvær, eller at det generelt er svært at være studerende med handicap.
Denne undersøgelse er den afsluttende af tre undersøgelser, hvor centret har set nærmere på, hvilke faktorer der fremmer og hæmmer en god overgangsproces mellem grundskole og ungdomsuddannelse for unge med forskellige former for funktionsnedsættelser. Denne undersøgelse af bevægehandicappedes overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 165 unge med et bevægehandicap, fx muskelsvind, i alderen 16-25 år. Herudover er der gennemført interview med uddannelses- og erhvervsvejledere, ressourcepersoner fra forskellige videnscentre og handicaporganisationer samt med unge fra målgruppen.
Blandt unge generelt er det 80% af en årgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Centrets undersøgelse viser, at 50% af de adspurgte unge med bevægehandicap har gennemført en ungdomsuddannelse, mens 27% er i gang med en ungdomsuddannelse. De resterende angiver at være i gang med blandt andet ikkekompetencegivende uddannelser. Om den uddannelsesfrekvens adskiller sig fra landsgennemsnittet, er det ikke muligt at sige noget om. Vi kan blot konstatere, at flertallet af de unge i undersøgelsen har været eller er i gang med en eller anden form for uddannelse.
Tidligere undersøgelser fra centret har vist, at der er problemer med den fysiske tilgængelighed til bl.a. folkeskolerne. Det bekræfter den nuværende undersøgelse ikke, da manglende fysisk tilgængelig til grundskolen og ungdomsuddannelsen tilsyneladende ikke er et problem for flertallet af de unge, vi har spurgt. Men det er dog værd at bemærke, at dårlig fysisk tilgængelighed for den enkelte kan udgøre et problem og være en hindring for, at unge med bevægehandicap får en ungdomsuddannelse.
Den uddannelses- og erhvervsvejledningen, som de unge får, er ifølge undersøgelsen ikke optimal.
Generelt mener over halvdelen af de adspurgte, at de ikke havde overblik over uddannelsesmuligheder. Undersøgelsen viser også, at det er vigtigt, at spørgsmålet om funktionsnedsættelsen indgår i vejledningen. Ud af gruppen af unge, der er overvejende positive i deres vurdering af, om der er taget hensyn til funktionsnedsættelsen i vejledningen, er der 83%, der gennemfører uddannelsesplanen. Ud af gruppen af unge, der er overvejende negative i forhold til, at funktionsnedsættelsen har indgået i vejledningen, er der kun 33%, der gennemfører uddannelsesplanen.
Undersøgelsen viser, at 44% af de unge med bevægehandicap, som gennemfører en ungdomsuddannelse, ikke fortsætter i uddannelsessystemet, men bliver ansat i et job med løntilskud. En forklaring kan være, at nogle af ungdomsuddannelserne ikke er kompetencegivende i forhold til de videregående uddannelser. Noget taler imidlertid imod dette, idet 28% har afsluttet en af de gymnasiale ungdomsuddannelser. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor er der tilsyneladende så mange unge, der ikke fortsætter med en kompetencegivende uddannelse? Dette spørgsmål vil centret forsøge at besvare i 2006
Den fulde analyse i rapportform findes fra januar 2006 på www.clh.dk
Det er netop i forbindelse med arbejdet forud for strukturreformens effektuering, at politikerne og andre har mulighed for at stå fast ved deres ord om, at handicappede skal ligebehandles med andre borgere, sådan som det fremgår af folketingsbeslutning B 43 fra 1993 og af FN's standardregler om lige muligheder for handicappede.
Rom blev ikke bygget på en dag, og det samme er tilfældet med strukturreformen. 1. januar 2007 er den magiske dato for strukturreformens virke, men inden da er der meget forarbejde, som skal være på plads. Der skal bl.a. udarbejdes nye vejledninger og bekendtgørelser til de ny love, der skal etableres kommunale jobcentre, der skal indkøbes nye it-systemer, og der skal udarbejdes nye digitale løsninger. Og i den forbindelse er det vigtigt at huske tilgængeligheden for handicappede.
Forudsætningen for ligebehandling er tilgængelighed til de fysiske områder, såsom bygninger, men også til it-systemer og digitale løsninger. I forbindelse med tilgængeligheden til bygninger er der med årene indarbejdet bestemmelser i byggelovgivningen, der på nogle områder sikrer tilgængeligheden for handicappede. Men det store problem ligger i tilgængeligheden til den del af bygningsmassen, der er opført i en tid, hvor man ikke tænkte på tilgængeligheden for handicappede. Det er derfor utroligt vigtigt, at kommunerne, regionerne og staten i forbindelse med strukturreformen er meget opmærksomme på tilgængeligheden til de ny lokaler, som tages i brug. Men lige så vigtigt er det at tænke på tilgængeligheden, når der indkøbes nyt itudstyr, og der arbejdes med udformningen af nye digitale løsninger. Her holder sammenligningen med den del af bygningsmassen, som er opført i en tid, hvor man ikke tænkte på tilgængelighed for handicappede, heldigvis ikke, men forudsætningen er dog, at vi medtænker tilgængeligheden fra starten.
I Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings handlingsplan for handicappedes it- og telebrug fra 2002 " Handicap ingen hindring" står der omkring tilgængeligheden til offentlige arbejdspladser: "Tilgængelighed skal tænkes ind i udbud, udvikling og indkøb af nye systemer og udstyr, som skal anvendes af medarbejdere i den digitale forvaltning." Omkring tilgængeligheden til offentlig information står der: "Den digitale selvbetjening i den offentlige sektor skal i udgangspunktet være tilgængelig via anvendelsen af universelle løsninger og forskellige udstyrstyper." Vi må derfor konkludere, at de gode intentioner findes.
Spørgsmålet er, om de gode intentioner føres ud i livet i forbindelse med strukturreformen. Det er i handlingsplanen anført, at Kompetencecentret IT for Alle (KIA) i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling skal medvirke til at oplyse og rådgive om tilgængeligheden for handicappede. Som et led i dette arbejde, har KIA udarbejdet udbudsværktøjskassen, der kan bruges til at stille krav til tilgængeligheden for handicappede, når der indkøbes og udvikles digitale løsninger.
I forbindelse med strukturreformen skal der bl.a. etableres fælles jobcentre, hvor den statslige arbejdsformidling og kommunerne flytter sammen. I den forbindelse har Kommunernes Landsforening, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Den Digitale Taskforce udarbejdet rapporten: "Fælles it-strategi for beskæftigelsesindsatsen". Rapporten indeholder en beskrivelse af de væsentligste it-behov frem mod 2009 og de væsentligste itstrategiske pejlemærker. Da Center for Ligebehandling af Handicappede ikke umiddelbart kan se, at spørgsmålet om tilgængelighed for handicappede er medtaget i rapporten, har centret spurgt KIA, om de har været med i udarbejdelsen. Det har KIA ikke.
Centret har også spurgt Arbejdsmarkedsstyrelsen, som har været med til at udarbejde rapporten, om man er opmærksom på tilgængeligheden for handicappede i den nye fælles it-strategi. Arbejdsmarkedsstyrelsen har oplyst, at der endnu ikke i den fælles itstrategi er defineret retningslinjer på så konkret et niveau.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har dog lovet, at de vil bringe centrets forespørgsel med ind i det videre samarbejde med Kommunernes Landsforening med sigte på at indarbejde krav om standarder i strategirapportens arkitekturafsnit og i rapportens bilag om "Statens overordnede tekniske krav til itudvikling, integration og dataudveksling inden for beskæftigelsesindsatsen". Det er forståeligt, at der ikke allerede er udarbejdet retningslinjer på et konkret niveau, men det er, set ud fra en ligebehandlingsvinkel, uheldigt, at der ikke i de overordnede it-arkitekt-turprincipper er sikret et krav om tilgængelighed.
Man hører ofte, at det kan være dyrt at sikre tilgængeligheden for handicappede. Men hvis det er medtænkt fra starten, behøver det ikke være dyrere. I den forbindelse er to fremsatte folketingsbeslutninger, som begge kan være med til at sikre tilgængeligheden for handicappede, vigtige. Det ene forslag til folketingsbeslutning B 9 om tilgængelighed som krav i forbindelse med udbud af it-kontrakter vedrører alene tilgængeligheden til it. Det andet forslag til folketingsbeslutning B 40 om at sikre tilgængelighed for mennesker med handicap i kommunerne er bredere, idet det opfordrer regeringen til at sikre, at alle kommuner fra den 1. januar 2007 sikrer tilgængeligheden til rådhusene, til de nye jobcentre og til itsystemerne efter de gældende standarder. Men igen gælder det: Det er ikke nok, at de gode intentioner er til stede, kravet om tilgængelighed skal også føres ud i livet.
På http://vkassen.oio.dk/ ligger KIA's udbudsværktøjskasse
Center for Ligebehandling af Handicappede hører ofte, at fredede bygninger er vanskelige at gøre tilgængelige, fordi fredningen ikke tillader det. Hos Kulturarvsstyrelsen kan de ikke genkende problemstillingen. Tværtimod kan næsten alt lade sige gøre, hvis arbejdet laves i respekt for bygningen, og de arkitektoniske kvaliteter er i orden.
"Det er en myte, at man ikke kan gøre fredede bygninger tilgængelige for handicappede. Kulturarvsstyrelsen er altid meget åben over for tilgængelighed. Det er vigtigt for os, at vores fredede bygninger kan bruges af alle," siger Torben Olesen, som er arkitekt i Kulturarvsstyrelsen.
Kulturarvsstyrelsen har op mod 300 sager om året, hvor ejerne af fredede bygninger vil lave ændringer, der skal gøre tilgængeligheden for handicappede bedre. Torben Olesen forklarer, at de eneste krav Kulturarvsstyrelsen stiller er, at løsningerne skal være gennemtænkte i forhold til resten af bygningen og af meget høj håndværksmæssig og arkitektonisk kvalitet. Man kan for eksempel sagtens lave et elevatortårn uden på en fredet bygning, så længe tårnet er godt lavet. Samtidig skal ændringen være noget, som gør bygningen mere nyttig for alle, der bruger den.
Tilgængeligheden til fredede bygninger er ofte et problem, fordi mange myndigheder, organisationer og virksomheder med adgang for offentligheden er placeret i gamle bygninger, hvor der bestemt ikke var tænkt på tilgængeligheden, da de blev bygget. Det gælder for eksempel mange banegårde, rådhuse og apoteker.
Centret er flere gange stødt på påstanden om, at en bygning er vanskelig at lave tilgængelig på grund af fredningen. Det har blandt andet været tilfældet for rådhuset i Århus og for mange apoteker. I sagen om Århus Rådhus har Ombudsmanden været indblandet, og Århus Kommune arbejder stadig på at finde en fornuftig løsning.
Torben Olesen tror, at der mange steder stadig er en opfattelse af, at fredede bygninger ikke kan gøres tilgængelige. Han mener dog ikke, at kommuner og private bygherrer bevidst prøver at undgå ombygninger med fredningsreglerne i hånden.
Kulturarvsstyrelsen og Torben Olesen bruger meget tid på konkret rådgivning til bygherrer og kommuner om, hvordan man kan lave tilgængelige løsninger og samtidig bevare det unikke i bygningen.
Rådgivningen kan for eksempel handle om, hvordan man udskifter høje trin eller sætter gelændere op. Torben Olesen har også hjulpet DSB med at gøre deres stationer tilgængelige med ledelinjer og flere informationsskærme. Det Kongelige Teater har også fået en tur, og mange fredede rådhuse og biblioteker er blevet tilgængelige med hjælp fra Kulturarvsstyrelsen.
Torben Olesen erkender dog, at der til tider kan være store udfordringer forbundet med at gøre alle fredede bygninger tilgængelige. Eksempler på dette er Rosenborg Slot, Riddersalen på Kronborg og Rundetårn i København.
"Alle tre steder handler det om at få skabt adgang for alle, fx med elevator eller lignende. På grund af de helt særlige forhold i bygningerne er det svært at finde gode løsninger, men jeg regner med, det kan lade sig gøre inde for de næste par år," slutter Torben Olesen.
Stigende opmærksomhed på diskrimination af personer med funktionsnedsættelser har inspireret Institut for Menneskerettigheder (IMR) til at se på, om lovgivningen i Danmark sikrer en effektiv beskyttelse mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser.
IMR har i 2005 fremlagt rapporten: Personer med funktionsnedsættelser i Danmark. Her ser instituttet nærmere på spørgsmålet, om Danmark opfylder sine menneskeretslige forpligtelser til at sikre personer med funktionsnedsættelse lige muligheder i det danske samfund. Rapporten er ikke et fuldstændigt billede af ligebehandlingsproblemerne anno 2005, men den er et godt udgangspunkt for arbejdet med at sikre personer med funktionsnedsættelser lige muligheder i Danmark.
Personer med funktionsnedsættelser er siden 1990'erne kommet på den menneskeretlige dagsorden. I 1993 vedtog FN's Generalforsamling standardreglerne om lige muligheder for handicappede, og 2001 iværksatte FN's Generalforsamling formuleringen af en FNmenneskerettighedskonvention om personer med funktionsnedsættelser. Men det er IMR's holdning i rapporten, at Danmark behøver en langsigtet handlingsplan for at sikre personer med funktionsnedsættelser lige muligheder for at deltage i samfundslivet. Det eksisterende forbud mod diskrimination begrænser sig i dag til arbejdsmarkedet og omfatter ikke områder som fx uddannelses- og boligområdet. Lande som bl.a. Sverige og Finland har indført forbud mod diskrimination. Norge er undervejs. Tiden er derfor ifølg IMR inde til at indføre et generelt forbud mod diskrimination i Danmark. Det vil sende et signal til myndighederne på alle niveauer om, at forbuddet mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser skal overholdes.
IMR har i forbindelse med rapporten også undersøgt myndighedernes administration og anvisning af boliger til personer med funktionsnedsættelser. Personer med funktionsnedsættelser i bolignød kan af de amtslige eller kommunale myndigheder få anvist boliger efter servicelovens § 92 eller almenboligloven. Og det er ikke helt ligegyldigt, om det sker efter den ene eller anden lovgivning.
Hvis man får anvist bolig efter almenboligloven, har man rettigheder som lejer. Hvis det sker efter servicelovens, har man ingen. Ydermere bevilges boligerne ofte med udgangspunkt i myndighedernes subjektive skøn. Det er forskelsbehandling, og det er ifølge instituttet i strid med bl.a. FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) art. 26.
IMR har også behandlet spørgsmålet om generel handicaptilgængelighed. Der er fortsat mange problemer med tilgængeligheden til fx uddannelsesinstitutioner, praktiserende læger og transportmidler. Byggelovgivningen i dag indeholder en række bestemmelser om handicaptilgængelighed. Bestemmelserne er dog løst udformet, således at kommunerne i mange tilfælde overlades en stor skønsmargin til at bestemme, hvornår noget byggeri er handicaptilgængeligt.
Er man som borger uenig i myndighedernes fortolkning af lovgivningen, er der reelt ingen mulighed for at klage over niveauet for handicaptilgængelighed i kommunen. IMR anbefaler, at samtlige krav om handicaptilgængelighed bør formuleres enten som præcise funktionskrav eller som vejledende udformningskrav, så indretningen af samfundet i højere grad kommer til at afspejle alle borgeres behov, herunder personer med funktionsnedsættelser.
Ved rapportens offentliggørelse den 22. november 2005 udtrykte Instituttet samtidig forhåbning om, at handicaporganisationer, ministerier og lignende, med udgangspunkt i rapportens anbefalinger, fortsat vil arbejde for at udbrede kendskabet til handicappedes livsvilkår i Danmark.
Institut for Menneskerettigheder (IMR) ønsker fælles strategi for ligebehandling.
Institut for Menneskerettigheder (IMR) anbefaler et lovgivningsmæssigt diskriminationsforbud, der omfatter alle diskriminationsområderne. De anbefaler også, at der oprettes et ligebehandlingsklageorgan, som skal have kompetence til at behandle klager over diskrimination på grund af alle seks diskriminationsområder.
IMR's anbefalinger kommer på baggrund af en udredning af status og fremtidsperspektiver for ligebehandlingen. Udredningen er det første resultat af arbejdet med den ligebehandlingsstrategi, IMR påbegyndte i foråret 2003. IMR ønsker at arbejde med ligebehandling ud fra en horisontal tilgang, hvor ligebehandlingen fremmes på tværs af forskellige diskriminationsområder. Som et led i strategien for ligebehandling har IMR nedsat et Ligebehandlingsudvalg, hvor repræsentanter for forskellige diskriminationsområder deltager. Center for Ligebehandling af Handicappede repræsenterer sammen med De Samvirkende Invalideorganisationer handicapvinklen i Ligebehandlingsudvalget.
IMR's udredning er tværgående og omfatter seks diskriminationsområder: Alder, handicap, køn, race og etnicitet, religion og tro samt seksuel orientering. Udredningen giver en oversigt over lovgivning om ligebehandling og over de forskellige diskriminationsområders arbejde med ligebehandling. Udredningen indeholder også Institut for Menneskerettigheders anbefalinger til at fremme ligebehandling på tværs af diskriminationsområderne, som bl.a. diskriminationsforbud og et ligebehandlingsklageorgan.
Institut for Menneskerettigheder peger også i redegørelsen på, at mainstreaming og mangfoldighedsledelse har vist sig at være gode redskaber til at fremme ligebehandling.
På kønsområdet er der vedtaget en strategi om kønsmainstreaming. Det betyder, at der i alle offentlige politikker og al offentlig planlægning og administration skal tages højde for køn og kønsligestilling. Det betyder også, at hver enkelt fagminister har ansvar for at sikre ligestilling inden for sit område. Samtidig fortæller redegørelsen også, at man i Irland har meget gode erfaringer med at anvende mainstreaming til at bekæmpe diskrimination på tværs af diskriminationsområderne.
Redegørelsen nævner mangfoldighedsledelse som et eksempel på et redskab i ligebehandlingsarbejdet, hvor ligebehandling er en nødvendig forudsætning for mangfoldighed og for at udnytte de potentielle ressourcer i mangfoldigheden. I redegørelsen præsenteres MIA-modellen (Mangfoldighed I Arbejdslivet) udviklet af Institut for Menneskerettigheder. MIA-modellen identificerer to diteret mangfoldighedsledelse, som overskrift for indsats, der har som mål at sætte ressourcer i mangfoldighed i spil.
Instituttet understreger i redegørelsen, at særlige foranstaltninger også er et redskab til at sikre ligebehandling. Det forklares sådan: "Mens et forbud mod diskrimination formelt hindrer diskrimination, kan særforanstaltninger sikre reel ligebehandling. Tanken er, at man ved at sikre lighed mellem befolkningsgrupper kan opveje ulemperne knyttet til, at et individ tilhører en marginaliseret gruppe." Udredningen nævner bl.a. handicapkompensation som et eksempel på særlige foranstaltninger.
I redegørelsen findes også en handleplan for det videre arbejde med at fremme ligebehandling. Handleplanen er udarbejdet i samarbejde med Ligebehandlingsudvalget og udvalget er inddraget i det videre arbejde. De tiltag, der er skitseret i handleplanen, er udgivelsen af et informationshæfte om ligebehandlingsperspektivet i udredningen, afholdelse af informationsseminarer, workshops og en konference om ligebehandling og det inkluderende samfund og en høring, hvor der skal skabes dialog med politikkerne.
Skal det være muligt at tvinge psykiatriske patienter, der er udskrevet, til at indgå i behandling? Nej siger Det Centrale Handicapråd, Amtsrådsforeningen og flere handicaporganisationer.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sendt et forslag til revision af psykiatriloven i høring. Ifølge lovforslaget er formålet med de reviderede regler at styrke patienternes retsstilling og retssikkerhed på en række områder i forbindelse med anvendelsen af tvang i psykiatrien, herunder på nogle områder at reducere anvendelsen af tvang. Derfor indeholder lovforslaget fx en regel om, at patienter skal tilbydes eftersamtaler, hvis de har været udsat for tvang. Der stilles i forslaget også krav om, at psykiatriske afdelinger skal indføre skriftlige husordner.
De reviderede regler skal også medvirke til at sikre, at det bliver muligt at fastholde patienter i den nødvendige behandling. Derfor indeholder lovforslaget forslag til et nyt kapitel, der i visse tilfælde giver mulighed for tvungen opfølgning på behandlingen blandt psykiatribrugere, som er blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling.
Ved psykiatrilovsrevisionen i 1999 blev det indført, at overlægen er ansvarlig for at sikre, at der bliver indgået udskrivningsaftaler med patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred. Hvis patienten ikke vil indgå en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
En undersøgelse af psykiatriloven fra maj 2005 viser imidlertid, at udskrivningsaftaler og koordinationsaftaler kun sjældent bliver brugt. Undersøgelsen vurderer også, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner grundlæggende ikke har en bedre effekt end andre samarbejdsredskaber, når det drejer sig om at fastholde de allersvageste patienter i behandling. Derfor anbefaler undersøgelsen, at der i psykiatriloven gives mulighed for at afprøve anvendelse af ambulant tvang.
For at imødegå problemet med at fastholde patienter i behandlingen efter udskrivning, foreslås det i lovforslaget, at det skal være muligt at iværksætte tvungen opfølgning efter udskrivning. Den vil skulle bestå i, at patienten pålægges at møde op til medicinering enten på en psykiatrisk afdeling eller i distriktspsykiatrien. Hvis patienten undlader at møde op, kan patienten afhentes med politiets hjælp.
Fire betingelser skal dog ifølge lovforslaget være opfyldt, for at tvungen opfølgning efter udskrivning kan komme på tale. Der skal for det første være en begrundet frygt og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred. For det andet er det en betingelse, at patienten i ét tilfælde har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Patienten skal derudover i de seneste tre år forud for den aktuelle indlæggelse være blevet tvangsindlagt mindst tre gange, og endelig skal patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse have være tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt.
Der er meget delte meninger om forslaget om tvungen opfølgning. Mange af de organisationer, der har svaret på Indenrigs- og Sundhedsministeriets høring, er dog kritiske over for forslaget. For eksempel oplyser Amtsrådsforeningen, at den ikke kan tilslutte sig forslaget og foreslår i stedet, at problemstillingen løses ved, at de specialiserede tilbud i distriktspsykiatrien bliver udbygget. Også SIND udtrykker stor skepsis og understreger, at tvungen opfølgning vil forhindre en god behandlingsalliance mellem patient og sygehus. Bedre Psykiatri oplyser, at de ser forslaget som et spareforslag og frygter, at det kan lede til, at patienter udskrives fra psykiatriske afdelinger, før de er færdigbehandlede. Flere af høringsparterne henviser til en artikel i Amternes magasin Mandat fra september 2005. I denne artikel understreges det, at der mangler dokumentation for, at ambulant tvang virker.
Også Det Centrale Handicapråd er skeptisk over for at indføre en mulighed for tvungen opfølgning. Rådet mener, at de problemer, som bestemmelsen er rettet mod, kan imødegås blandt andet ved, at det sikres, at patienter ikke udskrives for tidligt og ved at sikre, at der er en behandlingsgaranti på dette område.
Men lovforslaget indeholder mange andre forslag end det om tvungen opfølgning. Det Centrale Handicapråd har i sit høringssvar vurderet, at mange af disse forslag vil lede til en bedre retssikkerhed for patienter i det psykiatriske system. For eksempel ændres tvangsdefinitionen i lovforslaget således, at en foranstaltning, der foretages uden informeret samtykke fra patienten, skal opfattes som en tvangsforanstaltning. Dette er en ændring i forhold til den nuværende retstilstand, hvor for eksempel også passivitet kan forstås som et samtykke til tvang.
De nordiske forskningsmiljøer inden for handicapforskning trænger til at blive styrket. Nyt projekt vil udvikle samarbejdet.
Det Nordiske samarbetsorganet för handickappfrågor - NSH har i samarbejde med det nordiske netværk for handicapforskning - NNDR påbegyndt et projekt, som skal styrke handicapforskningen i Norden. Baggrunden er, at de nordiske forskningsmiljøer inden for handicapforskning er små og spredte, og der derfor er behov for at etablere en koordinerede funktion, som støtter og udbygger forskningsnetværket.
I Danmark kender vi kun alt for godt denne problematik. Der eksisterer kun ganske få forskningsmiljøer, som beskæftiger sig med handicap, og disse miljøer har i mange år ikke haft kontakt til hinanden. Det har ligeledes været vanskeligt at skabe en interesse for handicapforskningen i universitetsmiljøerne, og der har været et stort behov for at samle de få forskere, som beskæftiger sig med handicap som forskningstema.
Oprettelsen af det danske netværk for handicapforskning NNDR.dk, som er en underafdeling af det nordiske netværk NNDR, har i de senere år bidraget til at skabe kontakter mellem forskningsmiljøerne og forbindelseskanaler til de nordiske samarbejdspartnere. Vi må dog stadig konstatere, at til trods for, at der har været stor interesse for det danske forskningsnetværk, er det stadig kun et fåtal af netværkets medlemmer, der driver egentlig forskningsaktivitet.
På netværkets konference i 2004 drøftede deltagerne årsagen til denne tilstand. Vi fik her et indblik i, hvordan det norske samfund har grebet denne problematik an. Blandt andet har den norske stat igennem systematisk prioritering af handicapforskningen udviklet dynamiske forskningsmiljøer med forskellige profiler rundt om i landet. I Norge finder vi således omkring fem forskningscentre forankret i universitetsmiljøerne, der beskæftiger sig med forskellige problemstillinger med relation til handicap. Det giver naturligvis et helt andet afsæt for at etablere en fødekæde ind i forskningsmiljøet, i og med de studerende stifter bekendtskab med handicapproblematikken i deres studieforløb og dermed får åbnet øjnene for de muligheder, der er for at skabe en karriere som forsker på dette område.
I Danmark er vi derfor begejstret for, at der nu i nordisk regi tages initiativ til at styrke kontakten mellem de nordiske forskningsmiljøer. Det nordiske projekt i NSH har til formål at videreudvikle og facilitere nordisk netværkssamarbejde på handicapforskningsområdet. Nordisk Ministerråd har bevilliget store dele af de økonomiske midler til projekt. Projektet skal bl.a. kortlægge forskningsmiljøer inden for handicapforskningen og oprette relevante oversigter på området og gøre disse lettere tilgængelige. Formålet med projektet er derudover at koordinere og sprede information til forskerverdenen, handicaporganisationer, beslutningstagere og myndigheder og tage initiativ til forskning på områder, der hidtil ikke har været tilgodeset. NSH vil også stimulere til, at der søges midler til handicapforskningen fra nordiske og europæiske finansieringskilder.
NSH fungerer som koordinator og sekretariat for projektet, som løber i perioden 2005-2007. Projektet styres af en styregruppe beståede af repræsentanter fra Nordic Network on Disability Resarch m.fl., hvor der fra Danmark er repræsentation ved Jesper Holst, formand for den danske afdeling af NNDR (NNDR.dk) og lektor ved DPU.
Projektet er beskrevet på NSH's hjemmeside: www.nsh.se/projekt/ handikappforskning.htm
Nyt forskningsprojekt følger strukturreformens konsekvenser for handicappede.
Der findes både optimister og skeptikere. Der gælder også, når pørgsmålet falder på, hvilke konsekvenser strukturreformen vil få for mennesker med funktionsnedsættelse. Hvem der får ret i deres forbetragtninger, det ved vi ikke endnu. Men en ting er sikkert: Udviklingen er af helt afgørende betydning for mennesker med funktionsnedsættelse, og der er derfor god grund til at evaluere og producere ny viden om, hvordan reformen udvikler sig, og hvilke konsekvenser den vil få. Det gælder ikke mindst de meget specialiserede tilbud til og rådgivning af mennesker med funktionsnedsættelse, hvilket for en stor del nu vil blive et kommunalt ansvar.
Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut gennemfører i de kommende år to evalueringsprojekter, som følger udviklingen på handicapområdet. Det ene projekt identificerer og konkretiserer kommunernes udfordringer på handicapområdet og mulige løs ningsmodeller, som kommunerne udvikler i denne overgangsperiode. Projektet vil blandt andet inddrage erfaringer fra andre nordiske lande, som er relevante for de danske kommuner.
Det andet projekts formål er at evaluere reformens konsekvenser for mennesker med funktionsnedsættelse, der har behov for specialiserede tilbud og rådgivning. Løsningen af denne komplicerede problemstilling vil med strukturreformen ligge i grænsefladen mellem kommuner, regioner og stat, og der kan derfor blive tale om en markant forandring i forhold til tidligere.
Evalueringen består af tre led, hvor der i det ene evalueres
på effekten for brugerne af den specialiserede rådgivning.
Det kan fx være effekten på kvalitet, tilgængelighed,
overblik, tilfredshed og nye typer af tilbud og rådgivning. I det
andet led evalueres der på målene, forstået som
spørgsmålet om, hvordan det går med at indfri de
centrale mål for reformen, som forventes at have betydning for
brugerne, fx indgang, nærhed, sammenhængende indsats,
faglighed og økonomisk bæredygtighed. I tredje led
evalueres der på processen omkring planlægning,
implementering og den endelige drift af den indførte reform.
Herved opnås viden om de processer, der har betydning for de
effekter, brugerne mærker i praksis.
Evalueringen har et udviklings- og anvendelsesorienteret sigte, og
resultater fra projektet vil løbende blive formidlet
således, at de kan indgå i udviklingen af tilbuddene.
Man kan læse mere om AKF's forskningsprojekter på www.akf.dk
Arbejdsformidlingerne oplever en stigning i brugen af de handicapkompenserende ordninger på arbejdsmarkedet. Forhåbentlig kan det være med til at opfylde regeringens beskæftigelsesstrategi for personer med nedsat funktionsevne.
Ifølge regeringens beskæftigelsesstrategi for personer med nedsat funktionsevne, som blev fremlagt i december 2004, skal 2.000 flere personer med nedsat funktionsevne i arbejde om året. Et middel til at få flere handicappede på arbejdsmarkedet er kompensationsordningerne i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der er endnu ikke foretaget målinger på, om beskæftigelsesstrategien lever op til forventningen, men det fremgår af Arbejdsformidlingens notat "Redegørelse om handicapindsatsen i arbejdsformidlingen 2004", der beskriver brugen af kompensationsordningerne i lov om kompensation til handicappede i erhverv, at der har været en øget brug af disse.
Der har været en stigning i antallet af bevillinger til hjælpemidler, undervisningsmaterialer, arbejdsredskaber og mindre ændringer af arbejdspladsen fra 2003 til 2004. Flere af regionerne vurderer, at stigningen vil fortsætte ind i 2005. En stor del af bevillingerne til hjælpemidler er til hørehæmmede og synshandicappede. Det fremgår af redegørelsen, at bevillinger af hjælpemidler primært anvendes som et redskab til at fastholde personer med handicap på arbejdsmarkedet.
Reglerne om fortrinsadgang giver en person med nedsat funktionsevne, der opfylder de formelle uddannelsesmæssige krav til den ansøgte stilling, fortrinsadgang til en samtale og adgang til ansættelse, hvis personen er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Reglerne kan kun anvendes hos offentlige myndigheder og ved stadepladser og hyrevognsbevillinger. I nogle regioner bruges ordningen en del og i andre anvendes den ikke. I de situationer, hvor ordningen anvendes, er det dog sjældent, at den fører til ansættelse.
Reglerne om personlig assistance til handicappede i erhverv giver fysisk handicappede mulighed for hjælp til at udføre arbejdsopgaver, fx sekretærbistand. Tolkehjælp gives også efter denne bestemmelse. I 2004 var der 16% flere personer end i 2003, der brugte disse regler, og der var en svag stigning i det gennemsnitlige antal timer pr. modtager af personlig assistance. Sammenlignet med tidligere år er der sket en kraftig stigning i brugen af personlig assistance til personer, der er ansat i fleksjob og job med løntilskud til førtidspensionister. Flere regioner har tilkendegivet, at de mener, ordningen fungerer godt.
De, der kan få personlig assistance i erhverv, kan også få assistance til efter- og videreuddannelse. Der er i 2004 givet assistance til 54 personer, hvilket er en stigning i forhold til 2003. Denne ordning bruges primært af personer med hørehandicap. Også brugen af denne ordning er uensartet regionerne imellem, bl.a. har fire regioner slet ikke gjort brug af ordningen.
Isbryderordningen er en løntilskudsordning, der har til formål at give nyuddannede med et handicap erhvervserfaring inden for det område, som deres uddannelse har kvalificeret dem til. I 2004 blev der ydet tilskud til ansættelse af 29 "isbrydere", dette er en stigning i forhold til 2003.
Som det fremgår af gennemgangen af ordningerne, er der for de flestes vedkommende tale om en stigning i brugen af dem. Det kan formentlig tages som indikator for, at der er sket en øget integration og fastholdelse af handicappede på arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarkedsstyrelsens notat "Redegørelsen om handicapindsatsen i arbejdsformidlingen 2004" ligger på www.ams.dk
Det er ikke alle mennesker med funktionsnedsættelse, der kan deltage i demokratiet på lige fod i de nordiske lande. Det viser en undersøgelse foretaget af Det Nordiska Handikappolitiska Rådet (NHR).
Det Nordiska Handikappolitiska Rådet har i 2005 sat fokus på emnet demokrati og undersøgt muligheder og barrierer, for at mennesker med funktionsnedsættelse kan deltage i de politiske processer. På konferencen om temaet "Demokrati for alle" den 2. december 2005 løftede rådet sløret for en nylig gennemført undersøgelse af tilgængeligheden til parlamenterne i de nordiske lande og for en række af de andre initiativer, rådet har taget for at synliggøre problemerne omkring adgangen til demokratiet for mennesker med funktionsnedsættelse.
Spørgsmålet om, hvordan vi skaber et demokrati for alle, rummer mange facetter og problemstillinger. For mennesker med funktionsnedsættelse handler det ofte om, hvorvidt der er tilgængelighed til de mange fysiske lokaliteter, hvor demokratiet udøves, til information om og adgang til de politiske beslutningsprocesser, men også om den sociale og personlige tilgængelighed er til stede. Nordiska Handikappolitiska Rådet har valgt at fokusere på den fysiske tilgængelighed til parlamenter og informationstilgængeligheden til det materiale, der udarbejdes i parlamenterne. Rådet har dermed valgt at fokusere på en række af de forudsætninger, der skal være til stede, for at mennesker med funktionsnedsættelse kan få adgang til disse demokratiinstitutioner og dermed deltage i de politiske processer.
Som et led i denne fokusering har NHR gennemført en undersøgelse af tilgængeligheden til parlamenterne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, samt til selvstyreområderne Færøerne og Åland. Undersøgelsen er gennemført med brug af spørgeskemaer til parlamenterne og til de partier, der er repræsenteret i parlamenterne. Det generelle resultat er, at der er forholdsvis god tilgængelighed til parlamenterne for bevægelseshandicappede og hørehæmmede, men dårlig tilgængelighed for døve, synshandicappede og mennesker med forståelseshandicap. Sveriges rigsdag bliver fremhævet som det parlament, der har den bedste tilgængelighed, både hvad angår den fysiske tilgængelighed til bygningen og informationstilgængeligheden til hjemmesiden, med bl.a. information i en letlæselig udgave.
NHR har også undersøgt tilgængeligheden til de politiske partiafdelinger og partiernes materialer. Undersøgelsen af partiafdelingerne viser, at halvdelen har god fysisk tilgængelighed til partiernes afdelinger, og at hovedparten har hjemmesider, der er tilgængelige for synshandicappede. Værre ser det ud med partiernes programmer, som ikke er udgivet i tilgængelige formater, ligesom kun 1/3 af partimøderne er tilgængelige. Partierne blev også spurgt, hvorvidt de oplevede, at der var hindringer i nomineringsprocessen, der betyder, at mennesker med funktionsnedsættelse ikke stiller op som repræsentanter. Nogle partier tilkendegav, at der er problemer, og at de arbejder med problemstillingen. Andre mener ikke, der er problemer, og svarer, at de tager hånd om problemerne i de situationer, hvor de opstår.
På baggrund af undersøgelsen anbefaler NHR at arbejdet med tilgængeligheden i parlamenterne forankres i ledelsen, og at der udarbejdes en plan for forbedring af tilgængeligheden i de enkelte parlamenter. NHR anbefaler også, at der fokuseres mere på informationstilgængeligheden til hjemmesider samt tekst og tegnsprogstolkning af debatterne i parlamenterne.
Resultaterne fra undersøgelsen kan læses på www.nsh.se
www.handicapbolig.dk er en ny hjemmeside, der oplyser om, hvor der i den almene boligsektor findes handicapegnede boliger.
Landsbyggefonden og Boligselskabernes Landsforening kortlægger i samarbejde med Dansk Center for Tilgængelighed, hvilke af den almene boligsektors lejligheder der er handicapegnede. Resultaterne kan nu findes på hjemmesiden www.handicapbolig.dk, hvor der ved udgangen af oktober 2005 var opført omkring 1500 handicapegnede boliger.
Formålet med projektet er at hjælpe handicappede boligsøgende med at søge ind i de bedst egnede boliger. Det gøres primært ved at oplyse om boligernes beliggenhed og ved at registrere på samme måde over hele landet.
Projektet løber fra 2004 til 2006, og målet er at nå igennem samtlige den almene boligsektors godt 520.000 boliger. Det er den enkelte boligorganisation selv, der skal ud og måle op, og som selv står for indberetningen til hjemmesiden. I den forbindelse har Dansk Center for Tilgængelighed hjulpet Landsbyggefonden med at udarbejde en vejledning.
I første omgang registreres boliger i et plan, hvor der enten er niveaufri adgang/elevator og ingen ni-veauspring/forskudte plan på etagerne. Herefter kan boliger for gangbesværede (ikke kørestolsbrugere) komme på tale.
Hjemmesiden er bygget op, så hver enkelt bruger ud fra egne fastlagte kriterier kan finde lige netop den bolig, der passer den pågældende bedst. Også kommuner og andre boligforeninger kan med fordel benytte hjemmesiden i anvisningsøjemed.
Nyt debatoplæg om handicappedes møde med det offentlige.
Hvordan oplever mennesker med et handicap mødet med det offentlige? Og hvordan får vi skabt en holdningsændring, så der i højere grad kommer fokus på de menneskelige ressourcer frem for handicappet? Det er nogle af de spørgsmål, socialminister Eva Kjer Hansen sætter fokus på i debatoplægget Det kan blive nemmere - med udgangspunkt i den personlige oplevelse. Debatoplægget skal sammen med andre initiativer danne baggrund for et udviklingsarbejde på handicapområdet.
I debatoplægget indgår der fem personlige beretninger om mødet med det offentlige, fx socialforvaltningen, foruden et sammendrag af oplevelser og erfaringer, som ti mennesker med handicap havde lejlighed til at fortælle socialministeren på et lyttemøde.
Debatoplægget skal skabe opmærksomhed om, hvordan indsatsen for mennesker, der lever med et handicap, i højere grad kan blive til gavn for den enkelte - og tage udgangspunkt i den enkeltes behov. Målet er at finde nye veje, der kan gøre det nemmere at leve med et handicap..
Budskabet i debatoplægget er, at der ikke er brug for ændringer af reglerne eller nye handicapkompenserende ydelser, men at det derimod er nødvendigt at se på måden, den offentlige service gives på. Socialministeren overvejer derfor et forslag om, at hver person med handicap skal have en koordinerende sagsbehandler, fordi alt for mange oplever at skulle være koordinerede sagsbehandler i deres egen sag.
I forbindelse med debatoplægget åbnede et debatforum på Socialministeriets hjemmeside, hvor borgere havde mulighed for at komme med konkrete forslag og ideer til, hvordan tingene kan gøres bedre. Debatforummet lukkede den 25. november 2005, men kan ses på Socialministeriets hjemmeside www.social.dk
Dette års Bedst på Nettet kvalitetscheck af offentlige hjemmesider er slut. Priserne er uddelt. Men hvordan er det gået med webtilgængeligheden i 2005?
"Bedst på Nettet" kvalitetsscreeningen af offentlige hjemmesider er netop afsluttet med uddelingen af i alt syv priser til de fremmeste inden for de forskellige forvaltningsområder.
I år er vurderingskriterierne ændret, sådan at der nu igen er en nedre grænse for handicaptilgængelighed (eller "Teknisk tilgængelighed", som det benævnes), lidt på samme måde som i 2003. Hjemmesiden skal i år leve op til 75% af de krav, der ligger i denne kategori for at kunne nomineres til en pris. I 2003 kunne den ikke opnå højeste karakter på 5 netkroner, med mindre den levede op til alle tilgængelighedskrav. I 2004 var der ingen nedre grænse på dette punkt, og der var en del utilfredshed blandt andet fra De Samvirkende Invalideorganisationers (DSI) side, over at der var blevet uddelt priser til hjemmesider, der havde problemer med tilgængeligheden.
Konsekvensen af opstramningen i år er, at der igen er meget få hjemmesider, der er kommet over den nævnte spærregrænse (7,5%). Man må således igen konstatere, at der er plads til store forbedringer på webtilgængelighedsområdet. DSI går så langt som til at stille spørgsmålstegn ved om det overhovedet giver mening fortsat at være repræsenteret i dommerpanelet. De opfordrer i en pressemeddelelse ministeren til nu at gribe ind og få gjort de tilgængelighedskrav, der ligger i udbudsværktøjskassen fra Kompetencecentret IT for alle (KIA), obligatoriske.
Der er dog også små solstråler imellem. Således var Odder Kommune i 2003 røget bagud i førerfeltet, hvilket fik Odders daværende borgmester til i bladet Danske Kommuner at udtale sig temmelig bombastisk om det rimelige i at tage hensyn til handicappede ved designet af kommunens hjemmeside.
I 2004 fik Odder Kommune prisen i kommunekategorien, hvilket gav anledning til en del kritik fra bl.a. Dansk Blindesamfund, fordi der stadig var mange tilgængelighedsproblemer på hjemmesiden.
I 2005 har Odder Kommune så fået prisen igen, men denne gang udtaler DSI's repræsentant i dommerpanelet, Bue Vester Andersen, at der fra 2004 til 2005 tydeligvis er arbejdet meget med tilgængeligheden, så også handicappede har adgang til hjemmesidens informationer, og han kvitterer for den indsats, der er gjort i Odder.
Man kunne ønske sig, at der var lige så meget fokus på dette i de øvrige kommuner, som generelt scorer meget lavt på tilgængelighedsbarometeret. Således er der kun tre kommuner, der kom op over de 75%, der var krævet i denne kategori.
Samlet set er det kun 76 ud af de i alt 1013 hjemmesider, der er testet, der er kommet op over "spærregrænsen". Det er selvfølgelig stadigvæk alt for få, men helt galt er det, at kommuner og uddannelsesinstitutioner igen i år scorer meget lavt på denne parameter.
Hvis det tilgængelighedsfokus, der har vært i Bedst på Nettet i år, fastholdes i 2006, er det sandsynligt, at der vil ske fremskridt, men det er spørgsmålet om det er tilstrækkeligt med denne form for opmærksomhed. Center for Ligebehandling af Handicappede vil derfor støtte op om DSI's opfordring til videnskabsministeren om at gøre Værktøjskassen fra KIA obligatorisk ved udvikling af offentlige hjemmesider.
Ud over de sædvanlige prisuddelinger var der i år lavet en specialpris "Bedst til Nettet", som var rettet mod webbureauer. Her vandt bureauet Headnet for sin visuelt flotte, men alligevel fuldt tilgængelige hjemmeside www.dcft.dk, som er lavet i Open Source CMS'et Plone. Generelt var tilgængelighedsniveauet meget højt hos alle, der deltog i konkurrencen Bedst til Nettet, hvilket viser, at det altså godt kan lade sig gøre, hvis bare der er vilje til det (eller vilje til at stille krav om det).
Ved kåringsarrangementet kunne man om eftermiddagen bl.a. deltage i et seminar, hvor KIA viste eksempler på, hvordan man tester for teknisk tilgængelighed med den tilgængelighedsværktøjslinie, KIA for nylig har oversat til dansk i samarbejde med Videncenter for Synshandicap.
Udadtil har tilgængelighed imidlertid ikke fyldt særlig meget i de officielle pressemeddelelser, der er kommet fra Videnskabsministeriet op til og efter prisuddelingerne. Der har man i stedet glædet sig over fremgangen i brugervenlighed og selvbetjeningsløsninger.
Det danske handicapforskningsnetværk NNDR.dk holder den 20. marts 2006 konference med temaet normalitet-afvigelse. Netværket vil på denne endags-konfe-rence sætte fokus på teoretiske indfaldsvinkler, hvor handicap problematiseres i lyset af social undertrykkelse og sociokulturel minoritet, og hvor der drages paralleller til andre akademiske felter inden for forskning i normalitet-afvigelse.
Konferencens hovedtalere er Jesper Holst, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og formand for NNDR.dk og Per Solvang, professor i sociologi ved Universitetet i Bergen, Norge. Jesper Holsts oplæg tager afsæt i titlen "Handicap, normalitetsbedømmelse og deres konsekvenser" og Per Solvangs oplæg i titlen "Handicap mellem kultur og patologi".
Konferencen er bygget op, så der er plads til, at netværkets medlemmer kan præsentere deres forskningsprojekter i såkaldte papersessioner. Formålet er at give forskere mulighed for at præsentere deres projekter for en interesseret deltagerkreds og give deltagerne indblik i, hvad der foregår af forskningsaktiviteter på handicapområdet i Danmark.
Konferencen holdes mandag den 20. marts 2006 på MarselisborgsCentret i Århus.
Læs mere om konferencen på: www.nndr.dk/dk/conference2005.htm Her ligger også program og tilmeldingsblanket.