Bestilling Nyhedsmagasinet Lighedstegn Årsberetning Pjecer Rapporter og notater Alfabetisk (alle publikationer)Kronologisk (alle publikationer)Tematisk (alle publikationer)

Adresse

Center for Ligebehandling af Handicappede er lukket
pr 31.12.2010
Denne side opdateres derfor ikke længere

Se i stedet
Institut for Menneskerettigheder eller Det Centrale Handicapråd

Pjecer

Kan ikke bestilles

Kolofon og indholdsfortegnelse fra trykt udgave

UDGIVER
Center for Ligebehandling af Handicappede
Bredgade 25, Skt. Annæ Passage opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttlf.: 33 11 10 81
Mail: clh@clh.dk
Hjemmeside: www.clh.dk

Pjecen fås også på bånd og diskette og kan desuden læses på www.clh.dk
Pjecen kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

"Det gode tilbud" er udarbejdet af
Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Ane Esbensen
Lene Maj Pedersen
Christine Bendixen
Casper Hollerup

November 2002
Oplag: 2000
ISBN 87-91223-08-3
Tryk: Scanprint a/s

INDHOLD

7 Forord

9 Du kan dobbelt så meget, som du tror...

14 Integration fremmer forståelsen

21 Samarbejde om et rummeligt tilbud

26 Forskelsbehandling er ligebehandling

31 Klubaften gjorde en forskel

Forord

"DET GODE TILBUD" består af fem eksempler, der på forskellig vis handler om at oprette et fritidstilbud i fritidshjem, klub eller ungdomsskoletilbud, som fungerer for børn og unge med handicap. Tilbudene kan oprettes som enkeltintegration, gruppeintegration eller specialtilbud. Børn og unge med handicap bør have adgang til oplevelser og samvær med andre i deres fritid. De skal derfor som alle andre kunne benytte alderssvarende fritidstilbud med mulighed for at udvikle sig.

HVORDAN ETABLERER MAN et godt tilbud, og hvad består det gode tilbud af? Det giver eksempelsamlingen ikke et entydigt svar på, fordi det afhænger af den enkelte person og den enkelte situation. Men "Det gode tilbud" berører mange aspekter af, hvad et godt tilbud skal tage hensyn til. Center for Ligebehandling af Handicappede har også gennemført et seminar og et analyseprojekt om fritidstilbud til børn og unge med handicap. På www.clh.dk kan du læse afrapporteringen fra projektet.

KENDETEGNENDE for det gode tilbud er, at det er tilrettelagt, så de pågældende børn og unge får de samme udviklingsmuligheder som børn og unge uden handicap. I eksempelsamlingen siger Marianne Fryd fra Frederiksborg Amt, at der for hende at se har været en udvikling hen imod en anerkendelse af de unges behov for fritidstilbud frem for forældrenes behov for aflastning. Ungdomsskoler og klubber er samlingssteder for unge, og tilbudet om adgang til et rum for ungekultur bør også være til stede for unge, der har et handicap.

UDGANGSPUNKTET for at etablere det gode tilbud skal tages i det enkelte barn og den enkelte unge med handicap. Nogle har behov for at være sammen med børn og unge med tilsvarende handicap, mens andre måske helst er fri. Nogle børn og unge vil fuldt ud kunne kompenseres for handicappet, så de vil kunne indgå i et almindeligt tilbud. For andre er det ikke tilfældet. I flere sammenhænge kan det enkelte tilbud tilgodese både integration og specialtilbud, mens der i andre sammenhænge bør være valgfrihed med hensyn til at deltage i et almindeligt eller et særligt tilbud. Jørgen Nielsen fra Fritidshjemmet Jellebakken mener, at man ikke nødvendigvis har en masse at sige hinanden, bare fordi man har samme type handicap. Integration giver børn og unge med handicap flere muligheder for at finde en god kammerat.

CENTER for Ligebehandling af Handicappede ved, at mange børn og unge med handicap ikke har mulighed for at være sammen med jævnaldrende uden for institutionernes åbningstid. Det bør være muligt at lave tilbud, der også har åbent om aftenen og i weekenden, hvilket man fx vil gøre i Frederiksborg Amts nye klubtilbud.

NOGLE BØRN OG UNGE har brug for en støtteperson til praktisk hjælp. Andre har brug for en støtteperson for at få hjælp til at strukturere dagen og skabe sociale kontakter. Der kan være eksempler på, at støttepersonen kommer til at stå i vejen for kontakten til de andre børn og unge, men en støtteperson kan også give bevægelsesfrihed og dermed mulighed for at være sammen med kammeraterne på lige vilkår. Eksemplet fra Støvring viser, at det fungerer sådan for Anders på 16 år.

DER FINDES FORMENTLIG IKKE et perfekt tilbud til alle børn og unge med handicap, men der er mulighed for at nærme sig det rigtige tilbud mest muligt via opmærksomhed og vilje. Det har stor betydning, at kommunen som politisk myndighed selv sætter en god dagsorden på området og støtter de initiativer, der tages af forældrene, børnene og de unge - og af de enkelte fritidstilbud. Pjecens eksempler beskæftiger sig med tilbudet i gulvplan - der hvor det skal fungere i praksis. Men den overordnede politik og vilje til at efterleve principperne om ligebehandling i den kommunale forvaltning har også stor betydning for tilbudets mulighed for at fungere i børnenes og de unges hverdag.

Center for Ligebehandling af Handicappede
November 2002

Du kan dobbelt så meget, som du tror...

For Frederikshavn Kommunale Ungdomsskole har det været vigtigt at få handicappede elever integreret med ikke-handicappede elever i ungdomsskolens mange forskellige tilbud. Det betyder dog ikke, at der ikke kan oprettes specielle tilbud til handicappede, men udgangspunktet for ungdomsskolen er, at handicappede elever selvfølgelig deltager på lige fod med ikke-handicappede elever.

Det undrede ungdomsskoleinspektør Jørgen Nielsen i Frederikshavn, at der gennem årene havde været bemærkelsesværdigt få handicappede elever, der benyttede sig af ungdomsskolens tilbud. "Jeg havde faktisk i nogle år gået og tænkt på, at det var ærgerligt, at vi ikke havde fået unge mennesker med handicap med på vores hold, for vi hørte gang på gang, at de sad derhjemme."

Et attraktivt tilbud
Et af Frederikshavn Kommunale Ungdomsskoles meget attraktive tilbud er friluftsholdet "De barske glæder", hvor eleverne bl.a. kan sejle i kano og kajak, være med på vandreture, klatre og rapelle. I forbindelse med et lederkursus for fem år siden fik Jørgen Nielsen sammen med sin daværende viceinspektør den idé, at de ville lave et projekt, der skulle få unge med handicap til at melde sig til dette tilbud.

De kontaktede derfor de lokale handicaporganisationer for igennem dem at finde frem til familier med handicappede unge. De fandt frem til 50 familier, som de per brev inviterede til at komme og høre om ungdomsskolens friluftstilbud. Kun fire familier meldte sig til, og på selve informationsdagen kom der kun to familier. Det ærgrede Jørgen Nielsen, at så få mødte frem, og det gav anledning til nogle spekulationer over grunden. "Jeg tror, det er på grund af en eller anden form for blufærdighed hos forældrene. De er bange for, at det barn, de har, har et handicap, som gør, at barnet måske ikke ligner andre unge og derfor vil blive drillet," siger Jørgen Nielsen.

Det lykkedes dog ungdomsskolen, bl.a. ved hjælp af handicaporganisationerne, at finde ti handicappede unge, der var interesseret i at deltage i friluftstilbudet sammen med ti ikke-handicappede unge. Kommunens forvaltninger gav grønt lys for projektet samt råd og vejledning, men gav ikke økonomisk hjælp til projektet. I den forbindelse var beskeden, at ungdomsskolen måtte gennemføre projektet inden for skolens rammebevilling. Ungdomsskolen fik dog via eksterne midler fra en fond råd til at købe en bus, de kunne bruge til transport i forbindelse med projektet.

En nødvendig afgrænsning
De elever med handicap, der deltog i friluftstilbudet "De barske glæder", var primært psykisk udviklingshæmmede unge. I tilbudet var der ikke mulighed for at yde personlig og praktisk hjælp til elever, der ikke var selvhjulpne. "Det var desværre nødvendigt for os at afgrænse, hvem der kunne være med. Hvis den unge skulle have hjælp til stort set alt, magtede vi ikke opgaven. Det er vi ikke uddannet til, og skolen har ikke ressourcer til at ansætte personlige hjælpere," fortæller Jørgen Nielsen.

Ungdomsskolens lærere er heller ikke specialuddannet til at arbejde med handicappede. "Vi bruger vores sunde fornuft og tager selvfølgelig bestik af, hvad der foregår omkring os. I det hele taget er vi indstillet på at udvise en adfærd over for de unge, der ikke virker skræmmende, men tværtimod tillidsvækkende. Og det når vi langt med," siger Jørgen Nielsen, der selv har været med på flere ture.

Projektet blev en succes for alle parter og overgik derfor til at blive et permanent tilbud, der stadig kører og også tiltrækker unge handicappede. Jørgen Nielsen har fået god respons både fra handicappede unge, der har deltaget i friluftstilbudet, og deres forældre. "Når først de unge fandt ud af, at de sagtens kunne være med og finde ud af tingene, kunne de ikke vente med at komme af sted igen," siger Jørgen Nielsen.

"Det der gjorde, at det her startede med at være en rigtig succes, var nok, at vi også havde spurgt nogle unge uden handicap, om de kunne tænke sig at deltage i projektet. Det var de meget interesseret i, og der har aldrig lydt et forkert ord omkring et handicap over for hverken den ene eller anden gruppe."

Ingen problemer kun udfordringer
Ikke kun "De barske glæder" tiltrækker handicappede elever. Også skolens mere almindelige kurser som fx kurser i knallertkørekort og madlavning har stor interesse. Ungdomsskolen arrangerer ligeledes specielle hold for unge med handicap, hvis der er behov for det, men ofte følges handicappede unge ad to og to for at støtte hinanden," forklarer Jørgen Nielsen.

Men ellers følger Jørgen Nielsen ikke specielt med i, hvilke kurser handicappede elever deltager i. Ifølge hans opfattelse skulle der jo helst ikke være noget exceptionelt i, at handicappede elever følger skolens tilbud som alle andre,"og der er faktisk sket det lykkelige, at handicappede unge glider stille og roligt ind på holdene, uden at vi egentlig bemærker det, og vi har ikke hørt hverken fra lærere eller elever, at der har været problemer, overhovedet ikke."

Der kan dog være visse praktiske problemer - eller udfordringer, som Jørgen Nielsen kalder det - der skal klares, når unge med handicap ønsker at deltage i et kursus. Er det for eksempel en kørestolsbruger, skal kurset holdes på en bestemt skole i kommunen, da det er den eneste, der er fysisk tilgængelig. Kan kurset ikke afholdes på denne skole, fx edb-kurser, findes der dog også en løsning på det. Eksempelvis har eleverne på en skole for skoletrætte elever bygget en rampe, så kørestolsbrugere kan komme ind i edb-lokalerne på rådhuset, som ungdomsskolen benytter i forbindelse med edb-kurser.

Information, dialog og udvikling
Information om ungdomsskolens tilbud foregår via mund til mund-metoden og gennem et katalog over alle skolens tilbud, der sendes til unge fra 8.-10. klasse. Også skolens hjemmeside informerer om tilbudene, og her fortælles det også, at det at have et handicap ikke er nogen hindring for at melde sig til kurserne. Samtidig holder skolen hvert år åbent hus på biblioteket, hvor man kan se, hvad de forskellige hold har lavet, og tale med lærere og elever.

Derudover tager Jørgen Nielsen og hans viceinspektør hvert år ud på alle skoler i kommunen og fortæller 8.-10.-klasserne om ungdomsskolens program. Også 6.-7.-klasserne, der dog ikke er primærmålgruppen for ungdomsskolen, får besøg og tilbud om at melde sig til hold på ungdomsskolen.

På specialskoler for psykisk handicappede foregår informationen lidt anderledes end på de andre skoler. Her inddrages klasse- og dansklæreren i formidlingen af ungdomsskolens tilbud. "Det gør vi, fordi tingene skal forklares lidt anderledes i mange sammenhænge, end til de elever der går i de almindelige klasser," forklarer Jørgen Nielsen.

Det, at Jørgen Nielsen tager ud på alle kommunens skoler, giver et godt samarbejde med kommunens lærere, og samtidig giver det Jørgen Nielsen mulighed for at tale med eleverne om deres ønsker og behov.

Udvikling af ungdomsskolens tilbud sker i dialog med eleverne. For hele tiden at tilbyde relevante kurser spørger ungdomsskolen hvert år eleverne om, hvad de kunne tænke sig, at skolen oprettede kurser i. På den måde er skolen hele tiden ajour med, hvad de unge i kommunen har lyst til at lave i deres fritid.

Det gode tilbud og økonomi
At ungdomsskolen hele tiden ved, hvad de unge ønsker at beskæftige sig med, er en af Jørgen Nielsens recepter på at have et godt fritidstilbud, også i forhold til handicappede. I relation til opbygning af et godt tilbud, der også fungerer for unge handicappede, siger han: "Det handler først og fremmest om at have et programudbud, der tiltaler de unge, også dem med et handicap. Dernæst er det vigtigt at være i meget nær dialog med handicaporganisationerne og det kommunale system, og så selvfølgelig sørge for at få forældrene og den unge i tale."

I forhold til handicappede unge betyder det, at "...vi starter der, hvor eleven er, og laver research på, hvori handicappet består, og hvad vi kan gøre for at komme uden om det, så det ikke bliver en hindring for at deltage i tilbudene," fortæller Jørgen Nielsen.

Her er det Jørgen Nielsens erfaring, at friluftsaktiviteterne især tiltaler psykisk handicappede, og da det er et tilbud, skolen gør meget ud af, er antallet af psykisk handicappede elever større end af fysisk handicappede elever. Jørgen Nielsen kunne godt ønske at få flere fysisk handicappede unge med på skolens hold, men er i tvivl om hvordan han skal gribe det an, da skolen ikke har ressourcer til at yde praktisk bistand til unge med behov for det. "Vi kunne godt ønske os at have mange flere af de unge med, for vi ved jo, at der er flere unge med et eller flere handicap her, som nemt kunne være med, men af en eller anden årsag er det ikke lykkes os at fange dem endnu. Vi kunne godt tænke os, at nogen gav os en opskrift på, hvordan det kunne gøres."

Frederikshavn Kommunale Ungdomsskole har som alle andre ungdomsskoler et budget at tage hensyn til. Som Jørgen Nielsen udtrykker det, så "...har vi en rammebevilling, og det er så op til mig at udfylde den ramme, således at de penge, jeg har fået, slår til." Det er et spørgsmål om prioritering og en stor udfordring, men Jørgen Nielsen vurderer, at det indtil videre er lykkedes at få pengene til at passe til målsætningen og ikke omvendt.

Gode råd

Sørg for at have et programudbud der tiltaler alle.
Vær i dialog med handicaporganisationerne.
Få handicappede unge og deres forældre i tale.
Henvend jer til skoler, hvor handicappede unge færdes, og informer om jeres tilbud.
Hav god kontakt med det kommunale system; skole- og socialforvaltningen samt byrådspolitikerne.

Integration fremmer forståelsen

På fritidshjemmet Jellebakken er holdningen, at børn med og uden handicap har glæde af og kan lære af at være sammen med hinanden. Derfor er børn med handicap en integreret del af institutionen.

Fritidshjemmet Jellebakken i Risskov i Århus er et af Århus Kommunes syv særlige fritidshjem. Det vil sige, at Jellebakken er indrettet til at integrere en gruppe af børn med forskellige former for handicap. Jellebakken er normeret til 105 børn, hvoraf de ti pladser er normeret til børn med et handicap, der med støtte kan have glæde af at være integreret med børn uden handicap. Børnene kan både være fysisk og psykisk handicappede, eksempelvis har Jellebakken p.t. hørehæmmede og blinde børn samt børn med Downs syndrom og DAMP-lignende symptomer. Jellebakken har i øjeblikket flere børn med handicap, end fritidshjemmet er normeret til. 17 børn med handicap er fordelt på fritidshjemmets fem forskellige stuer.

Bjarne Birk Nielsen er leder af institutionen og har i mange år arbejdet med integration af børn med og uden handicap. Han synes, at integrationen af børn med handicap er et gode for alle parter, og at det at have børn med handicap omkring sig er med til at tydeliggøre nogle almene ting i fritidshjemmet. "Det giver helt andre muligheder for børn uden handicap at være sammen med børn med handicap, både fordi de kan se, at vi ikke alle sammen er ens, og fordi det giver dem en forståelse for, at de ikke selv ligner alle andre. Vi er ikke alle handicappede, men vi har alle sammen noget, vi ikke er gode til, og det kan være med til at sætte tingene i perspektiv at være sammen med børn, der har en sværere hverdag, end man selv har," forklarer Bjarne Birk Nielsen.

For børn med handicap giver integration mulighed for at opleve de ting, som børn uden handicap oplever. Derved bliver børn med handicap ikke begrænset til at færdes i et miljø, der kun er tilpasset dem. Bjarne Birk Nielsen mener, at man som pædagog kan have sværere ved at se udfordringer for børnene, hvis miljø og aktiviteter er tilrettelagt fuldstændig efter børnenes handicap og derved ikke inspirerer til udvikling af færdighed i at klare sig i det omgivende samfund. Integration i en almindelig institution kan omvendt være med til at udvikle børn med handicap, fordi de bliver en del af et almindeligt miljø med de udfordringer, det giver.

Samtidig får børn med handicap også mulighed for at danne venskaber med børn uden handicap. "Fordi man er blind, behøver man ikke nødvendigvis have en masse tilfælles med andre blinde," siger Bjarne Birk Nielsen.

Målet er udvikling
Når fritidshjemmet Jellebakken får anvist nye børn med handicap, har fritidshjemmet et godt samarbejde med den pædagogiske konsulent og kommunens andre særlige institutioner. Alle institutioner har mulighed for at fortælle den pædagogiske konsulent, hvordan deres institution fungerer på det pågældende tidspunkt, og hvordan sammensætningen af børn er. På den måde er det lettere at finde frem til det bedste tilbud for det enkelte barn med et handicap.

I forbindelse med indkøringen af barnet har fritidshjemmet et teammøde med den afgivende institution, oftest også en repræsentant fra barnets skole og sagsbehandleren, så der kan komme et samarbejde i gang om barnet.

I barnets opstartsfase udarbejder fritidshjemmets pædagoger en plan for hvert barn med et handicap ved hjælp af en såkaldt forudsætningsanalyse. Analysen er et arbejdsredskab, som skal hjælpe pædagogerne i deres daglige arbejde med det enkelte barn.

Forudsætningsanalysen indeholder en professionel beskrivelse af det enkelte barn og barnets handicap, og bl.a. på den baggrund finder pædagogerne ud af, hvor barnet er i sin udvikling, hvilke forudsætninger barnet har, og hvilke behov der ikke er dækket. Derefter sættes et mål for barnet, der skal nås inden for en kortere periode. Målet evalueres løbende for derigennem at kunne blive justeret eller videreudviklet, efterhånden som pædagogernes kendskab til barnet bliver bedre. For at målene skal kunne realiseres, er det vigtigt, at de bygger på barnets motivation og ressourcer. "Det er jo med handicappede børn som med alle andre, at man ingen vegne kommer, hvis man ikke tager udgangspunkt i barnets ønsker og behov," siger Bjarne Birk Nielsen.

Udviklingsarbejdet for det enkelte barn er dog ikke en heldagsaktivitet. Det vil ofte være begrænset til en del af en daglig aktivitet, fx at lære at spise pænt. Det primære formål med at være i fritidshjemmet er, at barnet får mulighed for fritidsaktiviteter efter egne ønsker og behov.

Plads til forskellighed
Der findes ikke et perfekt tilbud til alle børn med et handicap. Men Jellebakken er bevidst om, at det er det bedst mulige, der er målet. Ved at blive integreret med børn uden handicap og samtidig have mulighed for at være sammen med børn, der også har et handicap, forsøger Jellebakken at udvikle et tilbud, der fungerer mest optimalt for det enkelte barn.

På Jellebakken er holdningen, at det ikke er barnet, der skal tilpasse sig institutionens behov. Institutionen skal være fleksibel nok til at kunne indrette sig efter barnets behov. "Det er ikke muligt at integrere børn, hvis man har den holdning, at det kun er en bestemt slags børn, der kan være i institutionen. Børn er alt for forskellige til, at man kan passe dem ind efter bestemte rammer. Der er ikke to børn, der er ens, og det skal der være plads til, ellers kommer man ingen vegne," siger Bjarne Birk Nielsen.

For at institutionens børn skal have mulighed for at mødes med flere andre børn med handicap, deltager Jellebakken en gang om ugen i "Idræt for sjov". Det er et arrangement, hvor alle børn med handicap fra kommunens særlige fritidshjem mødes omkring forskellige lege- og idrætsaktiviteter. Det er selvfølgelig frivilligt for børnene, om de har lyst til at tage med til arrangementet. "Nogle børn har ikke lyst til at være med, og det står dem selvfølgelig frit for," forklarer Bjarne Birk Nielsen.

Han siger i den forbindelse, at "...der er et dilemma i at tro, at alle, der kommer på fritidshjem, får kammerater. Der er nogle børn, der ikke er i stand til at få kammerater eller at dyrke venskaber og beholde dem. Men jeg vil håbe, at alle, der går ud af vores fritidshjem, kan sige, at de har følt, at de hørte hjemme, og at de var en del af gruppen. Vi arbejder altid på at give børnene nogle fælles oplevelser, så børnene får en fornemmelse af at have været en del af fællesskabet. Vi kan forsøge at skabe grupperinger, men det er vigtigt ikke altid at tro, at det kun gælder om, at børnene får kammerater, for hvis det ikke kan lykkes, kan man blive blokeret af de forhindringer, man støder på. Man er nødt til også at tænke i andre baner."

Ingen støttepædagoger, tak!
Bjarne Birk Nielsen er ikke tilhænger af støttepædagogordningen, hvor barnet har en udefrakommende person, der kun tager sig af ham eller hende. Han mener, det er med til at isolere barnet, især fordi støttepersonen ikke er en del af personalegruppen og derfor ikke har føling med stedet og de andre børn.

Børn med handicap har derfor ikke en fast tilknyttet støtteperson på Jellebakken, men de har en pædagog på deres stue, der er primærperson for dem, dvs. en der sørger for forudsætningsanalysen, kontakten til forældrene, teammøderne osv. Det er ikke alene primærpersonen, der tager sig af barnet, men vedkommende har det overordnede ansvar for, at tingene fungerer for barnet.

Man skal være pædagog, men ikke nødvendigvis have specielle pædagogiske forudsætninger, for at være primærperson for et handicappet barn. Sammen med de andre særlige fritidshjem holder Jellebakken ind imellem deres egne kurser, som kan give pædagogerne gode forudsætninger for arbejdet. Derudover har Århus' pædagogiske afdeling nogle gode grundkurser af en uges varighed, der giver pædagogerne de generelle forudsætninger og holdninger for at arbejde med børn med handicap.

I den forbindelse pointerer Bjarne Birk Nielsen, at man ikke skal have personale, der ikke er interesseret i at arbejde med børn med handicap. "Det er vigtigt at få personale, der tør tage et ansvar, men som også tør udtrykke, hvad de ikke er særlig gode til. Personalet skal kunne lære af og udvikle hinanden. Det er vigtigt at være gode til at iagttage og tage ting op med hinanden, så det, man tænker om et barn, ikke kun er enmandstanker, men noget man kan drøfte i fællesskab med hele personalet," forklarer Bjarne Birk Nielsen. På Jellebakken er det derfor altid tilladt som personale at bede om hjælp og at blande sig i hinandens arbejde.

Samtidig prioriteres et godt samarbejde med børnenes forældre højt i institutionen. "Forældrene er de største eksperter på deres børns behov, ikke på de enkelte handicap, men på deres barns behov. Derfor gør vi meget ud af at tale med forældrene," forklarer Bjarne Birk Nielsen.

En god ånd
Jellebakken har børn fra 0.-7. klasse. Det er Bjarne Birk Nielsen glad for, for han synes, at et langt forløb med børnene giver en speciel ånd i institutionen. "De store er gode kulturbærere og giver kulturen videre til de nye børn, der kommer på fritidshjemmet," siger han.

Nye børn i institutionen kan være betænkelige ved børn, der opfører sig anderledes, end de selv gør, men her er de ældre børn med til at vise vejen og skabe en god forståelse for, at det er ok at være forskellige. "Ved hjælp af "snakke" med og mellem børnene bliver der skabt en forståelse for, at de børn, der opfører sig anderledes, er gode nok og måske ind imellem har brug for en hjælpende hånd, og den tradition bliver ført videre af de børn, der har været her længe," siger Bjarne Birk Nielsen.

Det er institutionens holdning, at børn uden handicap bør hjælpe børn med handicap, og at de børn, der har brug for hjælp, skal kunne bede de andre børn om hjælp. "Det er også en måde at skabe kontakt på," siger Bjarne Birk Nielsen, der samtidig kan se, at det er blevet en naturlig del af ånden på Jellebakken, at man hjælper hinanden.

Udvikling kræver udfordring
Den personlige udvikling hos fritidshjemmets børn med handicap er også med til at sætte skub i andre børns udvikling. Bjarne Birk Nielsen giver et eksempel på, at en blind pige på en sommerlejr ligesom alle de andre børn ville over en bro uden brædder. Én pædagog fulgtes med hende over, og én gik nede i vandet som sikkerhedsnet. Om den oplevelse siger Bjarne Birk Nielsen:

"Det er ikke et mål i sig selv at gå over en bro, men det er et mål i sig selv at overvinde nogle ting, at få en tankegang der gør, at man tør gøre nogle ting i trygge rammer. Børn uden funktionsnedsættelser kan også lære at turde, når de ser, at andre kan."

"Man skal kunne skabe sig en ånd i institutionen, hvor alt kan lade sig gøre. Man skal kunne se mulighederne, ikke begrænsningerne," siger Bjarne Birk Nielsen.

I forbindelse med udfordring af børn med handicap mener han, at det også er vigtigt, at pædagogerne kan skelne imellem, hvad i barnets adfærd der skyldes barnets handicap, og hvad der ikke gør. Barnet skal ikke skånes i tilfælde, hvor handicappet ikke er i vejen for barnets almindelige deltagelse i institutionens aktiviteter og pligter. "Hvis et barn med et handicap kan vaske op, skal han eller hun vaske op som alle andre. Man kan ikke blive fritaget for at vaske op, hvis det bare er fordi, man ikke gider," siger Bjarne Birk Nielsen, der ind imellem har taget konflikter med børn, der ikke mente, de kunne deltage i kedelige pligter.

Barnet skal ikke beskyttes unødigt og må også tage de knubs, der følger med i samværet med andre børn. Bjarne Birk Nielsen udtrykker det sådan: "Man må gerne blive drillet, men ikke pga. sit handicap, det er en del af tilværelsens almindelige vilkår. Der kommer en tid efter livet i fritidshjemmet, hvor børnene er nødt til at kunne klare sig, derfor skal de ikke skånes for almindelige udfordringer."

Frihed med alderen
De ældre børn i fritidshjemmet har mulighed for at komme og gå, som de har lyst til, hvis det er en aftale med forældrene. På den måde kan de benytte fritidstilbudet mere fleksibelt. Det gælder også for børn med handicap, hvis de kan klare den frihed, der ligger i det. For Bjarne Birk Nielsen er det vigtigt, at børnene ikke bliver væk, fordi de ikke har nogle kammerater og derfor sidder alene foran computeren derhjemme. Det er i orden at ønske fred og ro ind imellem, men det er ikke godt at blive væk, fordi man føler sig ensom.

Når børnene bliver 12-14 år tager fritidshjemmet kontakt til forældrene og oplyser dem om, hvilke fritidstilbud der vil være til deres barn, når de ikke længere kan gå i fritidshjemmet. Forældrene kan så tage ud og besøge klubberne og komme med ønsker til, hvor deres barn skal fortsætte. Samtidig kontaktes sagsbehandleren for en genvisitation af barnet, så man har en ide om, hvor barnet er i sin udvikling, og på baggrund af det kan finde det bedst egnede tilbud til barnet.

Et lille suk
Trods sin glæde ved at arbejde med integration af børn med og uden handicap er der dog en ting, Bjarne Birk Nielsen savner i sit arbejde. Det ville være rart med en automatik i systemet, der gør, at når institutionen modtager et barn med et handicap, så følger der forskellige hjælpemidler med. "Som det er nu, bruges der en masse unødvendige ressourcer på hver institution på at indkøbe og indsamle forskellige hjælpemidler. Hvis en instans i systemet tog hånd om koordineringen kunne en masse genbruges og en masse tid spares. Der er jo heller ikke uendelige midler til rådighed," slutter Bjarne Birk Nielsen, men pointerer, at dette langt fra kan tage glæden fra de oplevelser, det giver at arbejde med børnene i hverdagen.

Gode råd

Ansæt personale, der er interesseret i at arbejde med børn med handicap, og som tør sige til og fra, men også erkender deres svagheder.
Skab en ånd i institutionen der fremmer tilliden til, at alt kan lade sig gøre.
Vær åben over for forældrenes holdning til og forståelse for deres barn.
Vær opmærksom på, at søskende til børn med handicap ikke bliver en ekstra hjælper til barnet.
Skeln mellem hvad der skyldes barnets handicap, og hvad der ikke gør.

Samarbejde om et rummeligt tilbud

"Handicappede unges behov er ikke meget anderledes end andre unges behov, men de har sværere ved at få dem opfyldt. Det er ikke så nemt for handicappede unge at komme udenfor og omkring og derved møde andre. Det er det, vi skal hjælpe dem med."

Sådan siger Hanne Lindstrøm, der er direktør i Allerød Kommune. Sammen med Marianne Fryd, der er pædagogisk konsulent i Frederiksborg Amts Børnecenter, har hun været involveret i at få et samarbejde om et klubtilbud til unge med handicap i stand mellem amtet og amtets kommuner. Klubtilbudet skal på længere sigt kunne rumme cirka 100 unge i aldersgruppen 12-25 år og dække en bred gruppe af både fysiske og psykiske handicappede, der kan have glæde af at komme i klubben. De fysiske rammer for klubben skal derfor kunne tilgodese hele gruppens behov og samtidig give mulighed for, at de unge i fællesskab kan opbygge en selvstændig ungdomskultur.

Et fælleskommunalt tilbud
Samarbejdet mellem amtet og kommunerne kom på tale i forbindelse med en høring af Frederiksborg Amts Socialplan 2000. Her gjorde Kommuneforeningens Social- og Sundhedsudvalg opmærksom på, at der var interesse for at få oprettet et fælleskommunalt klubtilbud til børn og unge med handicap. Tidligere brugerundersøgelser af behovet for klubtilbud til børn og unge med såvel psykiske som fysiske handicap i de enkelte kommuner havde vist, at der var et behov, men at kommunerne ikke magtede opgaven enkeltvis. Et fælleskommunalt tilbud kunne derfor være løsningen.

Kommuneforeningens henvendelse blev drøftet i amtet, og det blev besluttet at nedsætte en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, der kunne udarbejde forslag til udformningen af det fælleskommunale og amtslige klubtilbud. Arbejdsgruppen bestod af to kommunale repræsentanter og to amtslige repræsentanter, hvoraf den ene var Marianne Fryd.

"Arbejdsgruppen udarbejdede et overordnet forslag, der indeholdt flere forskellige modeller for på den måde at give nogle bud på, hvordan amtet og kommunerne kunne imødekomme behovet for et klubtilbud. Det blev på baggrund af oplægget besluttet, at der skulle arbejdes videre med at oprette en filial af Lavuk, som tilpasses de behov, der er i Frederiksborg Amt. Og der er så det, vi arbejder på nu," fortæller Marianne Fryd.

Lavuk
Lavuk er Dansk Handicap Forbunds fritids- og ungdomsklub. Klubben er selvejende og ligger i Københavns Kommune, som den har overenskomst med. Lavuk har både dag- og aftentilbud og samler alle handicapgrupper fra psykisk til fysisk handicappede i alderen 10-50 år.

Borgere i Frederiksborg Amt benytter i dag Lavuks tilbud i København, idet cirka 30 unge fra kommuner i Frederiksborg Amt er tilmeldt klubben. Et lignende tilbud placeret centralt i Frederiksborg Amt ville kunne tiltrække flere brugere og give kortere transport for dem, der på nuværende tidspunkt benytter tilbudet i København. Derfor er der enighed om, at et tilbud som Lavuks i Frederiksborg Amt vil kunne dække amtets behov. Arbejdsgruppen bag det nye klubtilbud har derfor også haft et samarbejde med Lavuks leder Steen Christiansen.

Fra arbejdsgruppens side er der lagt op til, at klubtilbudet skal dække så bred en brugergruppe som muligt. "Vi forestiller os, at tilbudet både skal være for dem, der defineres som den amtslige målgruppe, og for dem der defineres som den kommunale målgruppe," forklarer Marianne Fryd. "Det er vigtigt, at tilbudet reelt bliver for alle handicapgrupper, så der skabes dynamik i tilbudet. Ellers bliver det ikke attraktivt for nogle handicapgrupper. En overvægt af bestemte handicapgrupper kan betyde, at andre grupper holder sig væk," siger hun.

Kun ydre rammer
På nuværende tidspunkt (sommeren 2002) er fritidstilbudet dog kun på tegnebrættet, og meget er endnu ikke afgjort. Blandt andet er der stadig ikke fundet en afklaring på de fysiske rammer for tilbudet, der skal kunne rumme op til 100 unge. Amtet og Lavuk har indledt et samarbejde med Hillerød Kommune for at skaffe egnede lokaler, som ligger centralt placeret i amtet. Når der er fundet en løsning på de fysiske rammer for tilbudet, skal der indgås overenskomst mellem Frederiksborg Amt og Lavuk.

Men selvom flere ting ikke er afklaret endnu, har arbejdsgruppen gjort sig mange overvejelser over, hvad tilbudet skal indeholde, og hvad der er væsentligt, for at klubben skal blive et attraktivt sted for de unge at komme.

"Det er utroligt vigtigt, at dette tilbud får selvstændige fysiske rammer, hvor der er mulighed for at udvikle en ungdomskultur og mulighed for selv at sætte præg på omgivelserne. Klubben skal ikke være et vedhæng til et andet tilbud, hvor klubben bliver sekundær og ikke får lov til at skabe den ungdomskultur, som jeg mener, er meget betydningsfuld for dette tilbud," siger Marianne Fryd.

Da tilbudet skal kunne rumme unge med flere forskellige handicap, skal de fysiske rammer samtidig kunne opfylde forskellige behov. Det er derfor planen, at der både skal være store fællesarealer med mulighed for et samlet fællesskab, og mindre grupperum hvor unge, der har svært ved at overskue samværet med mange mennesker, kan trække sig tilbage i et mere overskueligt samvær.

Det er ikke fastlagt, hvilke aktiviteter klubben skal tilbyde, for de unge skal selv være med til at vælge, hvad indholdet af deres aktiviteter skal være. De skal derfor inddrages, når det nærmere skal besluttes, hvad klubben skal kunne tilbyde. I et tilbud af denne størrelse vil det være muligt at udbyde en bred vifte af aktiviteter og derved give de unge mulighed for at vælge efter interesse.

På det overordnede plan er der lagt op til, at formålet med klubben er at give unge med fysiske og psykiske handicap mulighed for at mødes og finde venner. Formålet er også, at de unge får lejlighed til at vælge en fritid med et aktivt indhold, hvor aktiviteter, oplevelser og samvær med andre unge er med til at udvikle den dannelsesproces, hvor den unges identitet og selvværd formes gennem samspil med andre unge.

Tilbudet er tænkt som en base for samvær, der samtidig planlægger og vægter aktiviteter ud af huset for derved at bruge og blive fortrolig med samfundets almindelige tilbud, fx idrætsanlæg, svømmehaller, koncerttilbud og andre kulturtilbud. Det er hensigten, at klubben skal være åben alle ugens hverdage, og samtidig tilbyde aktiviteter i flere af årets weekender for en mindre gruppe unge. Det kan fx være, at de unge har lyst til at tage til en koncert, en landskamp eller andre større eller mindre arrangementer.

Aktivitet frem for aflastning
Ved at oprette et tilbud for en bred gruppe af handicappede unge forventes det, at behovet for aflastning for nogle unge vil blive mindre. Noget har nemlig tydet på, at det store behov for aflastning lige så meget har været et udtryk for mangel på fritidstilbud. "Der ligger også et aktivitetstilbud i et aflastningsophold, for der foregår jo tit noget spændende, når man er sammen med andre unge. Men et aflastningstilbud, der jo er en døgnforanstaltning, kan være en uhensigtsmæssig dyr foranstaltning, hvis den primære grund til at benytte det egentlig har været et behov for en aktiv fritid sammen med andre unge," siger Marianne Fryd.

Både Marianne Fryd og Hanne Lindstrøm er enige om, at det positive ved det nye klubtilbud er, at handicappede unge nu får mulighed for at få en fritid, der mere minder om dén, som unge uden handicap har. "Nu behøver disse unge handicappede ikke at have tandbørsten og nattøjet med i tasken for at opleve noget spændende sammen med andre unge. De får nu nogle muligheder og rammer for at lave aftaler, ligesom andre unge gør med deres venner," konkluderer Marianne Fryd. "Og det er jo det, det handler om. Handicappede unges behov er jo ikke meget anderledes end andre unges behov, men de har sværere ved at få dem opfyldt, da det ikke er så nemt for handicappede unge at komme udenfor og omkring og derved møde andre. Det er det, vi skal hjælpe dem med," fortsætter Hanne Lindstrøm.

Ifølge begge har det været en proces i hele samfundet at nå frem til en anerkendelse af, at unge med handicap har behov for et fritidsliv som alle andre unge. "Jeg oplever, at der i kommunerne har været en udvikling fra anerkendelse af behovet for aflastning til en anerkendelse af behovet for fritidstilbud, og det er det behov, vi nu arbejder på at opfylde," siger Marianne Fryd.

Visitation og økonomi
Målgruppen for klubben er de personer, som har brug for særlig støtte mv. og derfor ikke kan gå i den almindelige kommunale klub. Brugerne af klubtilbudet skal betale et medlemskontingent, der svarer til det, andre unge betaler for at gå i ungdomsklub. Brugerne skal også selv betale for at deltage i klubbens arrangementer ud af huset.

Da tilbudet skal dække en bred gruppe af unge, stiller det også visse krav til personaleressourcer. "Vi har lavet nogle normeringsberegninger på baggrund af, at nogle unge vil have brug for meget hjælp, mens andre næsten ikke vil have brug for hjælp. Det skal jo hænge sammen. Hvis der ikke er de personaleressourcer til rådighed, der er behov for, bliver det ikke et tilfredsstillende tilbud," siger Marianne Fryd.

Det gode parløb
Trods de mange uafklarede forhold i tilknytning til den nye klub synes både Marianne Fryd og Hanne Lindstrøm, at det har været en positiv oplevelse, at der har været vilje både fra kommunernes og amtets side til at samarbejde om et tilbud, der kan dække mange hidtil uopfyldte behov.

De er begge enige om, at det gode parløb mellem amt og kommuner er årsagen til, at projektet er kommet så langt. "At amtet har haft en interesse i projektet, fordi kommunerne har efterspurgt det, er egentlig det, der har dannet baggrund for, at det har kunnet lykkes. Det har også gjort, at det er blevet båret hurtigt igennem," siger Marianne Fryd. "Samarbejdet på det sociale område mellem amtet og kommunerne har altid været vældig godt og velfungerende. Derfor har vi kunne udvikle en del gode ting sammen. Dette projekt er et af dem," supplerer Hanne Lindstrøm. Begge glæder sig til at følge udviklingen af tilbudet, og de håber det vil tiltrække unge, der hidtil har manglet et reelt fritidstilbud.

Gode råd

Kommunerne skal være opmærksom på brugernes behov for større fællesskaber og ikke selv oprette alle tilbud.
Det er vigtigt at få et godt samarbejde i gang mellem amt og kommuner.
Man skal give nye tilbud selvstændige rammer, så der er mulighed for, at der kan oparbejdes en selvstændig kultur og atmosfære.

Forskelsbehandling er ligebehandling

Sådan siger Ole Frimann Hansen, der er leder af naturfritidsklubben "Engen" i Gundsø. Her er holdningen den, at man for at kunne behandle et barn ligeværdigt med andre børn må tage udgangspunkt i det enkelte barns behov. Det gælder alle børn, hvad enten de har et handicap eller ej.

Fritidsklubben har flere gange haft enkeltintegrerede børn med handicap, men er ikke en specialinstitution. De børn, der kommer i klubben, har selv valgt at gå der, og det er klubbens holdning, at der skal være plads til alle. Klubben ser det ikke som et problem at have børn med handicap, snarere som en udfordring. Det væsentlige er, at man tager udgangspunkt i det enkelte barn. "Det, der er vigtigt, er, at børnene får et ligeværdigt forhold til de andre børn," forklarer Ole Frimann Hansen, og det er ikke nødvendigvis børn med et handicap, der har svært ved at opnå det. "Der kan være lige så store problemer med at integrere børn uden handicap som børn med et handicap," siger Ole Frimann Hansen.

Fokus på naturen
Sammen med Leif Andersen startede Ole Frimann Hansen, der også er naturvejleder, naturfritidsklubben i 1998. På det tidspunkt var der meget opmærksomhed på grøn information, og flere forældre ønskede en institution, hvor der var fokus på naturen og mulighed for at komme ud i det fri og få naturvejledning. Det var der opbakning til i Gundsø Kommune, og kommunen købte derfor et stort areal med skov, eng og vandmiljø, hvor der var plads til, at børn og dyr kunne boltre sig. Her ligger "Engen", der i august 2002 har 90 børn i alderen 10-13 år.

Ud over Ole Frimann Hansen og Leif Andersen er der yderligere ansat to pædagoger. Klubben har åbent hver dag fra kl. 12-17.30, men fra april til august åbnes klubben kl. 9, da klubben også fungerer som turnusbørnehave.

Fritidsklubben har et brugerråd, hvor der sidder to forældrerepræsentanter og en overvægt af børn. De mødes hver anden måned og planlægger aktiviteter og tager problemer op. Det er institutionen, der lægger rammerne for udfoldelserne, som brugerrådet så fylder ud og planlægger nye tiltag indenfor. Børnene er derigennem med til at bestemme, hvad der skal foregå af aktiviteter i klubben.

Ekstra ressourcer, ekstra timer
Når klubben har børn, der kræver ekstra ressourcer, får klubben ekstra timer stillet til rådighed. Det betyder ikke nødvendigvis, at den ekstra person, klubben ansætter, skal tage sig af barnet eller børnene med handicap. Det kan lige så vel være en af de fastansatte pædagoger, der træder til med hjælp. Eksempelvis var der sidste år en pige, som bl.a. havde behov for hjælp til toiletbesøg, fordi hun er lam i benene. Derfor havde hun en af de faste pædagoger som kontaktperson. Med tiden blev hun mere selvhjulpen, hvorfor det faste antal støttetimer blev skåret ned. Der var dog stadig en pulje af støttetimer, som klubben kunne bruge, hvis hun fx skulle med på en af klubbens ture. Den praktiske hjælp, hun ellers kunne behøve i forbindelse med, at hun sad i kørestol eller brugte krykker, fik hun ofte af sine kammerater, så behovet for støtte fra pædagogerne var ikke stort.

I forbindelse med integration af et handicappet barn har klubben mulighed for at henvende sig til kommunens børn- og ungerådgivning for at få supervision. De kan også henvende sig til relevante handicaporganisationer. Det har klubbens pædagoger dog ikke haft behov for, da de endnu ikke har oplevet, at de har haft en opgave, de ikke kunne magte. Leif Andersen, der tidligere har arbejdet med børn med DAMP, mener også, at det ofte ikke handler om speciel viden at arbejde med børn med et handicap, men at det mere handler om ekstra ressourcer. "Vi gør egentlig ikke noget specielt for ekstra krævende børn andet end at bruge lidt ekstra ressourcer," siger han.

Rent bygningsmæssigt er dele af naturfritidsklubben nyopført, hvor der fra starten af er indrettet et handicaptoilet og sørget for niveaufri adgang via en rampe.

Plads til alle
Både Ole Frimann Hansen og Leif Andersen mener, at klubbens vigtigste pædagogiske projekt er at give klubbens børn den holdning, at der skal være plads til alle, og at det derfor er vigtigt, at man opfører sig ordentligt over for hinanden. Man må også lære at forstå, at alle børn ikke altid kan få lov til de samme ting, og det er her holdningen til, at forskelsbehandling er ligebehandling, kommer ind i billedet. "Alle børn kan ikke det samme, og alle børn kan ikke magte det samme ansvar. Derfor må man have forskellige forventninger til dem og stille forskellige krav," siger Ole Frimann Hansen. Han siger samtidig, at forskelsbehandling ofte kræver forklaring, fordi børnene ikke altid forstår, hvorfor nogle må noget, andre ikke må. Men med forklaring kommer man ofte langt og får skabt en forståelse for, at vi ikke alle sammen er ens.

Dette var fx tilfældet, da klubben havde to børn med Tourette-syndrom (en neurologisk betinget forstyrrelse i hjernen, der resulterer i multiple bevægelser - kaldet tics - der gentages i hurtig rækkefølge, samt ufrivillige lyde). Deres adfærd var ofte svær at forstå for de andre børn, men med tiden og en forklaring fra pædagogerne lærte de at acceptere den og se det som en del af hverdagen. Og det er det, der er fordelen ved at have børn med handicap integreret i en almindelig institution frem for at have en specialinstitution, mener Leif Andersen. "Jeg kan godt somme tider være bange for, at vi får for mange børn, der har vanskeligheder og derfor ender som en specialinstitution. Det synes jeg giver et skævt billede og skaber ubalance, for børn med og uden handicap har godt af at være sammen og lære af hinanden," siger han.

Mange tilbud og udfordringer
"Engen" har mange tilbud til børnene. Tilbud der først og fremmest tager udgangspunkt i naturen. Hver dag har klubben et eller to værksteder åbne, hvor børnene kan komme og deltage i aktiviteter som at smede, arbejde med filt, lære om blomsterbinding og skyde med bue og pil. Derudover er der hver dag café, hvor nogle børn og en pædagog laver mad, kager eller andre ting til klubbens andre børn. Klubben tager ofte på kanoture, og en gang om året arrangerer klubben sammen med naboklubben en uge med middelalder-rollespil, hvor børnene får forskellige roller i et middelaldersamfund, selv syr tøjet og laver våbnene. Klubben har også flere gange arrangeret overlevelsesture og fisketure.

Klubbens pædagoger ser det som en udfordring, at alle børn kan deltage i alle aktiviteter. Nogle aktiviteter kan godt umiddelbart virke utilgængelige for nogle børn med handicap, men her er det holdningen, at man skal se mulighederne frem for begrænsningerne. "Og ofte lykkes det med lidt fantasi og lidt ekstra hjælp," siger Ole Frimann Hansen. Selvfølgelig sætter terrænet visse begrænsninger for tilgængeligheden, men det har indtil videre ikke været et problem, heller ikke for den pige der sad i kørestol.

Det, der til gengæld kan være et problem for klubben, er, at aktiviteterne på stedet kan være for engagerende for børnene. Ole Frimann Hansen og Leif Andersen oplever, at det ofte er lettere for børnene at blive hjemme og underholde sig foran computeren end at komme hen i klubben og deltage i aktiviteterne, for det kræver en del engagement fra dem. "Det er nok den store udfordring for klubberne i dag at konkurrere med computerne. Derfor bliver fokuspunktet for den nye årgang, vi får efter ferien, at lære at være sammen med andre børn og skabe kammeratskaber. Det lærer man ikke ved at sidde foran computeren," siger Ole Frimann Hansen.

Gode råd

Se muligheder frem for begrænsninger.
Vær indstillet på og åben over for at løse de problemer, der opstår i forbindelse med at have børn med handicap i institutionen.
Vær som personale enige om at overskue den udfordring, der ligger i at sige ja til at have børn med handicap.
Hav en sund skepsis over for at tage ansvaret for handicappede børn - drøft i personale gruppen om man kan magte det.
Husk at tingene ofte er nemmere, end man forventer.
Det er vigtigt, at man får den hjælp, der er påkrævet for at kunne løse opgaven.

Klubaften gjorde en forskel

Alle har ret til et ungdomsliv. Unge med handicap har samme behov for at have et ungdomsliv som unge uden et handicap - at være sammen med venner - men de har ikke samme muligheder for at få det.

Retten til et ungdomsliv er blandt andet aktuel for Anders Larsen på 16 år, som har et betydeligt handicap. Hans mor, Jette Larsen, var for nogle år siden med til at gøre Støvring Kommune opmærksom på, at der var brug for et fritidstilbud for hendes søn og andre unge mennesker, som på grund af indlæringsvanskeligheder gik i specialskoletilbud uden for Støvring, og som manglede kontakt til andre unge i fritiden. På initiativ fra forældre og støttepædagoger blev der arrangeret mulighed for, at disse unge kunne mødes til klubaften om onsdagen. Onsdag har den almindelige kommunale fritidsklub lukket, derfor var lokalerne ledige, og der var de relevante faciliteter til rådighed. Klubaftenen for de unge fra specialskolerne var ikke et egentligt selvstændigt tilbud, men en mulighed for at mødes. Der var fem unge, som fik den mulighed, og benyttede sig af den, to piger og tre drenge.

I dag findes muligheden ikke længere, primært fordi de fem unge blev for gamle. Den ene skulle på efterskole, og den anden skulle begynde i klub på sin specialskole, som også var om onsdagen. Tilbage var derfor kun tre af de unge, og det var for få til at holde en klubaften om ugen.

Sådan var det i klubben
I Støvring møder vi de tre drenge, der brugte klubaftenerne, Anders, Martin og Klaus. De er 16 år i dag.

Anders, Klaus og Martin fortæller, hvordan det var at være i klub om onsdagen. De spillede fodboldspil, ofte flere sammen mod Hans, som er Anders' støttepædagog. De "legede" forskellige fantasilege med hinanden eller sad blot i sofaen og talte om løst og fast. Anders synes især det var godt, at der også var piger med i klubben.

"Jeg var alene hjemme hver dag og havde helt glemt, at jeg havde kendt de andre. Men så startede klubben, og så huskede jeg dem igen," fortæller Klaus, som tidligere har gået i skole med Anders og Martin.

Det var vigtigt, at der var en fast dag om ugen, som alle vidste, at de kunne mødes på. Det gjorde det lettere at se hinanden, og det betød også, at de unge blev en del af livet i byen på en anden måde end tidligere.

Et vigtigt venskab
De tre drenge kender hinanden fra de første skoleklasser, hvor de alle tre gik på den lokale skole og var sammen på fritidshjemmet. De har siden skiftet til hvert sit særlige skoletilbud. Martin og Anders har holdt kontakten ved lige, mens Klaus kom længere ud i periferien.

Klaus har indlæringsvanskeligheder. Han går i specialskole og i fritidsordning på skolen. Klaus havde ikke nogen at være sammen med om aftenen, var meget hjemme om aftenen sammen med sin familie og havde som nævnt helt "glemt", at der var nogle andre drenge i Støvring, som han kendte. Derfor var det rart for Klaus, at der kom et klubtilbud onsdag aften.

Martin har ikke et fysisk eller psykisk handicap. Derfor var han egentlig heller ikke en del af målgruppen for det oprindelige klubtilbud. Men han og Anders ses som venner, derfor blev Martin en selvfølgelig del af onsdagsklubben.

Anders har et meget indgribende handicap - både motorisk og mentalt. Og det er et progredierende handicap, som har udviklet sig fra han gik i 1. klasse. Men han er på ingen måde "bagud" i forhold til de andre to drenge, når det gælder om at have mod på livet og interesse for at møde nye mennesker. Selv om han nogle gange ikke kan være aktivt med i det, der foregik i klubben, mener hans mor, at han får meget ud af at være med på sidelinjen. "Bare det at høre, hvad de andre taler om, er også en måde at være med på for Anders."

I dag kommer Martin jævnligt og besøger Anders, og de ser også Klaus ind imellem. Der er ingen tvivl om, at de tre drenge nyder at være sammen. Der er heller ingen tvivl om, at Martin er en vigtig forudsætning for, at det kan lade sig gøre. "Martins venskab er enestående og uendelig vigtigt for Anders, og derfor også for os," siger Jette, Anders' mor. "Det betyder noget at have en ven, og det er tydeligt noget helt andet at være sammen med Martin end med en voksen."

Flere unge kunne være med
Jette var en af initiativtagerne til, at klubaftnerne for de unge kom i stand. Hun overbeviste kommunen om, at der måtte være andre end hendes søn, som kunne have glæde af et lokalt aftentilbud for unge med særlige behov. Og det viste sig at være rigtigt.

To af de unge havde støttepædagog i fritiden, og det praktiske i forhold til klubaftnerne, såsom at åbne for lokalet og være til stede om aftenen, var de to støttepædagogers opgave.

"Det var rigtig godt for de unge, at klubaftnerne blev til noget. Men det var en svaghed, at der ikke blev sat en selvstændig tovholder på. Hvis en af de unge med støttepædagog blev forhindret i at komme betød det, at den anden støttepædagog stod med hele ansvaret," siger Hans, som var en af de to støttepædagoger. Jette er enig i, at klubaftnerne ikke kunne fortsætte sådan, som de var tidligere. Det er rigtigt vurderet af Støvring Kommune, at deltagerne blev for få. Men hun mener, at man godt kunne lave et bredere tilbud, som så også ville være mere stabilt. Der er mange andre børn, der har vanskeligheder, og som, når de bliver lidt ældre, ville have gavn af en ugentlig klubaften med andre unge. Der er brug for en klub, som er indrettet og fungerer på en måde, hvor unge, der er lidt forsigtige, også kan føle sig tilpas. Og det gør den almindelige klub ikke.

Behov for kommunal tovholder
Hvis Jette kunne vælge, skulle der være en tovholder i kommunen med ansvar for at køre et særligt klubtilbud for unge med særlige behov og de lidt mere stille unge. Tovholderen skulle være opmærksom på børn i målgruppen, når de rundede 10-12 år og blev for gamle til fritidshjem. Der skulle laves et klubtilbud for alle - ikke som en klub for de svage, men som udtryk for rummelighed i klubben med fokus på samvær, en lidt mere fredelig atmosfære og personale at tale med og være sammen med.

Anders har mulighed for at komme i en specialklub i Ålborg, men det er et stykke væk, og det er ikke altid, at der er kræfter til den tur om aftenen. Jette forklarer: "Hvis tilbudet lå i Støvring, ville det måske være lettere at komme ud. Så kunne man bare lige tage ned og sige hej og tage hjem igen, hvis det var det, der var brug for."

For de andre drenge vil det give et bedre forhold til de kammerater, der findes lokalt - nemlig hinanden. "Det ville måske være lettere for Klaus at komme på besøg hos Anders en gang imellem, hvis de sås lidt oftere - fx i en klub," mener Jette.

Retten til et ungdomsliv
Som ung med et handicap har man samme behov for et ungdomsliv, som andre har. Man har brug for at komme hjemmefra og at have et formål med at komme ud. "Vi kan se på Anders, at det selvfølgelig er sjovere at gå en tur, hvis den ender på biblioteket eller i klubben, end hvis den går en gang rundt om kvarteret". Og behovet for at møde unge fra det andet køn er en del af det at være ung. Også når man har et handicap. Det er erfaringerne fra de klubaftner, der var en gang.

Hans understreger, at fritidstilbud til unge med handicap handler meget om at give bedre muligheder for at få et godt liv - også senere. Det er vigtigt, at samfundet ikke vælger de unge med funktionsnedsættelser fra i en tidlig alder. "For Anders, som har et meget betydeligt og fremadskridende handicap, er det vigtigt nu og her. Men for Klaus og andre unge handler det om, at man som ung har et langt liv foran sig, hvor man skal finde ud af at fungere i samfundet, med og mod de funktionsnedsættelser man har. Det er ikke en særlig god begyndelse at sidde alene hjemme på sit værelse hver aften i hele sin ungdom. Det er ikke et godt grundlag for at kunne gå ud i verden og finde de venner, man har brug for resten af sit liv. Derfor er det vigtigt at prioritere ungdomstilbud til denne gruppe unge," mener Hans.

Gode råd

Det lokale tilbud er vigtigt.
Kommunens medvirken er vigtig
Målgruppen skal være så bred, at tilbudet er stabilt.
Der skal være en tovholder, som 1) tager kontakt til børnene, når de bliver 10-12 år. 2) sørger for en tryg stemning i tilbudet. 3) gør familierne og sagsbehandlerne opmærksom på, at der findes et fritidstilbud for børn og unge med handicap og andre vanskeligheder.