Udskriv - åbner nyt vindue

Udland: lukket land for handicappede

Udland: lukket land for handicappede

Prolog 

Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige | Næste


Prolog 

Center for Ligebehandling af Handicappede har efter anmodning fra Det Centrale Handicapråd undersøgt handicappedes muligheder for at medtage kompenserende støtteordninger under udlandsophold. Derfor er der i dette projekt blevet sat fokus på handicappedes situation ved rejser til udlandet i forbindelse med studier, arbejde og ferie.

For at afdække barrierer og muligheder på de tre områder er der foretaget en analyse af bestemmelser i udvalgt lovgivning, af udvikling i administrativ praksis efter serviceloven trådte i kraft 1. juli 1998, samt en analyse af øvrig administrativ praksis hos 10 store kommuner og AF-regionernes handicapkonsulenter. Dokumentationen er suppleret med data fra interview, fokusgruppeinterview samt sagsakter, dokumenter og henvendelser fra organisationer, offentlige institutioner og privatpersoner.

Vinklen på undersøgelsen er at se på, hvilke ligebehandlingsproblemer handicappede støder på i de situationer, hvor handicappede ønsker at rejse til udlandet. Med samme ligebehandlingsperspektiv for øje er der blevet set på den stigende internationalisering af samfundet. Vi bliver her i landet mere opmærksomme på, hvad der sker i udlandet, folk fra hele verden kommer hertil, og befolkningen orienterer sig mere i forhold til mulighederne for at bevæge sig uden for landets grænser i forskellige sammenhænge. Vi kan af det samlede rejsemønster se, at folk i stigende grad rejser udenlands i forbindelse med studier, arbejde og fritid. Skal man som handicappet ”leve et liv så nær det normale som muligt” fordrer det en ændring af de retlige rammer, så der bliver mulighed for at medtage handicapkompenserende hjælpemidler under udlandsrejser - i samme omfang som den øvrige befolkning.

En gennemgang af de internationale retskilder har vist, at de ikke yder et gennembrud i handicappedes muligheder for at rejse udenlands på lige vilkår med ikke handicappede.

Undersøgelsen viser, at der er en række problemer i forskellig lovgivning, herunder navnlig serviceloven, aktivloven, kompensationsloven og lov om specialpædagogisk støtte til videregående uddannelser. Problemerne bunder i, at der i lovene er tilknyttet et stramt domicilbegreb, som indeholder et krav om, at en person med handicap skal have helt fast bopæl her i landet for at modtage handicapkompenserende ydelser.

Der er særligt i sociallovgivningen en tidsbegrænsning på handicappedes ret til kompensation under udlandsophold. Det handler om, at handicappede kun kan medtage kompenserende støtte og ydelser under kortvarige ophold i udlandet og kun i ganske særlige tilfælde. Det betyder, at både længden af handicappedes udlandsophold og muligheden for at bevare og få kompensation under udlandsophold er begrænset. Reglerne betyder, at handicappede i mange tilfælde ikke kan tage hjælp med i mere end 14 dage om året til udlandet, og at man som handicappet selv skal betale ekstraomkostninger i form af billetter, ophold og transport, der er forbundet med at have en eller flere hjælpere med til udlandet.

En undersøgelse af Den Sociale Ankestyrelses praksis viser, at kortvarige ophold i udlandet defineres til en varighed på 14 dage om året. Og da kommunerne i undersøgelsen retter sig snævert efter denne tidsgrænse, betyder det, at mennesker med handicap for eksempel ikke har mulighed for at tage på ferie på lige fod med ikke-handicappede, eftersom alt over 14 dage tilsyneladende ikke støttes.

Undersøgelsen  peger også på, at Den Sociale Ankestyrelses praksis under den tidligere bistandslov betød, at det var nemmere for handicappede at bevare en række kompenserende ydelser under udlandsophold. Undersøgelsen viser derfor, at der er sket en stramning i handicappedes muligheder for at medtage støtte og kompensation under ophold i udlandet i forbindelse med serviceloven.

Dette bekræftes også af analysen af administrativ praksis i 10 udvalgte kommuner, fokusgruppemøderne samt personinterviewene.

For at sikre at handicappede får mulighed for at leve et liv med rejser til udlandet på lige fod med den øvrige befolkning, anbefales det i rapporten, at:

  • Udvide tidsgrænsen for studieophold i udlandet, så begrænsningen på maksimalt 1-2 semestre for at medtage revalidering og anden kompensation fjernes.
  • Præcisere kompensationsloven, så det beskrives, hvor længe der kan gives kompensation under et arbejdsrelateret udlandsophold.
  • Præcisere i serviceloven, hvilke merudgifter der kan ydes støtte til i forbindelse med udlandsophold.

Forside | Indholdsfortegnelse | Til top | Forrige | Næste
Center for Ligebehandling af Handicappede Version 1. den 28. Januar 2003
Fremstillet med IT- og Telestyrelsens hjælpeprogram.
URL: http://www.clh.dk/rapporter/udland/index.html