Pressemeddelelse
København 24. februar 2009
Ny tænketank skal genskabe entusiasmen på botilbudsområdet
Kommunerne har med strukturreformen overtaget ansvaret for stort set samtlige de 17.200 botilbud for voksne med funktionsnedsættelse der findes i Danmark. Kommunerne står med en stor udfordring i form af en fejlplaceret og ofte utidssvarende boligmasse. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede (CLH). Men der mangler samtidig en samlet fælles vision for området. Det skal en ny tænketank råde bod på.
I morgen offentliggør CLH sin statusberetning for udviklingen i ligebehandlingen af handicappede i 2008. Den viser blandt andet, at de eksisterende boligtilbud er fejlanbragte i forhold til de aktuelle behov, at kommunerne slås med ventelister, og at der i det hele taget er mangel på boliger. Hver tredje kommune fortæller således, at de mangler boliger til mennesker med funktionsnedsættelser. Samtidig er tilvæksten af nye boliger meget begrænset. Mange funktionsnedsatte får derfor i modsætning til alle andre borgere ikke noget valg med hensyn til, hvor de vil bo og hvordan.
''Selv om det er over ti år siden institutionsbegrebet blev taget ud af lovgivningen, så trives institutionskulturen stadig på botilbudsområdet. Selv nye boliger bygges i store klumper på samme matrikel og visitationen styres mere af ’af de tommepladsers tyranni’ end af borgernes egne ønsker. Der er brug for at gentænke hele botilbudsområdet og der er brug for at få botilbudsområdet på dagsordenen, når der tales om fremrykkede offentlige investeringer og ophævelse af anlægsstoppet'', siger centerleder Mogens Wiederholt i en kommentar til centrets beretning.
Større fokus på brugernes behov
CLH’s undersøgelse viser, at det fortsat er systemets behov og ikke brugernes behov der er i centrum. Borgeren få sjældent mulighed for at vælge mellem flere tilbud og ønsker man f.eks. at bo sammen med sin kæreste, så kan det have årelange udsigter.
''En fornyelse af botilbudsområdet skal derfor primært tage udgangspunkt i en langt større inddragelse af de mennesker, der bor i boligerne. Vi kan ikke blive ved med at planlægge og organisere ud fra hvad der er praktisk og rationelt for systemet, hvis det går på tværs af borgernes behov og ønsker'', fortsætter Mogens Wiederholt
Til at forny tænkningen omkring botilbudsområdet etablerer Det Centrale Handicapråd i løbet af 2009 en Tænketank på botilbudsområdet. Tænketanken kommer til at bestå af en række nøglepersoner med visioner og vilje til at tænke nyt i forhold til handicappedes boligforhold. Resultatet skal være en vision og nye mål for, hvordan man skaber hjem efter beboernes egne ønsker i stedet for institutioner.
Tænketanken skal bidrage til opgøret med institutionskulturen og skabt en vision, som lever op til kravet om reel medbestemmelse og de moderne livsformer, som mennesker med funktionsnedsættelser er en del af.
Tænketanken bliver realiseret med støtte fra Trygfonden.
I CLH’s statusberetningen for 2008 kan man også læse om centrets andre undersøgelser. CLH har bl.a. undersøgt handicaprådenes gennemslagskraft, tilgængeligheden til valg og udviklingshæmmedes adgang til demokrati.
Hvis du ønsker uddybende kommentarer, er du velkommen til at kontakte centerleder Mogens Wiederholt på tlf. 3311 4044 / mobil 2122 6368.
Center for Ligebehandling af Handicappede er en selvejende statslig institution, som arbejder for ligebehandling mellem handicappede og ikke-handicappede. Vi undersøger og dokumenterer forhold, som vanskeliggør handicappedes deltagelse i samfundet. Center for Ligebehandling af Handicappede er sekretariat for Det Centrale Handicapråd.
Det Centrale Handicapråd blev oprettet af Folketinget i 1980. Det er sammensat af repræsentanter for brugerne og myndighederne og rådgiver offentlige myndigheder og overvåger handicapområdet.