Lighedstegn nr. 4, 2005
AF: MOGENS WIEDERHOLT
En mindre gruppe børn har et så svært handicap, at de ikke kan tilbydes pasning og evt. nødvendig behandling i de almindelige kommunale børnehaver. De tilbydes i stedet et amtsligt pasningstilbud i en specialbørnehave.
Selvom det kan diskuteres, om den nuværende geografiske spredning af de eksisterende specialbørnehaver er den rigtige, så er det givet, at specialbørnehaverne ikke kan etableres med samme geografiske tæthed som almindelige børnehaver. For en del af specialbørnehavebørnene vil det derfor være et vilkår, at de hver dag skal rejse et stykke vej for at nå frem til deres børnehave. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad en rimelig transporttid er, hvilken personaledækning der skal være under transporten, og hvilke konsekvenser den lange transporttid må få for åbningstiden i specialbørnehaven?
Center for Ligebehandling af Handicappedes undersøgelse af specialbørnehaver viser, at de spørgsmål bestemt ikke er besvaret tilfredsstillende i alle amter. Nogle synes endda at have opfundet en ny institutionsform: den mobile personaleløse specialbørnehave. Det er helt uacceptabelt! For her udsættes nogle børn for transporttider på op til 1½ time hver vej med en chauffør som eneste personaledækning. Samtidig indregner nogle amter transporttiden i institutionernes åbningstid, så den faktiske åbningstid i selve institutionen bliver meget kort.
I første omgang må amterne som minimum sikre, at transporttiden ikke forlænges unødig af samkørsel. Det er simpelthen ikke rimeligt, at en strækning, der kan tilbagelægges på 30 minutter, kommer til at tage en time for at "optimere kørselseffektiviteten". Så må man sætte to eller tre biler ind. Det er heller ikke acceptabelt, at chaufføren er alene om ansvaret i bilen. Det bør være helt selvfølgeligt, at der også er pædagogisk personale i bilen. Ingen vil drømme om at sende en almindelig udflytter- eller skovbørnehave af sted i bussen uden personalet. Når enkelte amter tilmed betragter kørslen som en del at tilbuddet, burde der naturligvis også være personale til stede.
Resultatet er, at åbningstiden i selve institutionen kan være betydelig kortere end i en almindelig børnehave. Det er ikke givet, at det er i barnets tarv at være meget længe i daginstitution, men det må være forældrenes frie valg - ikke et valg der træffes af korte åbningstider. Forældre, som måtte være så "uheldige" at bo så tæt på deres specialbørnehave, at deres barn ikke skal køre i bil en time eller mere for at nå frem, har jo et indlysende problem. Hvordan får de en almindelig arbejdsdag til at hænge sammen med et pasningstilbud på 35 timer om ugen?
Mogens Wiederholt
Centerleder