Lighedstegn nr. 4, 2010

Ombudsmanden forholder sig til FN's handicapkonvention

I redegørelsen fra Folketingets Ombudsmand for 2009 forholder Ombudsmanden sig for første gang til FN’s handicapkonvention i forbindelse med behandling af to klagesager. I begge sager mener Ombudsmanden, at kravene i handicapkonventionen er opfyldt.

Af Linda Bendix & Lene Maj Pedersen

I 2009 har Folketingets Ombudsmand for første gang behandlet klager, hvor han tager stilling til FN’s handicapkonvention. I Ombudsmandens redegørelse for 2009 om sit arbejde med ligebehandling af mennesker med handicap er der uddrag fra behandlingen af to klagesager, hvor konventionen har været inddraget som argument. Sagerne illustrerer, at det kan blive svært at få indfriet forventningerne til konventionens betydning i konkrete retsafgørelser.

Grundlag for fortolkning

Ombudsmanden konstaterer, at FN’s handicapkonvention ikke er inkorporeret ved lov, men opfyldt i dansk ret. Derved forstås, at handicapkonventionen og dens principper opfyldes i den eksisterende lovgivning. Samtidig indeholder konventionen en række overordnede målsætninger og bestemmelser om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der så vidt muligt skal gennemføres inden for de ressourcer, landet har til rådighed.

Ikke i strid med konventionen

Ombudsmanden har i 2009 modtaget en klage fra forældre til et barn, der lider af infantil autisme og har generelle indlæringsvanskeligheder. Forældrene klager over, at deres barn er blevet visiteret til en specialskole for autistiske børn med indlæringsvanskeligheder. Forældrene ønsker, at deres barn skal gå på en almindelig friskole, hvor barnet kan blive enkeltintegreret efter ABA-metoden. Forældrene mener, at FN’s handicapkonvention giver ret til inklusion i den almindelige skole og henviser til konventionens artikel 24, stk. 2.

Ombudsmanden konkluderer, at henvisningen til specialundervisning ikke er i strid med konventionen, men derimod er i overensstemmelse med konventionen og dens intentioner. Konventionen giver barnet ret til at blive inkluderet i uddannelsessystemet som sådan med henblik på, at der skabes et læringsmiljø, der er relevant i forhold til barnets behov og kompetencer.

Specialundervisningen i folkeskolen gives enten i den almindelige folkeskole eller i specialskole. Begge former for støtte er reguleret i folkeskoleloven. I forbindelse med ratifikationen af konventionen har Folketinget vurderet, at folkeskoleloven lever op til konventionens artikel 24. Om dette er rigtigt eller forkert, kan Ombudsmanden ikke tage stilling til, da han ikke kan behandle sager, som Folketinget har taget stilling til. Endelig peger Ombudsmanden på, at visitation til specialundervisning bygger på en faglig vurdering, som Ombudsmanden heller ikke kan tage stilling til.

Aktivitets- og samværstilbud

Den anden klage vedrører en kommunes afgørelse om opsigelse af en bruger af et kommunalt tilbud. Kommunen har opsagt tilbuddet, fordi kommunen ønsker, at klageren i stedet skal anvende et lokalt aktivitets- og samværstilbud. Begge tilbud er udelukkende målrettet personer med handicap. Klageren mener, at der i afgørelsen ikke er taget hensyn til FN’s handicapkonvention og henviser til konventionens artikel 3a og 19c.

Artikel 3a handler om respekt for menneskets naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg og uafhængighed af andre personer. Men ifølge Ombudsmanden kan man ikke bruge artikel 3 i konkrete sager, idet artikel 3 beskriver de generelle principper i den samlede konvention.

Ombudsmanden henviser til bemærkningerne til artikel 3 i beslutningsforslaget, som ligger til grund for Folketingets ratifikation af handicapkonventionen. Her fremgår det, at konventionens principper er i overensstemmelse med de generelle principper i dansk handicappolitik, som bygger på FN’s Standardregler og kompensations-, sektoransvarligheds-, solidaritets- og ligebehandlingsprincippet. Det betyder, at det er principper, som Danmark ifølge Folketinget allerede følger.

Uanvendelig i den konkrete sag

Ombudsmanden vurderer også, at artikel 19c ikke er anvendelig i den konkrete sag. Ombudsmanden begrunder dette med, at artikel 19c handler om, at samfundets tilbud til den almene befolkning også skal være tilgængelige for personer med handicap. I klagesagen er der tale om et tilbud, der alene retter sig mod personer med handicap.

Yderligere vurderer Ombudsmanden, at artikel 19 falder ind under kategorien af bestemmelser, der skal gennemføres gradvist inden for de ressourcer, der er til rådighed. Her henviser Ombudsmanden til et svar, som socialministeren har givet Folketingets Socialudvalg, hvor ministeren oplyser, at en række økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder bygger på formuleringer i konventionsteksten, som det er vanskeligt at definere præcist. De kan derfor fortolkes mere eller mindre vidtgående og er af den grund vanskelige at anvende i forbindelse med afgørelser i konkrete sager.

Redegørelsen kan læses på Folketingets Ombudsmands hjemmeside www.ombudsmanden.dk (åbner i nyt vindue)