Udskriv - åbner nyt vindue

Nyhedsmagasinet Lighedstegn

Lighedstegn nr. 2, 2009


Nye læsere kan begynde her

 

CO2, klimaproblemer og finanskrise bliver forklaret for usikre voksne læsere på netavisen ligetil.nu. Lighedstegn har mødt en af journalisterne bag siden.

AF METTE DISSING SANDAHL

Næsten en halv million voksne danskere har svært ved at læse en almindelig nyhedsartikel i avisen. Derfor undgår mange helt at læse. Men siden september 2008 har usikre læsere haft mulighed for at læse lettere udgaver af døgnets vigtigste nyheder på hjemmesiden ligetil.nu.

Bag hjemmesiden står Ritzaus Bureau og en projektgruppe bestående af avisredaktører, sprogforskere og to journalister med tilsammen over 40 års erfaring i kommunikation til svage læsere. Den halve million får nu chancen for at gøre som alle andre: Gå på nettet og følge med i nyhedsstrømmen uden at blive stigmatiseret.

Ikke imponerende læsertal

''Man regner med, at der er en halv million usikre, voksne læsere i Danmark,'' forklarer journalist Ulla Søgaard Thomsen fra ligetil.nu til Lighedstegn. Det er efter hendes mening både en ulempe for de svage læsere selv og for demokratiet. Det er lettere at deltage i samfundet, hvis man kan læse. Det er en stor gruppe, som bliver holdt ude. De kan selvfølgelig se tv og høre radio, men det går ofte for hurtigt.

Læsertallene på ligetil.nu er ikke umiddelbart imponerende, når man ved, hvor mange usikre læsere, der findes i Danmark. Men ifølge Ulla Søgaard Thomsen erkender mange usikre læsere simpelthen ikke, at de har et problem. De undgår blot at læse.

Men det bliver sværere og sværere i dagens samfund med manualer og børn, som kræver hjælp til lektierne. Mange usikre læsere eksporterer problemet videre til deres børn ved ikke at kunne hjælpe med lektier.

Derfor er nyheder et oplagt sted at starte. De er almene og alle har interesse i dem, siger Ulla Søgaard Thomsen. ''Nyhedsformidling er en grundlæggende del af et demokratisk samfund,'' forklarer hun.

Hjemmesiden opererer ikke med særlige nyhedskriterier. ''Intet emne er for svært og alt bør i princippet kunne forklares'' siger Ulla Søgaard Thomsen. Men hjemmesiden skriver dog ikke så meget overordnet om finanskrisen, CO2 og klimaproblemer.

Finanskrise er noget af det, der er svært at forklare, reflekterer hun. Det skyldes at finanskrisen er ukonkret og svær at forstå. I stedet skriver journalisterne om konsekvenserne af krisen som rentestigninger og huslån.

Det er også vigtigt at finde cases, som kan illustrere problematikkerne. Men det er ofte et ressourceproblem at skaffe gode cases.

Hvordan støvsuger man politifolk?

Den brede målgruppe gør det i det hele taget svært at skrive nyhederne. For nogle svage læsere kan sagtens forstå abstrakte problematikker, mens udviklingshæmmede for eksempel skal have meget konkrete historier, forklarer Ulla Søgaard Thomsen og nævner overskriften ’Gaderne støvsuget for politifolk’, som hun engang har brugt for at beskrive en strejke blandt politifolk. Den forvirrede en læser, der ikke forstod, hvad støvsugning havde med politistrejken at gøre.

Derfor er det bedst at være konkret med færre forbehold og detaljer. Men det kræver, at skribenten har et stort detaljekendskab, indrømmer Ulla Søgaard Thomsen, for det er en sværere måde at skrive nyhedsartikler på.

En anden udfordring er ikke at farve artiklerne. ''Det kan være svært at forklare noget på en neutral måde uden indirekte at komme til at skrive: ’Kan du se de grimme mennesker, der gør sådan''.

Hvilket håb har du for ligetil.nu for fremtiden?

''At vi finder finansiering, så den kan fortsætte. Men håbet er selvfølgelig, at man som bruger bliver bedre til at læse i og med at man træner og vedligeholder sine færdigheder. For læsning er en evne, man skal vedligeholde,'' forklarer Ulla Søgaard Thomsen.

''Hvis man læser nyheder, får man en bedre forståelse af samfundet og kan deltage i samtaler. Man kan bedre tage stilling til, hvem man vil stemme på til et valg, og som forælder vil man bedre kunne støtte sine børn,'' slutter Ulla Søgaard Thomsen.

Siden får støtte fra Kulturministeriet og TrygFonden til driften. Foreløbig er der penge til en prøveperiode frem til august 2009. Prøveperioden skal vise, om der er behov for ligetil.nu.

FAKTA

Journalisterne bag ligetil.nu står også bag den trykte letlæste avis ’Overblik’, som ud­-kommer ti gange årligt med korte nyheder på let dansk. Læs mere om Overblik på www.paaletdansk.dk

I Belgien, Holland, Norge, Finland og Sverige har man permanente letlæste aviser, som udgives med støtte fra staten.

 

GODE RÅD om hvordan man skriver klart og enkelt:

  • Brug korte, enkle sætninger
  • Brug et aktivt sprog
  • Skriv i nutid
  • Undgå billedsprog
  • Pas på ''ikke'' – skriv hvordan det er, i stedet for, hvordan det ikke er
  • Brug konkrete, korte, dagligdagsord
  • Undgå tomme udtryk
  • Gentag ordene
  • Vær forsigtig med forkortelser
  • Kun de nødvendige tal, da man-ge læsere har svært ved at overskue tal.