Opfølgning på vejledning om helbredskrav ved adoption
Beskrivelse
I forbindelse med den seneste ændring af adoptionsloven i 1999 blev der blandt andet sat fokus på de krav, der stilles til adoptionsansøgeres helbredsmæssige forhold.
Lovforslaget lagde op til en liberalisering af praksis på området, navnlig for så vidt angår betydningen af handicap. Dette skete blandt andet på baggrund af den kritik Center for Ligebehandling af Handicappede havde fremsat af den meget restriktive praksis overfor adoptionsansøgere med funktionsnedsættelser.
I lovforslagets almindelige bemærkninger står, at der bør ske en lempelse af praksis, så personer med handicap i højere grad efter en individuel vurdering vil kunne godkendes som adoptanter.
De nye retningslinjer for adoption opstiller krav om en individuel vurdering af funktionsnedsættelsen og kompensationsmuligheder og sikrer derfor, at der bliver taget udgangspunkt i de enkelte adoptionsansøgeres reelle situation og ikke i en medicinsk diagnose i sig selv.
Dette var en væsentlig og god sikring af, at en funktionsnedsættelse ikke i sig selv er til hinder for godkendelse til adoption.
Der er nu gået en del år siden lovændringen og de efterfølgende retningslinier, og Adoptionssamrådene og Adoptionsnævnet har haft tid til at opbygge en praksisændring. Det Centrale Handicapråd har ikke modtaget henvendelser om sagkyndig bistand i perioden.
Det er meget væsentligt, at man har kendskab til, hvordan lovændringen og de nye retningslinjers vedtagelse har haft indflydelse på vurderingen af sager, hvor en eller begge adoptionsansøgere har en funktionsnedsættelse. Centret vil derfor i samarbejde med Adoptionsnævnet og Danske Handicaporganisationer forsøge, at danne et overblik over praksis på området.
Deltagere:
Periode:
2008