Bygningsreglement 1995 - om tilgængelighedskravene
Bilag
Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige
§ 1. Formålet med dette cirkulære er at
gøre det muligt for bevægelseshæmmede -
herunder kørestolsbrugere og personer med nedsat syn eller
hørelse - at benytte bygninger og anlæg, hvortil
offentligheden har adgang, eller hvor der findes arbejdslokaler,
hvor bevægelseshæmmede vil kunne
beskæftiges.
§ 2. Nye statslige bygge- og anlægsarbejder skal
udføres under iagttagelse af retningslinierne i den
vejledning, der er optrykt som bilag til dette
cirkulære.
Stk. 2. I det omfang, det er foreneligt med den
pågældende lovgivning, gælder det samme for
andre nye bygge- og anlægsarbejder, når der til
arbejdet ydes statsstøtte eller statslig udgiftsrefusion,
når arbejdet iøvrigt helt eller delvis finansieres
over de årlige bevillingslove, eller når vedkommende
styrelse træffer bestemmelse herom.
Stk. 3. Boligbyggeri er ikke omfattet af dette cirkulæres
bestemmelser, jfr. dog § 4, stk. 2.
§ 3. Ejendomme, som af staten købes, lejes eller
ombygges i væsentlig grad, skal i det omfang, det kan ske
uden urimelige omkostninger, udføres under iagttagelse af
retningslinierne i vejledningen.
Stk. 2. I det omfang, det er foreneligt med den
pågældende lovgivning, gælder det samme,
når der til ejendommes køb, leje eller ombygning
ydes statsstøtte eller statslig udgiftsrefusion, når
finansieringen heraf sker helt eller delvis over de årlige
bevillingslove, eller når vedkommende styrelse
træffer bestemmelse herom.
Stk. 3. Boligejendomme er ikke omfattet af dette cirkulæres
bestemmelser, jfr. dog § 4, stk. 2.
§ 4. Boligministeriet henstiller, at cirkulærets
bestemmelser følges for kommunale bygge- og
anlægsarbejder, samt at bestemmelserne følges for
alle sådanne bygge- og anlægsarbejder, hvortil
offentligheden har adgang, f.eks. pengeinstitutter, hoteller,
restauranter, biblioteker, butikker, forlystelsesetablissementer,
sportspladser, parker, gangbroer, veje og stier m.v.
Stk. 2. Boligministeriet henstiller endvidere, at fælles
faciliteter, som udføres i tilslutning til boligbyggeri,
såsom vaskerier, selskabs- og klublokaler, hobbyrum m.v.,
udføres i overensstemmelse med vejledningen i det omfang,
dette er foreneligt med økonomisk projektering.
§ 5. For så vidt angår de i §§ 2 og 3
nævnte arbejder skal den byggende eller støtteydende
styrelse påse, at arbejdet gennemføres i
overensstemmelse med cirkulæret og vejledningen.
§ 6. Tilladelse til at fravige cirkulærets
bestemmelser for de arbejder, der er nævnt i § 2, kan
meddeles af boligministeriet, når opfyldelsen af
bestemmelserne på grund af særlige forhold vil
være urimelig byrdefuld.
Boligministeriet, den 23. marts 1972
Helge Nielsen / Einer Engberg
Boligmin. 3. kt. J.nr. 38.01. 28-11-76495
Vejledningen om bygge- og anlægsarbejders udførelse med hensyntagen til bevægelseshæmmede
1. Nye bygge- og anlægsarbejder, hvortil
offentligheden har adgang, eller hvori der findes arbejdslokaler,
hvor bevægelseshæmmede vil kunne beskæftiges,
skal i passende omfang udføres således, at de kan
benyttes af bevægelseshæmmede - herunder
kørestolsbrugere og personer med nedsat syn eller
hørelse. Hertil vil det ikke altid være
nødvendigt, at alle dele af institutionen opfylder de
nedenstående krav, men blot at der findes
tilstrækkelige lokaliteter, som er tilgængelige for
og kan benyttes af bevægelseshæmmede, jfr. f.eks.
pkt. 4, sidste stk.
2. Eksterne adgangsveje.
Til enhver bygning og ethvert anlæg skal anlægges
mindst een tydeligt afmærket adgangsvej, der er så
kort og regulær som mulig.
I umiddelbar nærhed af denne adgangsvej skal forefindes
parkeringspladser til brug for bevægelseshæmmede.
Hvor adgangsvejen ikke kan anlægges uden niveauforskydning,
må der indrettes rampe med supplerende trappe, udformet som
anført under punkt 3 e. Hvor irregulært
forløb af adgangsvejen ikke kan undgås, skal
gangstien forsynes med håndledere, jfr. pkt. 3 e, sidste
afsnit, fra fortov og parkeringspladser til bygningens
indgang.
Belægningen på adgangsvejen må ikke være
glat eller ujævn, og adgangsvejen, herunder især
eventuelle ramper og trapper, skal, såfremt de ikke er
udført overdækkede, udføres således, at
arbejdet med at holde adgangsvejen fri for sne og is bliver
lettest muligt.
3. Interne adgangsveje til brug for
bevægelseshæmmede.
a. Adgang.
Fra bygningens indgang til de lokaler, hvortil
bevægelseshæmmede kan have behov for at komme, skal
der være adgang i plan med indgangsniveauet eller adgang
ved hjælp af elevator eller rampe med supplerende trappe.
Eventuelle dørtrin må ikke være højere
end 25 mm.
b. Belægning
Interne adgangsveje skal udføres med belægning af
skridsikkert materiale, og overfladen må ikke være
tung eller vanskelig at gå eller køre på.
c. Gange.
Gange skal være tilstrækkeligt brede til den
forventede anvendelse og mindst 1,4 m brede.
d. Døre.
For døre, herunder elevatordøre, fastsættes
følgende bestemmelser: Til hvert lokale, hvor der ikke er
automatisk virkende døre, skal der være mindst een
dør, som kan åbnes på traditionel måde
(almindelig sidehængt dør eller skydedør),
selv om der desuden er adgang gennem karrusseldøre,
svingdøre eller andre døre, som vanskeligt kan
betjenes af bevægelseshæmmede. Dørene skal
være lette at lokalisere og åbne og skal have en
bredde mindst svarende til DS 1028.2, byggemål 9 M.
Dørhåndtag skal være lette at betjene f.eks.
udført som ensidig vægtstangsarm.
Dørhåndtag skal, hvor døren åbner imod
den gående eller kørende, være anbragt mindst
50 cm fra nærmeste lodrette afgrænsning
(tværgående væg).
Automatisk virkende døre, herunder elevatordøre,
skal gives tilstrækkelig langvarigt åbningsinterval
til, at bevægelseshæmmede uden besvær kan
benytte dem.
Udføres døre som rammeløse glasdøre
eller med glasfyldninger, skal dørene afmærkes
tydeligt.
Døre (herfra undtaget døre i flugtveje) skal
åbne ind i det rum, hvor der er bedst plads (ikke
nødvendigvis det største rum).
Skraberiste m.v. skal udføres i henhold til dansk standard
1072 og bør fortrinsvis placeres i forbindelse med
dør eller anden markeret adskillelse. Måtter skal
være forsænkede eller skal være udført
af tyndt og skridsikkert materiale.
e. Ramper og trapper.
Ved en rampe forstås i det efterfølgende et
køre- eller gangplan med en hældning på mere
end 1:25. En rampe må ikke udføres stejlere end 1:12
og bør så vidt muligt ikke udføres stejlere
end 1:20. Ramper skal forsynes med håndliste i begge sider
i en højde over rampen på ca. 90 cm, og hvor der ved
den afgrænsning opstår niveauforskydning, skal den
forsynes med rækværk. Rampens bredde skal være
afpasset efter færdslen og må ikke være mindre
end 1,4 m.
Brede ramper skal opdeles med en eller flere
håndlister.
Ramper, der er længere end 10 m, skal mindst for hver 10 m
forsynes med repos, der i gangliniens retning er mindst 1,4
m.
Ved en rampes begyndelse og afslutning skal der være afsat
vendeplads for kørestole, mindst 1,4 m X 1,4 m.
Ramper skal suppleres med trapper.
Trapper skal udføres med en stigning på højst
15 cm og en grund på mindst 30 cm. Trapper skal forsynes
med håndliste i begge sider anbragt 90 cm over trinforkant.
Trinforkanter skal udføres plant med stødtrin. En
trappes eller rampes begyndelse eller afslutning skal markeres
på en måde, som let opfattes af en person med nedsat
syn, f.eks. ved ændring af overfladebelægning
og/eller kontrastfarve.
Håndlister skal være lette at gribe fat om og finde
støtte ved og skal udføres med et cirkulært
tværsnit, diameter 30-35 mm, eller som afrundede flade
lister med længste akse i det horisontale tværsnit og
med perimeter højst 120 mm. Ved valg af
overfladematerialet skal meget glatte materialer undgås;
ved udendørs anlæg skal materiale, der er
særlig påvirkeligt fr varme og kulde, undgås.
Håndlister skal i gangliniens retning føres 50 cm
foran ramper og 30 cm foran trappers udgangspunkt.
En håndlistes forløb skal være jævnt og
må ikke afbrydes ved niveau- eller
retningsændringer.
f. Elevatorer.
Elevatorer skal udformes på en sådan måde, at
en kørestolsbruger kan betjene og anvende dem uden
hjælp fra anden person. Der skal foruden plads til
kørestol også være plads til ledsager.
Elevatorens igangsætning og standsning skal foregå i
jævn og blød bevægelse. Eventuelle fotoceller
skal placeres således, at elevatoren aktiveres ved passage
af kørestole.
Betjeningsknapper må ikke anbringes lavere end 90 cm eller
højere end 120 cm over gulv.
Der må være tilstrækkelig tid til, at en
bevægelseshæmmet person kan betjene elevatoren.
4. Toiletrum og garderoberum.
Følgende krav skal opfyldes for toiletter og garderober
for bevægelseshæmmede: En kørestolsbruger skal
kunne anvende rummene og uden hjælp benytte håndvask,
w.c., spejl, håndklæde m.v. Dette indebærer
bl.a., at rummene må udformes uden dørtrin, og at
der i eventuelt forrum må være en fri afstand
på 1,3 m, således at en kørestol uhindret kan
passere gennem dette.
I toiletrum skal der være en fri afstand fra
w.c.-sædets og håndvaskens forkant på 1,1 m og
en fri afstand på 1,3 m, således at en
kørestol uhindret kan passere gennem dette.
I toiletrum skal der være en fri afstand fra
w.c.-sædets og håndvaskens forkant på 1,1 m og
en fri afstand fra w.c.-sædets ene side på 0,80 m.
På den anden side af w.c.et skal der være anbragt en
håndvask, således at den, der benytter w.c.et, kan
nå håndvasken, haner, sæbe og
håndklæder. Skylleanordninger og toiletpapir skal
ligeledes være anbragt inde for rækkevidde.
W.c.-sædets overkant skal anbringes 48-50 cm over gulv.
Håndvask skal anbringes 78-80 cm over gulv. Ved w.c.et og
håndvasken skal være anbragt vandrette og lodrette
håndgreb på væg til brug for
kørestolsbrugere og personer med nedsat
bevægelighed.
Dør til w.c.-rum og til eventuelt forrum skal kunne
åbnes udefra med nøgle, selv om rummet angives at
være optaget.
I garderoberum skal der være tilstrækkelig plads til,
at en kørestolsbruger kan vende kørestolen og kan
åbne eventelle døre til garderobeskabe.
Garderobeinventaret skal udformes således, at en
kørestolsbruger kan benytte det uden hjælp fra
andre.
Såfremt bygningen, når denne tages i brug, ikke for
tiden påregnes anvendt af bevægelseshæmmede
personer, skal dog mindst 1 toilet og mindst 1 garderoberum
udformes således, at det kan gøres egnet til brug
for bevægelseshæmmede, som eventuelt senere vil
søge beskæftigelse i bygningen.
5. Installation.
Primære el-afbrydere skal anbringes let tilgængeligt,
90-120 cm over gulv. Lyskontakter af sekundær betydning,
kontrolgreb for varme, ventilation m.v. skal anbringes let
tilgængeligt 40-120 cm over gulv.
Elevatorknapper og primære el-afbrydere skal være
selvlysende eller på anden måde lette at
lokalisere.
Hvor der opsættes en mønttelefon, nødtelefon,
brevkasse, billetautomat m.v., skal den placeres på en
sådan måde, at den kan anvendes af
bevægelseshæmmede, herunder
kørestolsbrugere.
Opsættes flere af de nævnte installationer, skal
mindst 1 installation placeres som foran nævnt.
Også ved opsætning af parkometeranlæg må
det sikres, at disse i rimeligt omfang er tilgængelige for
bevægelseshæmmede.
I større forsamlings- og mødelokaler samt ventesale
skal opsætning af teleslyngeanlæg forberedes.
Det skal overvejes, hvorvidt anvisninger og signaler bør
indrettes både visuelt og auditivt. Dette gælder
især eventuelle alarmsignaler.