Kolofon og indholdsfortegnelse fra trykt udgave

Ansvarshavende redaktør:
Centerleder Mogens Wiederholt

Layout og redaktionel bearbejdelse:
Informationsmedarbejder Casper Hollerup

Forsidefoto: Stuart McIntyre/BAM
Oplag: 2400
ISBN 87-90346-96-3
ISSN 1398-215X
Tryk: Scanprint a/s
 

INDHOLD

Forord 7

Verdens uforudsigelighed 9

Befordring 10
Den sammenhængende rejse 13
Ledsagelse ved befordring 18
Befordring til arbejde, uddannelse, behandling og fritidsaktiviteter 19
De individuelle kørselsordninger 22
Taxikørsel 25
Nyt fælles elektronisk billetteringssystem 26

Kommunernes handicappolitik 29
Information til kommunerne 30
Kommunernes samarbejde med handicaporganisationerne 30
Kommunernes fritidstilbud til børn og unge med handicap 33
Personalekvalifikationer i de amtslige botilbud 37

Uddannelse 41
Grundtakstfinansieringen 41
Tilgængelighed til uddannelsesinstitutioner 41
Voksen- og efteruddannelse 42
Sektoransvar på de videregående uddannelser 43
Modersmålsundervisning i den vidtgående specialundervisning 43

Arbejdsmarkedet 47
EU's rammedirektiv om ikke-diskrimination 48
Arbejdsredskaber og arbejdspladsændringer 49
Beskæftigelse på særlige vilkår 49

Informationsaktiviteter 53
 

Forord

SOM LED i det arbejde afgiver Centret - via Det Centrale Handicapråd - hvert år en statusberetning over ligebehandlingen af handicappede til socialministeren. Center for Ligebehandling af Handicappede har hermed fornøjelsen af at præsentere den ottende statusberetning. I år er temaerne: befordring, kommunernes handicappolitik, uddannelse og arbejde. Til sidst i beretningen omtaler vi Centrets informationsaktiviteter.

VORES STATUSBERETNINGER har traditionelt fokuseret meget på afrapporteringen fra de dokumentationsarbejder, Centret har afsluttet i årets løb. Det gør beretningen stadig, men som noget nyt har vi i kapitlet om information gjort væsentlig grundigere rede for Centrets informationsaktiviteter end tidligere, så beretningen giver et mere dækkende billede af Centrets samlede aktiviteter.

VI GIVER ikke nogen entydig status over ligebehandlingen i form af en simpel karakter på 13-skalaen. Og det vil næppe give mening at forsøge at give en sådan karakter. Centrets status har derimod karakter af punktnedslag på de områder i samfundet, hvor vi med sikkerhed kan sige noget om ligebehandlingen, fordi vi har foretaget analyser eller gennemført dokumentationsopgaver inden for de pågældende områder.

ÅR FOR ÅR har vi siden Centrets start i 1993 oplevet, at beretningen er vokset i omfang. Samtidig har beretningerne haft en tendens til at blive mere "tekniske" i deres stil: mange tabeller, søjlediagrammer og procentsatser. Det gik ud over læsbarheden.

DERFOR HAR vi i år besluttet at gøre beretningen kortere og gøre afrapporteringen fra de enkelte projekter mindre omfattende og mere artikelagtig. Vi har fjernet tabellerne og har kun taget de mest nødvendige procentsatser med. Det er forhåbentlig med til at gøre beretningen mere læservenlig og mindre tung. Men det ændrer naturligvis ikke ved, at der fortsat ligger en omfattende dokumentation til grund for de enkelte artikler i beretningen. Den fulde afrapportering fra de enkelte analyse- og dokumentationsprojekter finder man på Centrets hjemmeside www.clh.dk

Beretningen er redigeret færdig i oktober og november 2001 for at kunne godkendes i Centrets bestyrelse og blive behandlet i Det Centrale Handicapråd med henblik på offentliggørelse i januar 2002. Det betyder, at beretningen er skrevet færdig parallelt med folketingsvalget og dannelsen af den nye regering. Institutionsnavne og ressortfordelinger kan således være ændret i forhold til beretningens formuleringer.
 

Verdens uforudsigelighed

Både regeringen og mange myndighedsorganisationer har siden da været optaget af at genvurdere de systemer, som skal forebygge nye terrorangreb og udbygge og forstærke de foranstaltninger, der skal træde i funktion, hvis katastrofen rammer os. En gennemgribende analyse af det civile beredskab er blandt de skridt, myndighederne har annonceret.

Center for Ligebehandling af Handicappede har i 1999 og 2000 gennemført analyser af det offentlige beredskab over for handicappede i tilfælde af katastrofer. I statusberetningerne fra samme år peger vi på en række problemer med varslings- og evakueringsberedskabet, som kræver nærmere eftersyn.

Med de aktuelle hændelser i erindring er det ikke blevet mindre aktuelt af få gennemgået varslingsberedskabet over for bl.a. døve og hørehæmmede samt evakueringsberedskabet i forhold til handicappede borgere i almindelighed og handicappede borgere, som bor i offentlige botilbud, i særdeleshed. Centrets analyser viste, at de eksisterende vejledninger om for eksempel evakueringsplaner og brandsyn ikke er ajourført i forhold til de omfattende ændringer, der er sket i sociallovgivningen de seneste år.

Mediernes dækning af de tragiske hændelser i USA og Afghanistan har samtidig sat fokus på informationsformidlingen til en række handicapgrupper, når sådanne usædvanlige begivenheder indtræffer. Både den 11. september og den dag USA iværksatte gengældelsesangrebene på styret i Afghanistan, suspenderede de to danske public-service tv-stationer deres normale sendeflade og sendte direkte nonstop nyhedsdækning fra situationen.

Selv om det - for Danmarks Radios vedkommende - indebar, at man sløjfede nyhedsudsendelsen på tegnsprog for døve, så var der ingen af de to tv-stationer, der på noget tidspunkt foretog sig noget i et forsøg på at sikre, at døve og hørehæmmede fik relevante oplysninger om situationen.

De to tv-stationer kunne som minimum havde sikret sig, at der med mellemrum i løbet af dagen blev givet nyhedsresumeer, som var både tekstet og tegnsprogstolket. Det de to tv-stationer praktiserede var en uacceptabel og uansvarlig forvaltning af deres public service-forpligtelser.

Den indlysende konsekvens må være, at kulturministeren pålægger DR og TV 2 at indgå en beredskabsaftale med de relevante institutioner, så man fremover rutinemæssigt vil kunne iværksætte et nødberedskab, som sikrer et minimum af informationer - også til de borgere som ikke kan høre de normale tv- udsendelser.

Befordring

Problemer i den samlede rejse
Moderne teknologier har ganske vist bevirket, at en række aktiviteter og funktioner, som vi tidligere var tvunget til at flytte os efter, i dag kan klares hjemmefra via telefon, Internettet og tv. Det er teknologier, som på mange områder har bidraget til handicappedes integration, velfærd og livskvalitet. Men det må aldrig gøres til et argument imod handicappedes adgang til befordring. Et "almindeligt", engageret og aktivt liv forudsætter, at man kan komme omkring.

Derfor skal handicappede have nøjagtig samme adgang til befordring som enhver anden borger i dette land. Handicappedes ligestilling i samfundet er helt afhængig af, at alle eksisterende transportmuligheder er tilgængelige, eller - hvor det er nødvendigt - at der etableres og tilbydes relevante og kompenserende alternativer i form af et mere individuelt tilrettelagt befordringstilbud. For eksempel økonomisk støtte til "køb" af individuel befordring og en mere lempelig bevilling af lån til biler, hvor det vil være den relevante kompensation.

For at kunne tale om tilgængelig befordring for handicappede må man se og forstå handicappedes befordringsproblemer i en meget bred sammenhæng. Det er ikke tilstrækkeligt alene at tænke tilgængelighed som tilgængelighed til selve transportmidlet. Det er afgørende, at tilgængelighedsperspektivet forstås bredt, som et begreb der omfatter den samlede rejse, det samlede befordringssystem og alle transportformer. Herunder også rejseplanlægningen, adgangsvejene til og overgangene mellem de forskellige transportfaciliteter og transportformer for personer med meget forskellige funktionsnedsættelser. Handicappedes adgang til befordring er ikke blot et transportproblem, men et langt mere sammensat og komplekst tilgængelighedsproblem. Det omfatter alle dele af processen fra at tanken om at begive sig på vej fødes, til man er hjemme igen.

Upåagtet ligebehandlingsproblem
Der har i adskillige år og ved flere lejligheder været fokus på handicappedes transportmuligheder. Det stigende fokus på handicappedes integration og ligestilling har også ført til en øget fokusering på handicappedes befordringsbehov og -muligheder. Erkendelsen af, at der er behov for en ganske massiv indsats på transportområdet, kommer meget klart til udtryk i Folketingsbeslutning B 137 fra 12. maj 1987 om forbedring af trafik- og adgangsforhold. Heri understreges det, at der er behov for en målrettet indsats for at forbedre befordringsmuligheder for handicappede.

Blandt de mere omfattende initiativer, som har sit udspring i B 137, er bl.a. etableringen af de individuelle kørselsordninger i 1992 og 5 X 50 millioner-puljen (1991-1995) til forbedringer af tilgængeligheden i rute- og bybuskørslen. 50 millioner-puljen har bl.a. finansieret en stor del af de første lavgulvsbusser og kørestolslifte på busser, som har ruter på over 100 km.

På trods af disse og andre initiativer, som har bidraget positivt til handicappedes adgang til transportsystemet, er det Centrets klare opfattelse, at handicappedes adgang til befordring udgør et stort og i nogen grad upåagtet ligebehandlingsproblem. Det er symptomatisk, at vi skal noget nær 10 år tilbage for at se større initiativer, som har handicappedes adgang til befordring som overskrift. Vi har i mange år overset og underprioriteret befordringsproblemet. Vi har fokuseret på handicappedes adgang til uddannelse, på handicappedes adgang til arbejde og behandling. Men vi har i alt for begrænset omfang fokuseret på, hvordan man kommer derhen: Kommunen visiterer til et fleksjob, men afslår støtte til transporten frem til arbejdsstedet.

Transportsystemet hænger ikke sammen
Resultatet er, at vi står med et transportsystem, som ikke hænger sammen og generelt er dårligt tilgængeligt for handicappede. Et transportsystem:
som byder på store fysiske barrierer i form af dårlige adgangsforhold til både terminaler og rullende materiel,
som byder kørestolsbrugere plads i togs transitområder blandt barnevogne og bagage,
hvor der ikke er plads til spontanitet på grund af kapacitetsproblemer,
hvor der ikke er plads til spontanitet, fordi enhver rejse kræver lang forudgående planlægning og meget lange bestillingshorisonter,
hvor overgangene fra en transportform til en anden er uigennemtænkt i forhold til handicappedes behov,
hvor informationstilgængeligheden er dårlig og uigennemtænkt i forhold til høre- og synshandicappede,
som alt for ofte ikke tager ledsagelsesproblemstillingen tilstrækkelig alvorligt,
som sidst men ikke mindst prioriterer handicappedes befordring så lavt, at tilliden til systemet er meget ringe hos handicappede brugere. Frygten for, at de tekniske foranstaltninger ikke virker eller ikke er der, eller at den nødvendige personhjælp ikke er til stede, og man derfor ufrivilligt bliver blikfang, udgør en psykisk barriere, som i visse situationer kan være lige så begrænsende som de fysiske barrierer.

Det er baggrunden for, at Center for Ligebehandling af Handicappede besluttede at sætte handicappedes befordringsmuligheder højest på dagsordenen i 2001. Centret har således gennem analyse og dokumentation set på seks temaer, som på hver sin måde og med hver sin tilgangsvinkel belyser nogle af de problemer, som er forbundet med handicappedes befordring.

Med udgangspunkt i de seks temaer opfordrer Centret til, at regeringens ministerudvalg for handicapområdet sætter et særligt fokus på befordringsområdet. Området er i meget høj grad tværgående. Dels fordi befordring i sagens natur handler om at binde sammen, dels fordi stort set alle sektorer har "en aktie" i en eller anden form for befordringsordning - og det er desværre langt fra altid, at de spiller sammen.

De seks temaer, som Centret har set på, er gennemført under overskrifterne:

Den sammenhængende rejse
Vi ved erfaringsmæssigt, at overgangene mellem de forskellige trafikformer kan være vanskelige. Vi ved også at planlægningskravene er store. Men på trods af grundige forberedelser viser det sig ofte, at virkeligheden er en ganske anden, når man når frem. Gennem to konkrete rejser foretaget af henholdsvis en kørestolsbruger og en blind belyses de problemer, som ligger før og under rejsen.

Ledsagelse
Et af de tilgængelighedsproblemer, som Centret hyppigt er blevet gjort opmærksom på, er adgangen til at have ledsagelse under rejsen. Mange handicappede har behov for ledsagelse for at kunne benytte den ordinære offentlige transport. Centret gennemførte derfor allerede i 2000 en omfattende analyse. Analysen viser, at reglerne og mulighederne for at medtage ledsager er meget uensartede både for så vidt angår de forskellige handicapgrupper og betalingsvilkårene.

Befordringsordninger
Der findes i forskellig lovgivning ganske mange forskellige ordninger, som tilbyder befordringshjælp eller -godtgørelse. Men supplerer de hinanden, eller er der huller? Centret har analyseret forskellige regelsæt og fundet en række befordringsordninger, der ligger som små øer med hver deres særlige og specifikke formål, men der er alt for meget vand og ingen broer mellem øerne.

De individuelle kørselsordninger
De individuelle kørselsordninger indgår som en væsentlig brik i ligebehandlingsbestræbelsen i den kollektive transport. Bevægelseshæmmede, som ikke er i stand til at benytte den ordinære kollektive trafik, tilbydes gennem de individuelle kørselsordninger et alternativ til den kollektive befordring. Centret har imidlertid siden 1994 igen og igen dokumenteret, at kørselsordningerne ikke lever op til hverken lovgivningen eller princippet om ligebehandling. Trafikministeriet har bebudet en revision af ordningerne, og derfor har Centret i 2001 gennemført en ny analyse. Analysen viser, at der stort set er de samme mangler i dag som i 1994.

Taxikørsel
Kørestolsbrugere kan som enhver anden have behov for at tage en taxi hjem fra en fest eller andet, når man bliver overrasket af et regnvejr, eller hvis bilen svigter. Problemet er imidlertid, at lovgivningen åbner mulighed for, at der kan fastsættes en ekstra høj takst, som gælder, når kørestolsbrugere kører med lifttaxi.

Nyt billetteringssystem på vej
Nye elektroniske muligheder åbner for nye og mere fleksible billetteringsformer. Det gælder ikke mindst den nye betalings- og kreditkortteknologi, hvor det "gamle" magnetkort erstattes af chipkort, som virker uden man fysisk fører kortet gennem en betalingsautomat. Teknologien rummer store muligheder set ud fra et handicapperspektiv. Men vil man benytte dem, eller risikerer vi et nyt system, som vil besværliggøre handicappedes brug af den kollektive trafik?
 

Den sammenhængende rejse

For at holde fast i det sammenhængende perspektiv har det været vigtigt ikke alene at se på den fysiske tilgængelighed til selve transportmidlet. Vi har også set på handicappedes muligheder for at bestille billet, muligheden for at komme fra hjemmet til transportmidlet og på de overgangsproblemer, der kan være ved skift fra et transportmiddel til et andet. Forudsætningen for at kunne rejse er, at hele den lange kæde af faktorer, der skal til for at en rejse kan gennemføres, hænger sammen. Først når det er tilfældet, kan man tale om, at handicappede ligebehandles med andre i den kollektive trafik.

To rejser
For at være sikker på at få kortlagt en variation af problemstillinger, har Centret valgt at gennemføre to forskellige rejser. Den ene blev gennemført af en person, der er blind, og den anden blev gennemført af en person, der er kørestolsbruger. Disse to rejser danner udgangspunkt for en gennemgang af de problemstillinger, der kan opstå for disse to handicapgrupper. Havde vi valgt at gennemføre rejserne med personer fra andre handicapgrupper som fx døve, ordblinde eller sindslidende var vi stødt på andre problemstillinger. Det skal ligeledes understreges, at vi kunne have valgt områder i Danmark, hvor det ikke ville være muligt at komme med fx bus eller tog, fordi stationerne eller bussen ikke er tilgængelige. Her ville en taxi have være den eneste løsning. De to rejser, Centret har gennemført, er illustrationer af, hvordan en rejse kan foregå i praksis. Derfor ville det ikke give nogen mening at vælge destinationer, som på forhånd var kendt som utilgængelige.

Rejseruterne
Kørestolsbrugeren rejste med S-tog til Københavns Hovedbanegård og derfra med fjernbus fra København til Ålborg via Mols-linien. Kørestolsbrugeren kørte med bybus i Ålborg og med tog tilbage til København, hvor hun blev afhentet af HT's Handicaptransport og kørt til sit hjem.

Den blinde rejste med tog fra København til Vejle. Derfra med rutebil til Grindsted, hvor der var skift til en anden rutebil mod Billund Lufthavn. Herfra gik turen med indenrigsfly til Kastrup. Turen sluttede med taxi-kørsel fra lufthavnen til Københavns Hovedbanegård

Rejserne blev gennemført, men…
Det var faktisk muligt at gennemføre begge rejser. Men man kan diskutere, om måden de blev gennemført på var værdig for deltagerne.

Både for kørestolsbrugeren og den blinde gælder det, at de ikke kan optræde lige så anonymt som de øvrige passagerer. Begge personer var under rejserne på flere tidspunkter helt afhængige af andres hjælp - og dermed "offer" for ekstra opmærksomhed. Det kræver selvtillid og overskud at være genstand for andres blikke - og det samme gælder for at kunne bede om andres hjælp, også når det er femte gang samme dag.

Et af de andre problemer vi mødte gentagne gange var, at medarbejdere og medpassagerer ofte tiltalte handicaphjælperen frem for at henvende sig direkte til den handicappede. Det virker stærkt provokerende og umyndiggørende.

Begge rejser var præget af usikkerhed for de to rejsende. Selvom alt var nøje planlagt hjemmefra, er det altid et usikkerhedsmoment, om den aftalte hjælp er der, og om den fysiske tilgængelighed er som beskrevet.

Selv om der for de ovennævnte problemers vedkommende er tale om "bløde" problemstillinger, så er det problemstillinger, som for den enkelte er så ubehagelige, at det er fuldt ud tilstrækkeligt til, at man overvejer sin rejse mere end én gang.

Utilgængelige informationer og dårlige planlægningsværktøjer
For begge rejser gælder, at tilgængeligheden til de relevante hjemmesider og tilhørende oplysninger ikke er tilstrækkelig. De to rejsende havde ikke mulighed for at bestille rejsen direkte på hjemmesiden eller orientere sig i Rejseplanen (DSB's og amternes elektroniske rejseplanlægningsværktøj). Det skyldes dels, at nogle af hjemmesiderne ikke er tilrettelagt, så de kan anvendes af synshandicappede, dels at der ikke er mulighed for fra hjemmesiderne at bestille den særlige hjælp, som handicappede kan have brug for under befordringen. Endelig er der ikke i Rejseplanen taget højde for, at kørestolsbrugere fx kun kan benytte lavgulvsbusser eller busser med lift, ligesom den ikke oplyser om, at det kun er på udvalgte stationer, DSB yder handicapservice.

Fysiske barrierer
Den fysiske tilgængelighed er et problem i forhold til transportmidlerne. Kørestolsbrugeren er eksempelvis afhængig af, at der er personale til stede på perronen, så man kan komme af og på toget ved hjælp af en lift, eller at den lokale bus er en lavgulvsbus eller har lift eller rampe.

For den blinde er det især overgangen mellem to transportmidler, der er et problem. Kommer den blinde med tog eller fly, er der mulighed for at bestille personlig assistance fra transportmidlet og ud til fx bus eller taxi. Men det er ikke muligt at bestille personlig assistance fra eksempelvis bussen og ind i lufthavnens transithal.

I det følgende beskrives fire udvalgte episoder fra de to rejser. Det er selvfølgelig vigtigt at gøre opmærksom på, at det er enkeltstående oplevelser fra de to rejser. Men med vores viden om, hvad blinde og kørestolsbrugere typisk kan opleve, når de rejser, så er der tale om episoder, som bestemt er oplevet før.

Episode 1: „Toilettet virker desværre ikke"
På togturen tilbage fra Ålborg til København oplevede kørestolsbrugeren, at handicaptoilettet var ude af drift. Ifølge togpersonalet havde der ikke været tid til at reparere toilettet inden afgang. Togpersonalet vidste allerede, da kørestolsbrugeren stod på toget, at handicaptoilettet var ude af drift, men valgte tilsyneladende at se det som noget, man må leve med som passager.

Den holdning kan man måske forstå, hvis der havde været tale om et almindeligt toilet, hvor passagererne kan vælge mellem flere toiletter. Men i den aktuelle situation er der tale om det eneste handicaptoilet i toget. Og da personalet ved, at man har en kørestolsbruger som passager, så vælger man faktisk at bringe passageren i en situation, hvor han eller hun ikke kan komme på toilettet i fem timer!

Andre passagerer har mulighed for at finde et andet toilet i toget, eller i yderste nød at stå af toget og tage med næste afgang. Men de muligheder har kørestolsbrugeren ikke. Der er kun ét handicapegnet toilet pr. togsæt, og da dørene mellem vognsættene er for snævre til, at en kørestol kan køre gennem gangen til den næste togvogn, er der ikke mulighed for at benytte et andet toilet. Der er heller ikke mulighed for at stå af toget, før man når frem til den oprindelige destinationsstation, hvor lift og personale er klar til at assistere.

Vi ved ikke, hvor ofte toiletterne er ude af drift. Men taget i betragtning hvor stort et problem den enkelte rejsende kørestolsbruger efterlades med, burde det være standardprocedure, at toget ikke kører med et defekt handicaptoilet. Er det umuligt at få toiletforholdene bragt i orden, må personalet som minimum orientere kørestolspassageren om, at toilettet er ude af drift, så brugeren har muligheden for helt at undlade at tage toget.

Der findes ikke nationale regler der foreskriver, at der skal være et handicapegnet toilet i togvogne. Der findes internationale vejledende regler om toiletforhold (også handicapegnede toiletter) i togvogne. DSB har oplyst, at man følger disse regler. I de IC3- og IR4-tog, der er indkøbt i de sidste 10 år, har der været krav om et handicapegnet toilet, og i de nye kommende IC4-tog vil der også være handicapegnede toiletter.

Generelt kan kørestolsbrugere, der rejser med bus, tog osv., ikke være anonyme og slappe af på samme måde som andre passagerer. Man sættes hele tiden og oftest ufrivilligt i centrum, hvis noget ved transportmidlet ikke fungerer eller forsinkes af ens tilstedeværelse. I dette tilfælde levede busselskabets liftsystem og chaufførens service op til lovens krav. Men der var stress på for at overholde tiderne, nu hvor en kørestol skulle bugseres ind i bussen, og der skulle flyttes frem og tilbage med sæderne for at gøre plads. Alt dette gav ekstra ufrivillig opmærksomhed til kørestolsbrugeren fra de andre passagerer.

Busselskabet anvender to forskellige færger via Mols-linien afhængig af hvornår på dagen, man kører. Busselskabet opfordrer på deres hjemmeside til, at gangbesværede vælger afgange, hvor bussen kører ombord, i stedet for afgange med den færge, hvor buspassagererne selv skal gå ombord. Men hjemmesiden oplyser ikke, hvilke afgange kørestolsbrugere bør benytte. Den rejsende fik at vide, at hun ikke som ønsket kunne komme hjem fra Ålborg med fjernbus, da den benyttede bus ikke har lift ombord. Ergo måtte hun i stedet tage toget hjem til København og køre i bus til Ålborg.

En kombination af færgens indretning og bussens størrelse betød, at bussen ikke kan holde ud for en elevator, der kan bruges af kørestolsbrugere. Derfor måtte hun sættes af på færgelejet, køre i kørestolen op ad den udvendige bilrampe, ind på bildækket og videre ind af en mellemgang til passagerdækket. Men bilramper er lavet til biler, som ikke har samme hældningsgrænser som kørestole (se foto).

Til- og frakørslen var mulig, men absolut ikke behagelig. Den rejsende syntes ikke om den måde at komme ombord på - en måde som adskiller sig væsentligt fra de andre buspassagerers ombordstigning. Hun følte sig udstillet og fandt det ikke værdigt at blive "læsset" af på færgelejet, inden bussen kørte ombord, for derefter at blive vist op ad bilrampen.

Der findes ikke krav om, at gamle færger skal være tilgængelige for bevægelseshæmmede buspassagerer. Søfartsstyrelsen har udstedt regler om tilgængelighed for kørestolsbrugere på nye skibe. Nye skibe skal "så vidt muligt" være tilgængelige for kørestolsbrugere, og der skal være mindst ét handicaptoilet (teknisk forskrift nr. 10 af 18. august 2000).

Ved Billund lufthavn var der hverken ledelinier eller assistance, som kunne hjælpe den blinde fra bussen til indenrigshallen. Det viste sig, at bussen holdt ved udenrigshallen, men den information var ikke blevet givet.

Der er ikke krav om at udearealer, såsom området ud for lufthavnen skal være tilgængelig for handicappede. Det er anbefalet fra Vejdirektoratet at inddrage hensynet til forskellige handicapgrupper i forbindelse med tilrettelæggelse af trafiksystemer mv. Man kan hos SAS bestille handicapservice, der hjælper den blinde fra flyet til bussen, men man kan ikke bestille hjælp hos SAS, der henter den blinde ved bussen og ledsager til flyet.

Ofte giver infostanderen kun adgang til information om togdriften, men på Vejle Trafikcenter er der også indlagt information om bybusser og regionalbusser. Vedrørende busdriften gives der oplysning om, hvilken busbane den enkelte bus kører fra, og med brug af ledelinier mv. er der sikret mulighed for, at blinde rejsende kan orientere sig på stedet ved egen hjælp.

Den blinde person, som gennemførte rejsen for os, er en meget erfaren rejsende, som havde stor glæde af de nævnte tilgængelighedstiltag. Det er imidlertid ikke givet, at de tilgængelighedstiltag, der er lavet på trafikcentret, sikrer alle synshandicappede mulighed for at klare sig på egen hånd og på lige fod med ikke-handicappede. Derfor må tiltagene ikke erstatte muligheden for at få assistance og hjælp fra personale og medrejsende.

Vejreglerne indeholder vejledning om, at indretning af trafiksystemer mv. bør tage behørigt hensyn til handicappedes behov. Der er tale om en vejledning og ikke et krav.

Den fulde dokumentation fra projekt Den sammenhængende rejse findes på Centrets hjemmeside www.clh.dk
I Centrets nyhedsbrev Lighedstegn 3 og 4, 2001 er der reportager og fotos fra de to rejser. Lighedstegn kan fås på Centret eller hentes på www.clh.dk
 

Ledsagelse ved befordring

Der kan være adskillige og forskellige årsager til, at en person har brug for en ledsager i forbindelse med transport. For nogle handicappede er behovet for ledsagelse begrundet i selve rejsen - fx på grund af manglende tilgængelighed til transportmidlerne. For andre handicappede er behovet for ledsagelse ikke begrundet i selve rejsen, men i andre permanente hjælpebehov, som gør, at man til stadighed har brug for hjælpere omkring sig. Uanset årsagen til ledsagerbehovet kan det, at man altid er to der skal rejse, være en økonomisk byrde.

Generel ledsagerordning ønskes
Derfor vil en generel ledsagerordning, som gælder alle der har behov for ledsagelse, være et stort og naturligt skridt fremad for ligebehandlingen af handicappede. Såvel kompensationsprincippet som sektoransvarlighedsprincippet er grundlæggende principper i dansk handicappolitik. For mange handicappede er ledsagelse en helt selvfølgelig måde at kompensere for handicappet på, ligesom det burde være selvfølgeligt, at omkostningerne til en sådan ledsagerordning ligger hos den ansvarlige transportudbyder. For den enkelte handicappede er omkostningen til to rejser en økonomisk byrde. Men i langt de fleste tilfælde vil omkostningen til en gratis ledsager være en ganske ubetydelig marginalomkostning for transportudbyderen. Derfor må udgangspunktet være, at der ikke skal betales for ledsagerens rejse, mens personen med handicap betaler ordinær takst for sin billet.

Centret gennemførte i august 2000 en undersøgelse om transport og ledsagelse (undersøgelsens resultater er beskrevet i Centrets beretning for 2000). I undersøgelsen blev der bl.a. spurgt til forskellige trafikudbyderes (fly, bus, tog og færger) politik for, at handicappede kan tage en nødvendig ledsager med gratis eller med rabat.

Undersøgelsen viser, at der er to former for ledsagerordninger, som bruges mange steder. Den ene omfatter blinde og svagtseende og betyder som oftest, at den rejsende og ledsageren begge rejser til børnebilletpris. Den anden ordning er DSB's ledsagerordning, som har samme indhold, blot gælder den for alle handicappede med ledsagebehov. Der er ikke ensartet praksis på området, heller ikke inden for de enkelte transportformer. I mange tilfælde er det hver enkelt transportudbyders egen politik, der gælder. Resultatet er, at mange handicappede med ledsagerbehov ikke har adgang til en ledsagerordning, hvis transportudbyderen ikke følger DSB's ledsagerordning. Samtidig er det svært at vide, om der er en ordning, som gælder for en konkret rejse, fordi politikkerne er så forskellige.

Dialog med trafikministeren
Det Centrale Handicapråd behandlede problemstillingen på dets møde i september 2000 og har efterfølgende skrevet til den daværende trafikminister i Nyrup Rasmussen-regeringen. I brevet opfordrede Rådet ministeren til - i et nært samarbejde med De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) - at etablere en generel ledsagerordning for handicappede, der skulle omfatte alle former for indenrigstrafik med offentlige trafikmidler. Ministeren svarede Rådet, at han gerne ville drøfte det på et møde med DSI. Ministeren gjorde i samme brev klart, at det, at der er forskellige ordninger og lokale ordninger, ikke betyder et markant ringere serviceniveau. Ministeren var derfor ikke enig med Rådet i, at der skal etableres en generel ledsagerordning.

Der har været afholdt et møde mellem DSI og den daværende trafikminister, men Centret må desværre konstatere, at problemet med ledsagerordningen endnu ikke er løst. Ledsagerproblemet er en del af den kæde af forhold, der til sammen skal sikre, at handicappede har mulighed for at anvende de offentlige tilgængelige transportmidler på lige vilkår med ikke handicappede.

Den fulde dokumentation fra projekt om ledsagelse i forbindelse med befordring findes på www.clh.dk

FAKTA
Centrets undersøgelse fra 2000 viser, at:
• Seks ud af 10 privatbaner og DSB giver mulighed for, at en nødvendig ledsager kan rejse gratis eller med rabat.
• 20 ud af 23 regionale og lokale busudbydere giver især blinde og svagtseende og i begrænset omfang kørestolsbrugere og andre handicapgrupper mulighed for enten at medtage gratis ledsagelse eller få rabat på ledsageren.
• På fjernbusruterne og i X-busser gives der rabat til blindes og svagtseendes ledsagere.
• 14 ud af 23 færgeselskaber ikke giver mulighed for at medtage en nødvendig ledsager gratis eller give rabat til en sådan. Otte ud af de 14 færgeselskaber tilbyder passageren hjælp fra ankomst til trafikanlægget og til dette forlades samt hjælp med bagagen.
• Fire færgeselskaber stiller krav om ledsagelse i nogle situationer, og ledsageren rejser gratis med to af disse færgeselskaber
• I undersøgelsen fremgik det, at to flyselskaber har rabat til en nødvendig ledsager. Denne ordning eksisterer i dag kun for blinde i det ene flyselskab. I det andet flyselskab gælder ordningen for alle handicapgrupper, men kun fra kl. 9-15.
Mange flyselskaber servicerer i form af gratis opbæring, hjælp ved ankomst og afrejse fra trafikanlægget mv.
 

Befordring til arbejde, uddannelse, behandling og fritidsaktiviteter

Baggrunden for overhovedet at stille spørgsmålet er, at Centret i de senere år har fået henvendelser fra handicappede borgere, som manglede transportmuligheder. Det har blandt andet været mennesker, der har fået bevilget et fleksjob, men ikke har mulighed for at komme til og fra jobbet. Og mennesker, som får fysioterapi pga. deres funktionsnedsættelse, men som selv skal betale for taxikørsel til og fra behandlingen.

Det er vigtigt at huske, at der er tale om mennesker, som på grund af deres handicap ikke kan bruge almindelig kollektiv trafik, og som ikke selv har bil, fx invalidebil. Derfor er der brug for alternativ og ofte individuel kørsel.

Analysen er en undersøgelse af regler og ikke en undersøgelse af, hvor mange mennesker der har et problem. Analysen viser, at der er muligheder for at give støtte i faktisk alle de situationer, hvor der kan være brug for det. Men der er ingen sikkerhed for, at mulighederne bruges.

Generelle støttemuligheder kan bruges
Den ene del af Centrets analyse ser på de generelle støttemuligheder, der primært findes i den sociale lovgivning. Her er transport ofte blot et af flere formål, der kan gives støtte til, og der er mulighed for at give støtte, uanset om det er befordring til arbejde, uddannelse, behandling eller aktiviteter i fritiden.

§ 103 i lov om social service er et eksempel på en bestemmelse, som giver mulighed for tilskud til transportudgifter generelt. Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at yde tilskud til handicappede, der har behov for befordring med individuelle transportmidler. Der er tale om en meget bred og generel adgang til at give tilskud, hvilket er godt til at løse ellers uløselige problemer.

Når handicappede alligevel kan lande i situationer, hvor relevante transportbehov ikke dækkes, skyldes det ulemper ved servicelovens § 103. Bestemmelsen er formuleret helt uforpligtende: "Kommunen kan…". Ifølge Socialministeriet betyder det, at den skal ses som en helt åben mulighed for kommunen til at gå ind og afhjælpe et behov, hvis kommunen selv vil. Der er heller ikke mulighed for at klage over afslag på tilskud efter § 103. Man kan klage til kommunen selv - det vil man altid kunne. Men man kan ikke bruge de almindelige klagemuligheder såsom Det Sociale Nævn, der ellers normalt er første klageinstans i sociale sager. Adgang til støtte efter § 103 afhænger derfor helt af kommunens serviceniveau.

Tal fra Socialministeriet viser, at mange kommuner aldrig bruger § 103, og at mange kommuner i strid med kompensationsprincippet lægger vægt på borgerens økonomiske situation, når der tages stilling til ansøgning om tilskud efter § 103.

Støtte til bestemte formål
Den anden del af analysen handler om regler, der giver mulighed for støtte i bestemte sammenhænge, fx i forbindelse med uddannelse eller behandling.

Et eksempel er kørsel til ungdomsuddannelse. Hvis en elev i en kortere periode er ude af stand til at tilbagelægge skolevejen på grund af handicap eller sygdom, er amtet forpligtet til at sørge for vederlagsfri befordring. Amtet skal altså sørge for kørsel, og eleven eller forældrene skal ikke selv betale. Men hvis eleven er ude af stand til at tilbagelægge skolevejen i en længere periode, må problemet løses på en anden måde.

I den situation kan § 63 i lov om aktiv socialpolitik komme på tale. Ifølge § 63 giver kommunen hjælp til særlige udgifter under revalidering. Det er en betingelse, at modtageren har brug for støtte for at kunne opnå eller fastholde en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der er et erhvervsmæssigt sigte med uddannelsen. I de fleste tilfælde vil det formentlig ikke være et stort problem at få hjælp efter § 63 til kørsel til og fra en ungdomsuddannelse, hvis der er brug for det pga. et handicap. Men der er tale om en konkret vurdering i hver enkelt sag, som kommunen er ansvarlig for.

Kørsel til arbejde
Et andet eksempel er kørsel til arbejde. Der kan være situationer, hvor en person på grund af sit handicap ikke kan bruge kollektiv trafik og heller ikke har bil - måske fordi vedkommende endnu ikke har fået bevilling til invalidebil. I så fald vil individuel befordring, for eksempel i form af taxikørsel, som regel være den eneste transportmulighed, og det kan hurtigt blive meget dyrt for den enkelte, hvis der ikke gives støtte til den udgift.

Kommunen har forskellige muligheder for at give støtte, bl.a. efter servicelovens § 103. I nogle situationer vil aktivlovens § 63 kunne bruges, men det forudsætter, at arbejdstageren opfylder betingelserne for at få hjælp til revalidering. Der er dog ikke regler, som sikrer, at kommunen yder hjælp i alle tilfælde, hvor der er brug for individuel befordring til og fra arbejde på grund af et handicap. Resultatet er, at arbejdstagerens mulighed for at få dækket disse udgifter i høj grad afhænger af den enkelte kommunes velvilje.

Det tilsvarende gælder for kørsel til behandling. Sundhedsministeriet har regler, som i et vist omfang giver nogle persongrupper økonomisk kompensation ved kørsel til og fra behandling hos læge, speciallæge eller på sygehus. Men personer, der har behov for anden form behandling, fx fysioterapi, har ikke krav på støtte til transportudgifter i den forbindelse. Der findes ikke særlige regler om den form for hjælp, og det er derfor op til kommunen at afgøre, om der skal ydes hjælp ud fra de generelle støttemuligheder, som fx servicelovens § 103.

Hvad er problemet?
Konklusionen på Centrets analyse er, at der findes mange forskellige muligheder for at få tilskud og støtte til at blive transporteret, hvis man som handicappet ikke kan bruge almindelig kollektiv trafik og ikke har adgang til bil. Men der er alligevel mange situationer, hvor man kan stå med et relevant befordringsbehov, der ikke bliver tilgodeset. Det betyder, at nogle mennesker ikke kan deltage i samfundet, som de gerne vil, fordi transportmulighederne ikke er til stede. Vi ved fra en række konkrete henvendelser, at problemet findes, men vi kender ikke problemets endelige omfang.

På baggrund af Centrets analyse har Det Centrale Handicapråd opfordret socialministeren til at gøre servicelovens § 103 til et understøttende sikkerhedsnet for handicappedes befordringsmuligheder. Rådet har også skrevet til regeringens ministerudvalg for handicapområdet og bedt om, at udvalget tager transport op som et tværministerielt tilgængelighedstema.

Den fulde dokumentation for analysen af de forskellige befordringsordninger findes på www.clh.dk

FAKTA
Der er mange regler om mulighed for støtte til transport. Alene i lov om social service er der muligheder i§ 28 om merudgifter ved forsørgelse af handicappet barn, § 84 om merudgifter ved forsørgelse pga. et handicap som voksen, § 99 om støtte til køb af bil, hvis det er nødvendigt pga. et handicap, § 103om tilskud til individuel befordring, hvis det er nødvendigt pga. et handicap.
Men der er ikke sikkerhed for, at et relevant transportbehov giver ret til støtte.
Der findes regler om særlige kørselsordninger i nogle situationer:
Der er fx kørselsordninger til børn og unge med handicap i folkeskolen og på ungdomsuddannelser.
Individuelle kørselsordninger for bevægelseshandicappede til fritidsaktiviteter
Og nogle befolkningsgrupper kan få støtte tiltransportudgifter i forbindelse med behandling hos læge, speciallæge og på sygehus. Men der er fx ikke regler om støtte til transport i forbindelse med vederlagsfri fysioterapi eller genoptræning.
 

De individuelle kørselsordninger

Gammel sag
Allerede i 1994 undersøgte Centret for første gang, hvordan de individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede fungerede. Centret påpegede dengang en række problemer med ordningerne, og undersøgelsen førte til, at det blev nedsat en analysegruppe med repræsentanter fra bl.a. Amtsrådsforeningen, De Samvirkende Invalideorganisationer og Trafikministeriet. Analysegruppen skulle se på, om ordningerne levede op til loven, og om der var behov for yderligere forbedringer. Arbejdet i analysegruppen endte med, at Trafikministeriet i 1998 beskrev de områder, hvor ordningerne var kritiseret for ikke at leve op til loven. Trafikministeren bad de trafikselskaber, der står for ordningerne, om at se på disse problemer, men ministeriet havde ikke mulighed for at give selskaberne pålæg om at ændre på ordningerne.

I 2001 har Centret så igen undersøgt de individuelle kørselsordninger. Formålet er at følge op på konklusionerne fra Trafikministeriets rapport i 1998. Er der sket ændringer efter ministerens henvendelse til trafikselskaberne? Er der rettet op på de mangler, Centret tidligere har påpeget, eller er der stadigvæk behov for, at ministeren tager sagen op? Den nye undersøgelse viser, at der er sket enkelte forbedringer, men i det store hele ser ordningerne ud som i 1998. Der er altså stadigvæk plads til betydelige forbedringer.

Undersøgelsens spørgsmål og svar
Centrets undersøgelse skulle besvare følgende centrale spørgsmål:

Hvilke handicapgrupper optages i kørselsordningerne?
Loven siger, at ordningerne skal gælde for bevægelseshæmmede, og det gør de også bortset fra, at man nogle steder kræver, at bevægelseshæmningen er en konsekvens af nedsat funktion i bevægeapparatet (ben, hofte mv.). Svimmelhed, hjerteproblemer eller nedsat lungekapacitet, som fører til bevægelseshæmning på tilsvarende niveau, giver ikke adgang til ordningen i alle amter. Centret har anbefalet, at målgruppen yderligere udvides til at omfatte alle, der pga. en funktionsnedsættelse er forhindret i at bruge den almindelige kollektive trafik. Det kan fx være personer, som grundet en sindslidelse eller hjerneskade ikke kan bruge almindelig kollektiv trafik.

Hvilken aldersgrænse gælder for optagelse i kørselsordningerne?
I de fleste ordninger skal man være fyldt 18 år for at blive visiteret til ordningen. Men børn og unge under 18 år kan også have behov for at transportere sig på egen hånd til frit valgte formål. Centret har anbefalet, at børn og unge skal være omfattet af ordningen, når de har en alder, hvor børn og unge i almindelighed kan tage bussen selv. Hvis der skal sættes en fast aldersgrænse, har Centret anbefalet 10 eller 12 år.

Køres man fra dør til dør eller fra kantsten til kantsten?
Gratis hjælp til den bevægelseshæmmede fra bilens parkering ved kantstenen til gadedøren gives i lidt over halvdelen af ordningerne. Gadedøren kan være entredøren i en bolig eller gadedøren i et lejlighedskompleks. I to ordninger er det gratis at blive båret op og ned ad trapper til entredøren, hvis det er nødvendigt. I Sønderjylland kan man blive båret op, men ikke ned! Andre af ordningerne kan i nogle tilfælde stille denne service til rådighed mod betaling. Når servicen findes, består den i, at chaufføren ved hjælp af en trappemaskine kan flytte en kørestolsbruger i sin kørestol op og ned ad trapper. På grund af kørselsordningernes målgruppe og det problem, som kørselsordningerne skal bidrage til at løse, mener Centret, at ordningerne bør omfatte hjælp til transport til entredør inklusiv eventuel op- og nedbæring.

Hvor mange ture kan man køre?
De fleste ordninger giver ret til 104 enkeltture om året, hvilket er lovens minimumskrav. I fem ordninger kan man få flere ture evt. til en højere pris pr. tur. Centret har anbefalet, at ordningerne bliver uden et maksimalt turantal, så ordningerne ligestilles med den kollektive trafik på dette punkt.

Hvor meget skal man betale for at køre med ordningerne?
Lige fra de allerførste overvejelser om at indføre kørselsordningerne har det været vanskeligt at give et klart billede af, hvad det koster for brugerne. Eller rettere sagt: Det er nemt nok at finde ud af, hvad kørselsordningerne koster, men det er meget vanskeligt at sammenligne med priserne i den almindelige kollektive trafik. Loven forudsætter, at kørsel med de individuelle kørselsordninger ikke er væsentligt dyrere end kørsel med almindelige kollektiv trafik, og det er den samme målestok der ligger i ligebehandlingsprincippet. Derfor er det nødvendigt at forsøge at sammenligne økonomien for brugere af de to kollektive transportformer. Centret har gjort forsøget og har konkluderet, at sammenligningen falder forskelligt ud i forskellige trafikselskaber og på forskellige køreture. Samlet set er der dog tale om en markant overtaksering, som bør bringes ned.

Hvor kan man køre hen?
Spørgsmålet handler om rækkevidden for kørsel med ordningen til ordningens takster. Undersøgelsen viser, at alle amter på nær Bornholm giver mulighed for kørsel til og fra naboamter, selv om der i nogle tilfælde gælder særlige priser for den del af turen, som ligger inde i naboamtet.
Alle trafikselskaber undtagen Ringkjøbing Amt giver mulighed for landsdækkende kørsel, hvor den lange strækning foregår med tog, mens kørsel mellem station og rejsemål foregår med individuel kørselsordning. Ud fra et princip om ligebehandling af handicappede med ikke-handicappede bør kørsel i et fremmed amt være omfattet af de individuelle kørselsordninger. Centret har således anbefalet, at kørsel internt i et andet amt end der hvor kunden bor, bør kunne foregå med opholdsamtets kørselsordning til kørselsordningens takster.

Kan man køre spontant, og kan man tage sin ledsager med?
Centret har forsøgt at belyse enkelte andre forhold, som ikke har været belyst i de tidligere undersøgelser, men som har stor praktisk betydning for, hvor brugbare ordningerne er som parallelt tilbud til kollektiv trafik. Stort set alle ordningerne giver mulighed for, at kunderne kan medbringe en nødvendig ledsager uden ekstra betaling. Muligheden for at medbringe andre medrejsende eksisterer også i de fleste ordninger, men afhænger af om der er plads i bilen. Stort set alle ordninger har en fast bestillingstid, men med mulighed for mere spontan kørsel, hvis der er en ledig vogn til turen. Mulighederne er således ikke på niveau med den kollektive trafik. Mange trafikselskaber er fleksible, hvis det kan lade sig gøre, men i stort set alle ordningerne er der ikke afsat ressourcer til at kunne tilgodese behov for spontankørsel mv. Der er plads til forbedringer.

Hvad med økonomien?
Økonomien betyder en del i disse ordninger, som i gennemsnit er langt dyrere end almindelig buskørsel. Da ordningerne blev indført i 1992 fik amter og kommuner et statstilskud til opgaven. En del trafikselskaber bruger mange flere penge på ordningen, end de får i tilskud og billetindtægter. Men i andre tilfælde har vi kunnet konstatere et lavt serviceniveau for en høj brugerbetaling, samtidig med at amter og kommuner bruger færre ressourcer på ordningen, end de får i bloktilskud fra staten. Der er klart uacceptabelt. Det sidste gælder bl.a. kørselsordningen i Ribe Amt.

Samlet set har amter og kommuner over perioden fra 1992 til 2000 modtaget 123 mio. kroner mere i bloktilskud, end de har brugt på ordningerne. Centrets bemærkninger til økonomien i ordningerne er af amterne blevet imødegået med den helt refleksmæssige indvending, at statstilskuddet ikke er øremærket til opgaven, og at den myndighed, der har udgiften (i dette tilfælde trafikselskabet) ikke nødvendigvis er den myndighed, som modtager statens tilskud til opgaven. Det er selvfølgelig en plausibel forklaring på, at trafikselskaberne ikke ser megen mening i at sammenligne deres udgifter med det statslige tilskud til ordningerne. Set fra trafikselskabets side er der ingen sammenhæng mellem udgifter og tilskud. Men set fra samfundets side er der en helt klar sammenhæng, som går ud på, at de penge, der samlet udbetales fra staten til opgaven, også med rette kan forventes at gå til opgavens løsning.

En ny lov - måske
Som tidligere nævnt har en række af de problemer, som Centret har påpeget i de individuelle kørselsordninger, efterhånden været kendt i mange år. I 2000 bad Folketingets Ombudsmand om at blive holdt orienteret af Trafikministeriet om arbejdet med at løse de problemer, ministeriet selv konstaterede i rapporten fra 1998.

Trafikministeriet har planer om en revision af lovene om kollektiv persontrafik og har lagt op til, at det også skal bruges til ændringer i lovgivningen om de individuelle kørselsordninger. På grundlag af Centrets undersøgelse har Det Centrale Handicapråd opfordret trafikministeren til at forbedre ordningerne især i relation til:

Målgruppen for ordningerne, både med hensyn til alder og funktionsnedsættelser
Priserne for at køre med ordningerne
Muligheden for at køre mere end 104 enkelt ture pr. år
Muligheden for støtte til gadedør samt op- og nedbæring, hvis det er nødvendigt
Landsdækkende kørsel og mulighed for kørsel i andre amter end der, hvor man bor
 

FAKTA
Centret anbefaler, at:
• Kunden får mulighed for flere ture om året end 104 ture
• Taksterne på hver enkelt tur skal være på niveau med den almindelige kollektive trafik
• Børn og unge skal kunne bruge kørselsordningerne på egen hånd, når de har en alder, hvor børn og unge i almindelighed kan tage bussen selv
• Kunderne altid skal kunne hjælpes til og fra boligens indgangsdør - inklusiv op- og nedbæring, hvis det er nødvendigt - og ikke blot til kantstenen
• Målgruppen for ordningen knyttes til behovet for kompensation og ikke til en specifik funktionsnedsættelse. Målgruppen bør være personer, som ikke kan bruge almindelig kollektiv trafik pga. en funktionsnedsættelse
• Kunden får mulighed for kørsel uden for hjemamtet, herunder også intern kørsel i andre amter

Den fulde dokumentation for analysen af de individuelle kørselsordninger findes på www.clh.dk
 

Taxikørsel

For langt de fleste handicappede giver det ingen anledning til problemer. Men for den gruppe af handicappede i kørestol, som er afhængig af, at taxien er udstyret med en lift, kan der opstå problemer. Kørestolsbrugere kan som enhver anden have behov for at tage en taxi hjem fra en fest, når man bliver overrasket af et regnvejr, eller hvis bilen svigter. Problemet er imidlertid, at lovgivningen åbner mulighed for, at der kan fastsættes en særlig takst, som kun gælder, når kørestolsbrugere kører med en lifttaxi. Taxibekendtgørelsens § 28 åbner nemlig mulighed for, at kommunalbestyrelsen (i Storkøbenhavn er det Taxinævnet) kan fastsætte en særlig takst, som benyttes ved kørsel med særligt indrettede vogne. Den bestemmelse benyttes til at taksere med en særlig høj takst, når en kørestolsbruger benytter en lifttaxi.

Det er vigtigt at understrege, at det er en mulighed, som loven rummer. Det er derfor langt fra alle kommuner, som benytter muligheden, men muligheden benyttes i en række kommuner. Hvor muligheden benyttes er det typiske, at starttaksten forhøjes med fx 50 kr., så starttaksten bliver de normale 18 kr. + særtaksten på 50 kr. altså 68 kr. før man overhovedet har kørt en meter. Dertil kommer, at kilometertaksten også er højere. Den betalte pris pr. kørte kilometer ligger væsentlig over den almindelig takst. Alt i alt er resultatet en helt urimelig dyr tur, alene fordi kørslen skal foregår i en taxi med lift.

Klar forskelsbehandling
Centret har gennem en årrække forgæves forsøgt at få Trafikministeriet til at lukke en klar uligebehandlingsmulighed i Taxiloven og taxibekendtgørelsen. Senest har sagen været taget op af Det Centrale Handicapråd. I sit svar til Rådet skriver daværende trafikminister i Nyrup Rasmussen-regeringen blandt andet:

"Baggrunden for, at der af kommunalbestyrelsen kan fastsættes højere takster ved særligt indrettede taxier, er netop, at den vognmand der investerer i handicapvenligt udstyr til sin taxi, også skal have mulighed for at tjene sine meromkostninger ind. En sådan ordning forekommer mig rimelig. (…) Jeg har stor forståelse for Rådets synspunkter om, at det kan forekomme urimeligt, at en kørestolsbruger på denne måde kan komme til at betale en højere takst ved benyttelse af taxi, men ud fra en samlet betragtning finder jeg dog ikke, at der er grundlag for at ændre reglerne på dette område".

Igen benyttes argumentet om, at vognmændene naturligvis skal have mulighed for at tjene deres investering i de dyre lifttaxier ind gennem en højere taksering. Og selvfølgelig skal vognmændene have mulighed for at tjene deres investering ind igen. Men for det første er det næppe troligt, at en Ford Transit - selv om den udstyres med en lift - er en større investering end en Mercedes Benz? For det andet er det ikke privat spontankørsel med kørerstolsbrugere, der hverken helt eller delvist holder lifttaxierne på gaden. Det gør derimod de mange forskellige offentlige specialkørselsordninger: hospitalskørsel, individuel handicapkørsel, kørsel for plejehjem etc. Det offentlige anvender hvert år ca. to mia. på disse kørselsordninger. En stor del af denne kørsel køres af taxivognmænd - og en ikke ubetydelig del med lifttaxier. Det er den kørsel, der skaber økonomien i en lifttaxi. Og den form for kørsel foregå sjældent efter taxameter, men efter faste overenskomster og aftaler.

På den baggrund skal Centret opfordre Trafikministeriet til at revurdere den "samlede betragtning". Ud fra en samlet betragtning er det ingen grund til at diskriminere kørestolsbrugere, når de er tvunget til at bruge en lifttaxi. Det er ikke verdens største ligebehandlingssag, men det er et klart eksempel på bevidst og usaglig forskelsbehandling, som er i direkte strid med folketingsbeslutningen om ligebehandling af handicappede fra 1993.
 

Nyt fælles elektronisk billetteringssystem

Projekt Rejsekort
I 1995 blev der taget initiativ til et "Projekt Rejsekort" i hovedstadsområdet med henblik på at indføre et kontaktfrit smartcard som rejsehjemmel i HT-områdets busser, den kommende metro, S-togene og nærbanerne. Systemet skal udformes, så man checker ind ved rejsens start og checker ud ved dens afslutning. Ved check-ud bliver der så trukket et beløb på rejsekortet, som afhænger af rejsens samlede distance og varighed.

I 1998 lavede Centret en undersøgelse for Forskningsministeriet om Handicappede og kortteknologi, hvor projektet også blev behandlet. Undersøgelsen fokuserede på de problemer, handicappede har med at benytte plastickort og tilhørende kortterminaler. Undersøgelsen pegede på, at man ved at udnytte smartcards kunne gemme informationer på kortet om de særlige behov, kortbæreren havde i relation til betjening af den automat, kortet skulle benyttes i. For eksempel kunne man få automaten til at tale frem for udelukkende at vise informationerne på en skærm, hvis der på brugerens kort var indkodet en instruktion om, at brugeren ønsker lyd.

Da vi lavede udredningen i 1998, syntes vi det var spændende, at man forestillede sig rejsekortet som et kontaktfrit kort. Kontaktfri kort har den store fordel for handicappede, at man ikke har problemer med at skulle finde eller ramme det hul, kortet normalt føres igennem. Det kontaktfri kort skal blot føres hen i en afstand af under 10 cm fra kortlæseren, for at man kan tjekke ind eller ud af sin rejse.

Det lykkedes at få gjort projektledelsen for Projekt Rejsekort interesseret i de muligheder, der var for at benytte teknikken med at indkode brugerpræferencer ved udstedelsen af kortet. Således er det tanken, at de valideringsautomater, som skal være ved indgangen og udgangen af alle transportmidler, skal kunne oplæse information til den rejsende om eventuelle problemer ved valideringen som et supplement til meddelelser på et display - afhængig af om kortet er kodet til dette.

Arbejdsgruppen bag udredningen om handicappede og kortteknologi i 1998 anbefalede blandt andet, at "Forskningsministeriet skulle rette officiel henvendelse til Projekt Rejsekort om at få etableret en arbejdsgruppe, med det formål at udvikle de potentialer, der er i projektet for så vidt angår den størst mulige handicaptilgængelighed".

Og hvad er der så sket siden?
Projekt Rejsekort er blevet forsinket i forhold til de oprindelige planer, idet man i løbet af 98 besluttede at udvide projektet til at omfatte hele Danmark. Amterne bliver via Bus & Tog Samarbejdet inddraget sammen med det nydannede HUR og DSB i opgaven med at designe og udvikle det nye system som et fælles system, hvor man kun behøver ét rejsekort, uanset hvor i landet man rejser. Det gør naturligvis projektet endnu mere interessant ud fra et handicapsynspunkt.

Projektets tidsplan er, at der er ved at blive skrevet udbudsmateriale, som forventes at være færdigt ved udgangen af 2001. I løbet af 2002 vil der så ligge en politisk beslutningsproces og en udbudsforretning, som forventes at munde ud i kontraktskrivning i begyndelsen af 2003.

De første rejsekort forventes at se dagens lys i 2004 eller 2005 i HT-området. Systemet vil derefter blive udbredt til hele landet i løbet af perioden 2005-2008.

For svag brugerinddragelse
Det er i sagens natur ikke muligt at komme til at se, hvordan de detaljerede krav vedrørende handicaptilgængelighed bliver formuleret, da udbudsmaterialet ikke umiddelbart er offentligt tilgængeligt. Der har været holdt nogle orienterende møder for HUR's handicapråd og i Dansk Blindesamfund i begyndelsen af 2001, og DSB's handicappanel er også blevet inddraget i et vist omfang.

Der blev nedsat en følgegruppe for projektet i 1996, men der blev aldrig indkaldt til nogen møder på grund af forskellige forhold vedrørende projektet. Det initiativ, der blev taget i kølvandet på Forskningsministeriets undersøgelse af handicappede og kortteknologi fra 1998, resulterede ikke i, at der blev indkaldt til nogen møder eller nedsat nogen ny følgegruppe.

Det skal retfærdigvis siges, at der ud fra de orienterende møder tegner sig et billede af, at man vil forsøge at implementere principperne om kodning af brugerpræferencer på kortet og styring af terminaladfærden, bl.a. ved at kunne styre tekststørrelsen på display eller sikre oplæsning af displaymeddelelser ud fra kortets brugerprofil.

På den anden side skal der også indføres nye automater, hvor man kan købe anonyme rejsekort, billetter eller få genopladet sit rejsekort med friske kontanter. Disse salgs- og genopladningsautomater kan risikere at blive helt utilgængelige for handicappede: Touch-screen display kan ikke betjenes af blinde, eller kørestolsbrugerne kan ikke komme hen til dem.

Der er, så vidt vi er blevet orienteret, stillet ganske vidtgående krav til handicapegnetheden af disse automater i udbudsmaterialet, men samtidig gør man fra projektledelsens side opmærksom på, at løsninger, der opfylder alle tilgængelighedskravene, vil kunne blive for dyre i forhold til "hyldevarer", som ikke er handicapegnede.

Handicapfølgegruppe
Center for Ligebehandling skal på den baggrund opfordre til, at der straks bliver nedsat en egentlig handicapfølgegruppe for projektet sammensat af repræsentanter fra De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) og udvalgte eksperter fra bl.a. Dansk Center for Tilgængelighed til at kommentere på de handicapkrav, der formodes at være ved at blive indskrevet i kravspecifikationen. Det er også vigtigt, at der bliver lagt op til en grundig brugertest, hvor personer med forskellige funktionsnedsættelser afprøver løsningerne, inden man lægger sig fast på bestemte produkter. DSI har i slutningen af oktober 2001 rettet henvendelse til projektledelsen med henblik på at få sendt udvalgte dele af udbudsmaterialet i høring.

Etableringen af en handicapfølgegruppe, der går mere helhjertet ind i projektet i udbudsfasen, vil - sammen med en høring af relevante parter - kunne være med til at sikre, at det, der tegner til at blive en solstrålehistorie for handicaptilgængeligheden, ikke ender som endnu en barriere for selvhjulpen brug af det offentlige transportsystem.
 

Kommunernes handicappolitik

Målet er mere aktive kommuner
Derfor er der også over de seneste par år taget en del initiativer med det formål at inddrage kommunerne som en mere aktiv medspiller i udviklingen af handicappolitikken. Kommunernes Landsforening (KL) udsendte således i foråret 2000 en såkaldt informationsskrivelse til samtlige kommuner, hvor man peger på behovet for større opmærksomhed omkring handicappolitik. I efteråret 2000 fulgte KL og Det Centrale Handicapråd så initiativet op gennem et fælles brev fra formand for KL, Anker Boye, og Palle Simonsen, formand for Rådet, hvor kommunerne opfordres til i langt højere grad at forstå handicappolitik som et selvstændigt og tværgående politikområde, som rækker langt videre end til det der sker i kommunens socialforvaltning.

Tilsvarende har De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) inden for de seneste par år gennemført en omfattende uddannelsesaktivitet rettet til handicaporganisationernes lokale og regionale tillidsfolk. En uddannelsesaktivitet som med udgangspunkt i FN´s Standardregler om lige muligheder for handicappede har søgt at geare de lokale brugerrepræsentanter til aktivt at presse kommunerne ind i en mere forpligtende dialog om den lokale handicappolitiks mål og midler.

Fokus fra 2001 og frem
Ligeledes begrundet i ønsket om at involvere det kommunale niveau yderligere på den handicappolitiske arena, besluttede vi i Centret at sætte særligt fokus på den kommunale handicappolitik fra 2001 og frem. Fra 2001 har Centret permanent fået forhøjet sin bevilling med en stilling, netop med begrundelse i behovet for en styrket indsats over for det kommunale niveau. Centret har derfor i løbet af 2001 igangsat aktiviteter inden for både dokumentations- og informationsområdet. Fra vores samtaler og interviews med alle kommunerne i løbet af 2001 har vi erfaret, at initiativerne har haft effekt. Der kan tydeligt spores en stigende positiv interesse i kommunerne for handicappolitiske problemstillinger.

For så vidt gælder dokumentation har vi i 2001 gennemført tre projekter i relation til det kommunale område:

1) Kommunernes samarbejde med handicaporganisationerne: Projektet er første del at et omfattende flerårigt dokumentations- og analyseprojekt, som har til formål at belyse kommunernes handicappolitiske arbejde både for så vidt angår organiseringen af arbejdet, samarbejdet med brugerne og indholdet i de kommunale handicappolitikker. I projektets første del har vi fokuseret på den politiske dialog mellem brugerne og de lokale myndigheder.

2) Kommunernes fritidstilbud til børn og unge med et handicap: Centret har forsøgt at få et overblik over, hvordan og i hvilket omfang kommunerne integrerer handicappedes behov i deres generelle politik på kultur og fritidsområdet.

3) Personalekvalifikationer i de amtslige botilbud: Centret har tidligere set på personalets fordeling på uddannelses- og stillingskategorier på de amtslige § 92-botilbud. Undersøgelsen viste, at der er meget store forskelle på brugen af ikke-faguddannet personale. I 2001 har vi fulgt denne undersøgelse op med et kvalitativt indblik i, hvad der er gode kvalifikationer hos personalet, og hvad uddannelse betyder i den sammenhæng.
 

Information til kommunerne

Eksemplerne skal inspirere kommuner, der endnu ikke har en handicappolitik, til at lave en politik, som beskriver retningslinierne for kommunens initiativer og ansvar over for handicappede borgere i alle kommunens sektorer. I eksempelsamlingen optræder kommuner af forskellig størrelse og med forskellig geografisk placering. Pjecen er ikke en brugsanvisning i at udforme en handicappolitik, men den viser netop forskelligheden i de kommunale handicappolitikker, og hvordan lokale forhold spiller ind i udformningen af politikken.

For ikke at kollidere med kommunalvalget i november 2001 udsendes eksempelsamlingen til alle landets kommuner i begyndelsen af 2002.

Oplæg og hjemmeside
Sammen med udsendelsen af eksempelsamlingen vil vi tilbyde vores assistance til kommunerne, idet de kan invitere Centret ud at holde et oplæg om FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede og de grundlæggende principper i dansk handicappolitik.

I samme udsendelse gør vi kommunerne opmærksom på, at vi har oprettet et forum på Centrets hjemmeside, som vi kalder Handicappolitik i kommunerne. Her kan kommunerne indbyrdes, kommuner og brugere og alle andre interesserede kan udveksle synspunkter og erfaringer med arbejdet med kommunale handicappolitikker.

„Kommunal handicappolitik - en eksempelsamling"; „Værktøjskasse til FN's standardregler om lige muligheder for handicappede - ideer og redskaber til en kommunal handicappolitik" og andre relevante publikationer findes på www.clh.dk
De kan også fås ved henvendelse til Centret.
 

Kommunernes samarbejde med handicaporganisationerne

Centret har undersøgt, hvor mange kommuner, der har et handicapråd eller et andet formelt rådgivningsorgan, hvor handicappede og deres organisationer høres og kan komme til orde i sager, som vedrører handicappede borgere i kommunen. Undersøgelsen er baseret på telefoninterviews med samtlige 275 kommuner, og der er opnået en svarprocent på 98.

Undersøgelsens hovedresultater
Undersøgelsen viser, at der er 45 kommuner som har et handicapråd, og 20 kommuner som har et socialt brugerråd. Fire af de kommuner, som har et handicapråd, har også et socialt brugerråd. Omkring 22% af kommunerne har således oprettet et formaliseret rådgivende organ, hvor handicaporganisationer høres og inddrages i den politiske beslutningsproces. Sammenlignet med en undersøgelse foretaget af De Samvirkende Invalideorganisationer og Steen Bengtsson i 1991 viser Centrets undersøgelse, at der er sket en stigning i antallet af kommunale handicapråd og et stort fald i antallet af sociale brugerråd. Antallet af handicapråd er steget fra 10 til 45 og antallet af sociale brugerråd er faldet fra 93 til 20 på 10 år.

Følgende oversigtskort viser, hvilke kommuner der har et handicapråd. Halvdelen af kommunerne i Frederiksborg Amt har et handicapråd, og flere har planer om at oprette et. Derimod er der ingen af kommunerne i Sønderjyllands Amt, som har et handicapråd. De kommuner, som har et handicapråd, er fortrinsvis store og mellemstore kommuner. Der er dog fire kommuner med under 10.000 indbyggere, som har et handicapråd.

KOMMUNER MED ET HANDICAPRÅD:
Aalborg
Allerød
Allinge-Gudhjem
Ballerup
Dianalund
Ejby
Esbjerg
Farum
Fredericia
Frederiksberg
Frederikshavn
Frederiksværk
Hadsten
Helsinge
Helsingør
Herning
Hillerød
Holbæk
Horsens
Hørsholm
Ikast
Karlebo
Kolding
København
Køge
Lemvig
Nexø
Nyborg
Nykøbing-Falster
Odense
Randers
Ringsted
Rønne
Silkeborg
Skagen
Slagelse
Stenløse
Svendborg
Sæby
Tommerup
Vejen
Vejle
Viborg
Ølstykke
Århus

Sverige og Norge er foran Danmark
Til sammenligning har 98% af kommunerne i Sverige og omkring halvdelen af kommunerne i Norge et handicapråd. I Danmark har der altså ikke været samme fokus på at få et formaliseret samarbejde og dialog mellem myndigheder og handicaporganisationer på kommunalt niveau som i Sverige og Norge.

Handicap- og ældreråd
Det er Centrets opfattelse, at der bør sættes langt mere målrettet ind på at få etableret et dialogforum mellem kommuner og handicaporganisationer. En del kommuner nævner, at det ikke er muligt at oprette handicapråd i deres kommune, fordi handicaporganisationerne er for svagt organiseret i kommunen. Derfor argumenterer nogle kommuner for at inkludere handicapgruppen i ældrerådet. Dette gøres ved at åbne for, at førtidspensionister under 60 år har valgret og er valgbare til ældrerådet. Men spørgsmålet er, om der er for store forskelle i ældre- og handicapgruppernes interessesfærer. Ældre- og handicapgruppen vil ofte have samme interesser i et tema som bedre tilgængelighed. Men andre temaer såsom kommunens rådgivning til forældre med handicappede børn ligger uden for ældrerådets interessesfære.

Derfor må det være i handicappedes interesse, at dialogen med kommunerne foregår via et handicapråd. Det vil sandsynligvis ikke være muligt at oprette handicapråd i alle kommuner, men kommunerne bør sikre, at hensynet til handicappede integreres i planlægnings- og beslutningsprocesser, hvor et handicapråd kan være et blandt flere mulige midler til at fremme denne udvikling. Kommunerne opfordres til at styrke de handicappede borgere i kommunen til at indgå i et dialogforum med kommunen.

Handicaprådenes organisering og opgaver
Centret har undersøgt de kommunale handicapråds organisering, arbejdsform, opgaver og relation til kommunen. Initiativet er en opfølgning på kortlægningen af antallet af handicapråd og sociale brugerråd. Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema stilet til formanden for det kommunale handicapråd. Der er opnået en svarprocent på 78.

Undersøgelsen viser, at 65% af rådene alene består af repræsentanter fra handicaporganisationerne. De øvrige handicapråd har deltagelse af en til ni repræsentanter fra kommunen. Kun ét handicapråd har både politikere og embedsmænd fra den kommunale forvaltning repræsenteret i rådet. Langt de fleste handicapråd er således organiseret som et mødested for handicaporganisationerne. En mindre del er organiseret som et dialogforum mellem handicaporganisationerne og repræsentanter fra kommunen.

68% af handicaprådene svarer, at de er rådgivende i alle kommunalpolitiske områder. De øvrige handicapråd har begrænset rådgivningskompetence til det sociale og tekniske område, eller er alene rådgivende i sager vedrørende fysisk tilgængelighed.

En bred vifte af temaer
Undersøgelsen viser også, at hovedparten af handicaprådene beskæftiger sig med en bred vifte af temaer. Øverst på dagsordenen står temaet forbedret fysisk tilgængelighed. Nogle handicapråd prioriterer også arbejdet med FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede og det at få formuleret en kommunal handicappolitik. Derudover beskæftiger handicaprådene sig med en lang række temaer, hvor handicappede er målgruppe for kommunens serviceydelser. Det handler bl.a. om kommunens rådgivning til handicappede, botilbud og bofællesskaber for voksne handicappede samt ledsagerordningen.

Størstedelen af handicaprådene lægger vægt på rollen som vagthund ved at følge op på de initiativer kommunen tager på forskellige områder. Lidt færre handicapråd vægter også den initiativtagende rolle, hvor det er handicaprådet, der kommer med mange nye forslag og initiativer til kommunen. Lidt under halvdelen af handicapråd går ind i den udøvende rolle, og påtager sig ansvaret for projekter og arrangementer på vegne af kommunen.

Derudover opfatter hovedparten af handicaprådene deres rolle som et bindeled mellem kommunen og handicappede borgere i kommunen. Og ser deres opgave i at repræsentere handicappedes interesser på tværs af handicapgrupper.

Den kommunalpolitiske dagsorden
Handicaprådenes vurdering af samarbejdet med kommunen viser, at det kun er omkring 1/3 af rådene som oplever, at kommunen altid informerer og spørger handicaprådet til råds i sager, der vedrører handicappede. Hovedparten af handicaprådene oplever, at kommunen i nogen grad eller endda i høj grad følger handicaprådets anbefalinger.

Undersøgelsen viser, at de kommunale handicapråd oplever deres rolle som en aktiv medspiller i formuleringen af og garant for, at kommunen indarbejder hensynet til handicappede i planlægnings- og beslutningsprocesser, og at handicaprådet også videreformidler handicappedes interesser i forhold til de kommunale serviceydelser, som er målrettet handicapgruppen.

Et kommunalt handicapråd er således et middel til at sætte handicappolitiske temaer på den kommunale dagsorden. Et kommunalt handicapråd vil sandsynligvis også fremme dialogen mellem kommuner og handicaporganisationer. Spørgsmålet er, hvilken organisationsform der bedst fremmer dialogen. Handicapråd, der er organiseret som et mødested for handicaporganisationerne, eller handicapråd, der er organiseret som et dialogforum mellem kommunen og handicaporganisationerne. Ambitionen må være det sidste, hvis organisationerne ønsker kommunernes vedvarende opmærksomhed på området.

Den fulde dokumentation fra projektet om kommunernes samarbejde med handicaporganisationerne findes på www.clh.dk
 

Kommunernes fritidstilbud til børn og unge med handicap

Citatet er fra en pige på 15 år, der er spastiker ("Fritid - om ønsker, behov og muligheder for fritidsaktiviteter til børn og unge med bevægelseshandicap", udgivet af Videnscenter for Bevægelseshandicap 1999). Citatet understreger behovet for, at børn og unge med handicap tilbydes fritidstilbud, der tilfredsstiller deres behov og ønsker.

Børn og unge med handicap har de samme behov og ønsker om gode fritidstilbud som børn og unge uden handicap. Fritidstilbud kan være etableret i offentlig regi som for eksempel fritidshjem og ungdomsskoler, eller etableret i privat regi som for eksempel idræts- og spejderforeninger. Endelig er der børn og unge, der foretrækker ikke at være i et bestemt tilbud, men at være "hjemme", være sammen med venner eller blot deltage delvist i de etablerede tilbud.

Center for ligebehandling af handicappede har sat fokus på børn og unge med handicap og deres muligheder for at deltage i kommunale fritidstilbud. Børn og unge med handicap dækker over en bred vifte af forskellige handicap, det kan fx være børn og unge der er kørestolsbrugere, blinde eller børn og unge med DAMP.

De kommunale fritidstilbud
Centret har gennem årene fået flere henvendelser, der handler om manglende fritidstilbud til børn og unge med handicap i kommunerne. Derfor har vi set nærmere på emnet. Formålet med projektet er at belyse de kommunale tilbuds rummelighed i forhold til børn og unge med handicap og finde ud af, hvordan rummeligheden kan øges. Det handler om kommunale
fritidshjem
skolefritidsordninger
klubtilbud
ungdomsskoler
og lignende tilbud.

Undersøgelse
Oprindelig havde vi ønsket os en fuldstændig opgørelse over antallet af børn og unge med handicap og deres brug af kommunale fritidstilbud kombineret med oplysninger om eventuelle barrierer. Men to pilotundersøgelser viste klart, at det ville være for usikkert, hvis Centret gennemførte en sådan kvantitativ undersøgelse. Derfor sendte vi i efteråret 2000 en åben forespørgsel til 100 kommuner, valgt efter kriterier om forskellig størrelse, politisk styring og geografisk placering.

Forespørgslen handlede om kommunens egen oplevelse af og erfaring med rummeligheden i de kommunale fritidstilbud, om kommunen havde en servicedeklaration eller en politik på dette område og om et eventuelt samarbejde med handicaporganisationerne. Vi fik 54 svar tilbage, som gav os det helt generelle indtryk, at eventuelle problemer blev løst, når de opstod.

Arbejdsseminar
Som opfølgning på undersøgelsen har Centret afholdt et arbejdsseminar i efteråret 2001 med deltagelse af repræsentanter fra forskellige handicaporganisationer samt repræsentanter fra tre forskellige kommuner og ét amt. Formålet var at komme et spadestik dybere i problemstillingen. Vi ønskede et indtryk af, om der er problemer på området, hvad problemerne består i, og hvad der skal til for at løse dem.

Hvad er ligebehandling?
I forhold til kommunale fritidstilbud handler ligebehandling om, at børn og unge med handicap også hører til i de kommunale fritidstilbud. At kommunen og det enkelte tilbud så vidt muligt skal kunne rumme de børn og unge, der ønsker at være med. Det er vigtigt, at tilbudene bliver tilrettelagt på en måde, så børn og unge med et handicap ligestilles med børn og unge uden handicap. Tilbudene skal give handicappede børn og unge adgang til de samme oplevelser - både positive og negative.

Hvad er et godt tilbud?
Centret har ikke den faglige kompetence, der skal til for at definere det gode tilbud. Vi kan derfor ikke komme med en endegyldig definition på dette. Men set ud fra en ligebehandlingsbetragtning er det vigtigt, at børn og unge med handicap får et tilbud, der er tilrettelagt, så de får det samme ud af tilbudet som børn og unge uden handicap. Det vigtige er derfor respekten for barnets og den unges behov. Der skal gives forældrene og barnet/den unge mulighed for at vælge det tilbud, der passer bedst til den enkelte og dermed styrker hans/hendes udvikling og selvværd.

Der skal være fleksibilitet, så der også kan tages hensyn til forældrene eller barnet/den unges eventuelle ønsker om at have samvær med andre børn og unge med tilsvarende handicap i fritiden.

Projektets fokus på de kommunale tilbud skal således ikke tages som udtryk for, at ligebehandling kun kan foregå i et kommunalt tilbud. For nogle børn og unge vil et kommunalt tilbud måske være det bedste, og for andre er et amtsligt tilbud det bedste. I det valg er den faglige vurdering og familiens egne ønsker afgørende.

Der er nogle aspekter af det gode fritidstilbud, som gælder for alle børn og unge, men på Centrets arbejdsseminar blev der lagt vægt på, at nedenstående betingelser er vigtige at opfylde, fordi de kan have en særlig betydning for børn og unge med et handicap:

Et godt fritidstilbud er et sted, hvor man ikke føler sig til besvær, men føler sig velkommen. Det er vigtigt, at de fysiske rammer fungerer, og at der er bevilget den praktiske og pædagogiske støtte som er nødvendig
Et godt fritidstilbud er et sted, hvor der er plads til en, og man er en del af fællesskabet. Det kan være vigtigt at kunne være sammen med både børn og unge uden handicap og børn og unge med et tilsvarende handicap. Det er vigtigt, at den bevilgede støtte giver barnet eller den unge optimale muligheder for at deltage i tilbudet på lige fod med andre.

Hvordan kan kommunerne indrette sådanne tilbud?
På arbejdsseminaret blev det drøftet, hvordan kommunerne bedst tackler, det at tilbyde gode fritidstilbud til børn og unge med handicap. Her var der enighed om, at faglighed i fritidstilbudet i høj handler grad om at vide, hvilket handicap barnet/den unge har, og hvad det konkret betyder. Der kan være brug for supervision af forskellig art. Kommunen skal tage stilling til, hvilken form for tilbud og hvilken form for kompensation der skal til for at barnet/den unge får adgang til de samme oplevelser som børn og unge uden handicap på samme alder har. Der er brug for at kunne finde fleksible løsninger på børnenes og de unges særlige behov. Der er brug for valgmuligheder for børnene og de unge samt deres forældre - også mellem integrerede tilbud og specialtilbud.

Som nævnt ovenfor skal tilbudet selvfølgelig være fysisk tilgængeligt. Det betyder eksempelvis, at der ikke må være barrierer i form af trapper og trin, da det gør det umuligt for kørestolsbrugere at færdes. Og lokalerne skal indrettes, så de tager hensyn til andre behov, såsom behov for stort bade-/toiletrum eller hvilerum, hvis der er behov for dette.

Personlig hjælp
Personlig hjælper ligeledes i mange situationer en forudsætning for, at barnet eller den unge bliver ligestillet med jævnaldrene. Fx har nogle børn og unge med motoriske handicap eller synshandicap brug for den praktiske hjælp, som en støtteperson kan give. Andre børn og unge har handicap, der medfører behov for at få hjælp til at strukturere dagen, skabe sociale kontakter osv.

Ofte gives støttepædagogtimer til den institution, hvor barnet eller den unge med handicap befinder sig. Det kan være en god løsning for nogle, men for andre, og især når barnet bliver 10-12 år, kan det være vigtigt at knytte den personlige hjælp til den enkelte og ikke til institutionen. Det kan også være vigtigt, at den personlige hjælper er den samme i skolen som i fritidsdelen. Ellers er der brug for et skift af støtteperson midt på dagen, og det kan være en barriere for barnets mulighed for selv at bestemme over sin fritid på samme måde, som at børn og unge uden handicap, inden for nogle grænser, selv kan bestemme, hvor og hvordan de vil tilbringe fritiden.

En del af fællesskabet
På institutionsniveau er det vigtigt, at man arbejder professionelt med at støtte børnene og de unge bedst muligt. Der skal ikke bare være plads til børnene. De skal være en del af fællesskabet ligesom andre børn og unge. En vigtig dimension af at have det godt som barn og ung handler om at have kammerater. Hvis et barn eller en ung pga. et handicap har vanskeligt ved selv at skaffe sig kammerater, kan det være en målsætning for fritidstilbudet at arbejde pædagogisk med at sikre barnet og den unge en god kammerat på stedet.

Tilbudets rummelighed
Det kan være svært for den enkelte kommune at stille tilbud til rådighed, der kan rumme samtlige børn og unge med handicap. Men det er vigtigt, at kommunen signalerer, at kommunen vil sørge for, at der er et tilbud til den enkelte. Kommunerne har mulighed for at gå sammen om at skabe et tilbud, der kan dække behovet. Kommunerne kan også etablere samarbejde med amtet med henblik på at skabe mulighed for et tilbud, der dækker hele amtet.

Det er et problem, at der ikke er fritidstilbud om aftenen og i weekenderne. Børn og unge uden funktionsnedsættelser er ikke på samme måde begrænset til at skulle være hjemme hos forældrene på disse tidspunkter. Det er ligeledes svært for de specialtilbud, der findes, at lave udadrettede aktiviteter såsom biografture mv., når fritidstilbudet ikke har åbent på de rigtige tidspunkter. Dette kan løses ved at gøre åbningstiderne mere fleksible.

Den fulde dokumentation fra projektet om kommunale fritidstilbud findes på www.clh.dk

FAKTA
Centret har spurgt 100 kommunalbestyrelser om rummelighed i kommunale fritidstilbud og 54 svarede:
• langt de fleste mente, at rummeligheden var i orden i deres kommunes tilbud
• kun få kommuner havde en konkret politik eller servicedeklaration for, hvordan området skulle forvaltes i kommunen
• kun meget få kommuner havde erfaring med at samarbejde med handicaporganisationerne om den generelle tilrettelæggelse af de kommunale fritidstilbud
• en del små kommuner svarede, at eventuelle problemer blev løst, når de opstod
• der var mange konkrete eksempler på børn og unge med funktionsnedsættelser, som fungerede godt i kommunale fritidstilbud
• ofte havde der været brug for fysiske ændringer, og nogle gange støttepædagog
• enkelte kommuner havde oprettet helt nye tilbud, fordi der var konstateret et behov, som ikke kunne tilgodeses i de eksisterende tilbud
• nogle kommuner ville foretage fysiske ændringer, hvis det blev nødvendigt, mens fysiske barrierer i andre kommuner ville være en reel forhindring for at kunne deltage.
 

Personalekvalifikationer i de amtslige botilbud

Undersøgelsens første fase 2000
Centret har tidligere i 2000 set på personalets fordeling på uddannelses- og stillingskategorier på de amtslige § 92-botilbud. Undersøgelsen viste, at der er meget store forskelle på brugen af ikke-faguddannet personale. I enkelte amter er andelen af ikke-faguddannet personale oppe på 40-50%, og der er eksempler på botilbud, som har en personalegruppe, hvor helt op til 70-80% er ikke-faguddannede. Den generelle tendens er, at andelen af ikke-faguddannet personale er større i botilbud for psykisk udviklingshæmmede end i botilbud for sindslidende. Faguddannet personale i botilbud for sindslidende er ofte personale med en kort plejeuddannelse. (Status over udviklingen i ligebehandlingen af handicappede 2000)

Undersøgelsens anden fase 2001
I 2001 har vi fulgt denne undersøgelse op med et kvalitativt indblik i, hvad der er gode kvalifikationer hos personalet, og hvad uddannelse betyder i den sammenhæng. Analysen er baseret på et litteraturstudie og kvalitative interviews med ledere, medarbejdere samt en enkelt beboer på fem amtslige botilbud for voksne handicappede. Vi har set på personalekvalifikationer på tværs af bostedernes målgrupper for at uddrage nogle generelle træk. Det gør vi velvidende, at forskellige funktionsnedsættelser giver forskellige kompensationsbehov.

Idealet for de gode kvalifikationer
Går man til litteraturen tegnes der et ganske komplekst billede af, hvad det er for kvalifikationer og kompetencer der skal til, når man er ansat til at kompensere for et andet menneskes funktionsnedsættelse. På et generaliseret niveau kan man skelne mellem idealer for de faglige kvalifikationer og idealer for de personlige kvalifikationer og kompetencer.

De personlige kvalifikationer
Ved at interviewe ledere og medarbejdere på en række botilbud har vi fået et indtryk af, at de personlige kvalifikationer er af meget stor betydning. Men hvorfor er de personlige kvalifikationer så vigtige? En leder af et botilbud for sindslidende beskriver det på denne måde:
"De personlige kvalifikationer er vigtige, fordi personalet er et redskab i forhold til den person, som har et handicap. Vi skal prøve at vise veje, fremlægge muligheder og understøtte beboerne til at blive bedre til at klare sig selv. Vi skal støtte beboerne, og det gør vi ved at være nærværende, have fornemmelse for hvad der foregår i samværet, kunne aflæse hvordan den enkelte har det og lade ham eller hende være i fred, hvis det er det vedkommende signalerer".

Lederen af botilbuddet fortsætter:
"Vi skal have respekt for den enkelte. Husk på - vi er en del af deres sociale netværk og vi skal have forståelse for medmennesker. Vi skal opføre os ordentligt, vise respekt og ikke overskride grænser. Vi skal acceptere beboernes udmeldinger og være tålmodige. En del af kunsten er at vide, hvornår man skal gå ind og støtte en person, og hvornår man skal trække sig. Man skal turde bruge sine pædagogiske redskaber. Det er et krævende arbejde, og det siger noget om de kvalifikationer man skal have for at arbejde på et bosted for sindslidende".

De personlige kvalifikationer kommer i spil i det daglige sociale samvær, hvor personalet skal kunne guide og støtte personen med funktionsnedsættelse.

Uddannelse, menneskesyn og refleksion
Til trods for, at de personlige kvalifikationer fremhæves som væsentlige, spiller uddannelse alligevel en vigtig rolle. En beboer på et botilbud for fysisk handicappede udtrykker at: "her skal personalet have enten en pædagogisk eller en social- og sundhedsfaglig uddannelse. Det er fordi der skal være en vis professionalisme i det arbejde de gør. Ud over en faglig uddannelse så indgår personalet her i et uddannelsesprogram. Det er fordi vi vil have, at personalet skal være ordentligt klædt på".

Fra interviewene fremgår det, at nogle ledere og medarbejdere kobler uddannelse til menneskesynet, og at det derfor ikke er lige meget, hvilken uddannelse personalet har. En leder af et botilbud for sindslidende beskriver, hvorfor han foretrækker, at personalet har en pædagogisk uddannelse frem for en sundhedsfaglig:

"Pædagoger er gode til at skabe liv og aktivitet. De ser ikke sygdommen, men mennesket først. En sygeplejerske ville have fokus på beboerens sygdom - det er det hun er skolet til. Men her skal personalet have fokus på beboeren som menneske. Personalet skal skabe relationer til beboerne, skabe tillidsforhold. Vi skal kunne tilbyde dem noget som mennesker".

Uddannelse nævnes også som et middel til at fremme personalets evne til refleksion. Evnen til at kunne reflektere er vigtig, fordi jobbet kræver, at personalet kan omsætte teori og pædagogiske metoder til praktisk handling.

Skyggekvalifikationer
Flere af lederne nævner, at de gode kvalifikationer også handler om andre aspekter end uddannelse og personlighed. En leder af et botilbud for psykisk udviklingshæmmede siger: "Noget af det jeg også går efter, når vi ansætter, er ansøgerens køn og alder. Det er vigtigt at have en bred sammensætning af personale som matcher beboerne".

En anden leder fortæller, at de arbejder meget bevidst med, at "personalets skyggekvalifikationer" inddrages og udnyttes som et led i at give bostøtte og kompensere for beboernes funktionsnedsættelse. En skyggekvalifikation kan også være, at have en fælles interesse for computere med en af beboerne, eller som ung at kende til ungdomskulturen i lokalområdet. Skyggekvalifikationer handler derfor om at have kendskab til og inddrage personalets øvrige livserfaringer og kompetencer.

Ligebehandlingsperspektivet
Hvad er ligebehandling, når det handler om, at personalet skal yde bostøtte og kompensere for beboernes funktionsnedsættelse? Et væsentligt element i ligebehandlingen er at sætte spørgsmålstegn ved fastlåste forestillinger om, hvad mennesker som har en funktionsnedsættelse kan og ikke kan. Til trods for, at der ofte er tale om, at beboerne befinder sig i et ulige udgangspunkt i forhold til personalet, må ledere og personale hele tiden holde ligebehandlingsbegrebet op imod samfundsudviklingen, og det liv som ikke-handicappede lever. De må dreje fokus væk fra funktionsnedsættelsen i sig selv og over mod det som beboerne kan, og det som giver den enkelte beboer livskvalitet.

Personalets evner til at udfylde denne rolle handler om, at de skal have de rette kvalifikationer og kompetencer, og ikke mindst at de selv, arbejdspladsen og myndighederne skaber rammerne for, at personalet kan udvikle sig, så de er klædt på til at kunne kompensere for de pågældende beboeres funktionsnedsættelse. Her kan vi pege på flere forhold, der kan sættes fokus på. Forholdene er nævnt af andre før os i denne debat, men de kan med fordel siges igen:

Styrkelse af den faglig viden om hvad beboernes funktionsnedsættelse betyder for deres relation til omgivelserne. Personalet skal have viden om, hvordan de sygdomme og funktionsnedsættelser som beboerne har, påvirker beboernes relationer til omgivelserne. En sådan faglig viden erhverves sjældent via en basisuddannelse som pædagog eller en social- og sundhedsfaglig uddannelse. Det er en viden, som er koblet til målgruppen og til den enkelte beboer, og skal derfor opdyrkes i spændingsfeltet mellem videreuddannelse og praktisk læring på botilbudet.

Styrkelse af den faglig viden om kommunikationsmetoder.For at kunne kommunikere med beboerne vil det ofte være nødvendigt at have kendskab til kommunikationsmetoder som fx tegn til tale og pædagogiske metoder til at aflæse og tolke nonverbalt sprog. Derfor skal personalet have en faglig funderet viden om de metoder, som kan benyttes i kommunikationen med de personer, der konkret bor i botilbudet. Igen må vi pege på behovet for efteruddannelse, hvor der eventuelt også kan være behov for, at der udvikles kursustilbud, som sætter fokus på området.

At skabe et lærende miljø. Arbejdspladsen, det vil sige lederen og medarbejderne, skal skabe en arbejdspladskultur, hvor udviklingen af medarbejderne sker med det formål at skabe større rum for, at beboerne kan leve et liv på egne præmisser. Metoder som supervision, projektarbejde mv. kan være med til at skabe et lærende miljø, så personalets kvalifikationer og kompetencer udvikles med det formål at give beboerne indflydelse på eget liv og livskvalitet. At skabe et lærende miljø stiller krav til ledelsen på botilbudene og dermed også til de enkelte amter om at sikre, at der ansættes og udvikles kvalificerede ledere til de amtslige botilbud for voksne handicappede.

Opgør med forhold som hæmmer udvikling - "de blinde pletter". Fordomme om andre faggruppers menneskesyn kan være en blind plet, som betyder at ledere og medarbejdere lukker øjnene for, at andre faggrupper har kvalifikationer, som er relevante for at kompensere for beboernes funktionsnedsættelse. Kan arbejdspladsen ikke selv håndtere disse blinde pletter, kan det være relevant at inddrage eksterne parter eller konsulenter, som kan give et skub til den retning personalegruppens kvalifikationer og kompetencer bør udvikle sig. Personale og ledelsen skal turde lade andre "kigge dem over skulderen" og vurdere deres arbejde.

Personalets opkvalificering
Afslutningsvis er det værd at nævne, at det fortsat er tankevækkende, at der på mange af de amtslige botilbud er ansat en stor andel ikke-faguddannet personale. Det er muligt, at ikke-faguddannet personale har de rette personlige kvalifikationer og via kurser og læring på bostedet har opnået en faglig baseret viden på området. De personlige kvalifikationer sættes af nogle ledere højt. Men andre ledere pointerer vigtigheden af at have et fagligt ståsted som grundlag for at udføre et professionelt stykke arbejde. Udviklingen af en personalegruppe, som besidder de gode kvalifikationer, indebærer, at personalet evner at omsætte teori og "de fine plusord" til konkrete handlinger og praksis. Denne evne styrkes ved at indgå i et uddannelsesforløb, hvor bl.a. de ovennævnte temaer kan komme i fokus.

Det er givetvis ikke nogen enkelt opgave at holde trit med de krav, der stilles til personaleudviklingen på dette område. Derfor er det også et ansvar, som hviler på flere skuldre: den enkelte medarbejder, personalegruppen og ledelsen på botilbudet; de ansvarlige myndigheder (amterne og Socialministeriet) og som en tredje part de faglige organisationer. Disse aktører må holde sig for øje, at opkvalificeringen af personalet på de amtslige botilbud sker med det formål at klæde personalet på til at kunne kompensere for beboernes funktionsnedsættelse.

Den fulde dokumentation fra projektet om personalekvalikationer i de amtslige botilbud findes på Centrets hjemmeside www.clh.dk
 

Uddannelse

Centret for Ligebehandling af Handicappede har i 2001 gennemført ét større analyseprojekt inden for uddannelsesområdet om modersmålsundervisning til tosprogede elever i den vidtgående specialundervisning. Projektet er en udløber af de aktiviteter Centret satte i værk sidste år på foranledning af Det Centrale Handicapråd. Rådet var i 2000 bærer af Stafetten for Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Centrets aktiviteter på uddannelsesområdet har derudover været koncentreret om at følge de igangværende uddannelsespolitiske initiativer inden for handicapområdet.
 

Grundtakstfinansieringen

En forklaring kan være, at kommunerne endnu ikke har haft tid til at organisere de kommunale fællesskaber, som kan være med til at sætte skub i en udvikling. Men amterne forventer ikke noget større fald i antallet af elever - snarere en stigning.

Det er endnu alt for tidligt at vurdere på udviklingen, men Det Centrale Råd og De Regionale Råd, som udgør væsentlige elementer i kvalitetssikringen, er etableret. Der er også etableret en omfattende hjemmeside, hvor man kan hente inspiration og skabe sig et overblik over aktiviteterne på området. Centret vil følge udviklingen meget tæt.
 

Tilgængelighed til uddannelsesinstitutioner

Der er foreløbig alene tale om en registrering, der kan bruges som guide for den enkelte handicappede: Er skolen i mit område tilgængelig eller ej? Vi har imidlertid forstået, at ministeriet er indstillet på at følge op med et inspirationsmateriale til kommuner, som sikrer et fortsat fokus på tilgængeligheden.

Centret har bedt Undervisningsministeriet om adgang til datamaterialet bag registreringen med henblik på at foretage yderligere bearbejdning af materialet. I den foreliggende form kan materialet alene bruget som oplysningsmateriale om den enkelte skole. Men materialet kan, hvis det bearbejdes, også sige noget om den samlede tilgængelighed inden for de enkelte uddannelsesområder og på tværs af uddannelsesområderne. En sådan bearbejdning er efter vores opfattelse vigtig, fordi den efterfølgende vil kunne bruges som udgangspunkt for en måling af udviklingen på området.
 

Voksen- og efteruddannelse

Med reformen etableres der i realiteten et fuldstændigt uddannelsessystem, som parallelt med det ordinære uddannelsessystem tilbyder efter- og videreuddannelse til voksne. Derudover indgår det som et væsentligt element i reformen, at der etableres en forberedende voksenuddannelse, som sigter på at hjælpe voksne med smalle og utilstrækkelige grundskolekundskaber tilbage på uddannelsessporet.

Både Det Centrale Handicapråd, Centret og De Samvirkende Invalideorganisationer gjorde fra begyndelsen opmærksom på, at det var helt afgørende, at det nye lovgivningskompleks fik de relevante bestemmelser om specialpædagogisk støtte, så voksen- og efteruddannelsesreformen også kan blive et tilbud til mennesker med handicap.

Men det lykkedes desværre ikke. Voksen- og efteruddannelsesreformen blev gennemført uden hjemmel til specialpædagogisk bistand. Resultatet er, at handicappede afskæres fra at kunne deltage i uddannelse efter de nye regler.

Ministeriets løfte
Folketingets uddannelsesudvalg sagde i foråret 2000 i forbindelse med vedtagelsen af lovforslagene:
"Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lægger vægt på, at undervisningsministeren over for udvalget har oplyst følgende: "Undervisningsministeren har megen sympati for at indføre specialpædagogisk støtte på voksenuddannelserne, efterhånden som det er muligt. Ministeren ser det som sit endelige mål, at der skal være en sådan ret for handicappede på alle uddannelser, hvor den ikke allerede findes, men det har været nødvendigt at gennemføre udviklingen skridt for skridt, bl.a. for at drage nytte af erfaringerne undervejs og for at holde trit med de praktiske muligheder for at gennemføre nye lovbestemmelser.""

På baggrund af Centrets „Status over ligebehandlingen af handicappede 2000" henvendte Det Centrale Handicapråd sig i foråret 2001 igen til den daværende undervisningsminister, men uden det ønskede resultat. Centret opfordrer derfor igen Undervisningsministeriet og Folketinget til snarest at leve op til det løfte, der er givet til Uddannelsesudvalget.
 

Sektoransvar på de videregående uddannelser

Ændringerne har kun været gældende i kort tid, så det er for tidligt at vurdere effekten af den nye praksis, men foreløbige tilbagemeldinger tyder på, at ordningen er kommet anstændigt fra start. Ifølge Undervisningsministeriet er det indtil videre overraskende få, som har benyttet de nye regler: der har været 215 nye ansøgere, mens kun 400-500 er overgået fra "det gamle system". Meget tyder således på, at hverken brugerne eller kommunerne endnu fuldt ud er opmærksom på det nye regelsæt.

Handicappede bør få SU
Med overtagelsen af ansvaret for den specialpædagogiske bistand overtog Undervisningsministeriet det halve sektoransvar. Tilbage står endnu at få handicappedes forsørgelse under studierne integreret i normalsystemet på området, altså SU. Handicappede studerende er fortsat henvist til i vidt omfang at studere på revalidering frem for SU, fordi SU-systemet ikke tager højde for de særlige vilkår og behov, der kan gælde for handicappede.

Det er i den forbindelse meget glædeligt, at SU-Rådet (som rådgiver undervisningsministeren om SU-spørgsmål) har udarbejdet og præsenteret daværende undervisningsminister i Nyrup Rasmussen-regeringen for en ændring af SU-systemet, så det bliver tilstrækkeligt rummeligt til også at omfatte handicappede studerende. Forslaget fra SU-Rådet bygger grundlæggende på samme principper, som lå til grund for det modelnotat Centret udarbejdede for Det Centrale Handicapråd i 1999.

Det Centrale Handicapråd og De Samvirkende Invalideorganisationer har i efteråret 2001 afgivet omfattende bemærkninger til SU-Rådets forslag. Disse kommentarer kan se på Det Centrale Handicapråds hjemmeside www.dch.dk/rådsmøder/møde3/2001
 

Modersmålsundervisning i den vidtgående specialundervisning

Mange af skolens lærere har nu stor forståelse for, at de tosprogede elever skal have modersmålsundervisning - at de har en grundlæggende ret til dette. Nogle lærere er dog stadig i tvivl og opfatter det lidt forstyrrende, når børnene skal ud af klassen og have modersmålsundervisning. Spørgsmålet om hvordan og hvornår er stadig til debat".

Ovenstående er taget fra rapporten "Tosprogede elever i specialundervisning - 5 skoleeksempler" (UC2 - Udviklingscentret for undervisning og uddannelse af tosprogede børn, unge og voksne).

Teksten illustrerer ganske godt, hvordan det ser ud med modersmålsundervisningen til elever, der modtager vidtgående specialundervisning i henhold til folkeskolelovens § 20, stk. 2, nemlig tvivl om det formelle grundlag og tvivl om det pædagogiske udgangspunkt.

Hovedresultater fra undersøgelsen
Centret har undersøgt omfanget af modersmålsundervisningen i den amtskommunale specialundervisning i skoleåret 2000-2001. Undersøgelsen viser, at kun på specialskolerne i to amter samt Københavns og Frederiksberg Kommune får eleverne et tilbud om modersmålsundervisning.

Tilbudet om modersmålsundervisning til de elever, der modtager vidtgående specialundervisning i de almindelige folkeskoler, i amtslige specialklasser og specialklasserækker, viser et mere nuanceret billede. Her ser det ud til, at spørgsmålet om tilbud om modersmålsundervisning afhænger af, om der i forvejen er et kommunalt tilbud om modersmålsundervisning på skolen eller i kommunen. Centrets undersøgelse viser ikke med sikkerhed, om disse kommunale tilbud til eleverne fra specialklasser og specialklasserækkerne er tilrettelagt ud fra den enkelte elevs særlige behov. Ud fra interviewene i forbindelse med undersøgelsen er det indtrykket, at man ikke har overvejet, om eleverne burde have en særlig tilrettelagt modersmålsundervisning, når den gives i kommunalt regi.

Undersøgelsen viser også, at der er delte meninger om, hvem der har ansvaret for at tilbyde eleverne modersmålsundervisning, og om det er gavnligt for eleverne at få tilbudt modersmålsundervisning. Mange skoler mener, at elevernes vidtgående handicap gør, at de ikke vil have glæde af modersmålsundervisning.

Formålet med undersøgelsen
Formålet med Centrets undersøgelse har ikke været at vurdere om modersmålsundervisning er gavnlig for elever, der modtager vidtgående specialundervisning. Formålet med undersøgelsen har været at få belyst, om elever, der modtager vidtgående specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 2 og derved sorterer under amterne, også får et tilbud om modersmålsundervisning på samme måde som eleverne i den almindelige folkeskole.
Interviewene tyder på, at skolens vurdering ofte foretages uden inddragelse af forældrene, så forældrene får ikke mulighed for selv at vurdere, om barnet vil have gavn af modersmålsundervisning eller ej.

Hvad er vidtgående specialundervisning?
Fra skoleåret 2000-2001 foretages visitationen til den vidtgående specialundervisning af kommunerne. Undervisningen af eleverne sker på særlige amtslige specialskoler eller i amtslige specialklasser og specialklasserækker, der er placeret på de kommunale folkeskoler. Undervisningen kan også gives som enkeltintegreret undervisning i folkeskolen. Visitationen sker ikke på baggrund af barnets diagnose, men på baggrund af omfanget af indlæringsvanskeligheder. Således omfatter gruppen såvel børn med alvorlige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, fx multihandicappede og udviklingshæmmede, som børn uden funktionsnedsættelser, men med alvorlige indlæringsvanskeligheder. Den langt overvejende del af eleverne i undervisningen har dog en eller flere alvorlige funktionsnedsættelser.

Ligebehandlingsperspektivet
Når vi i denne sammenhæng taler om ligebehandling er det derfor ikke nok, at eleverne blot får et tilbud om modersmålsundervisning. Det er vigtigt, at tilbudet er tilpasset den enkelte elevs særlige behov. Fx vil en døv ikke få meget ud af modersmålsundervisning, hvis læreren ikke kan tegnsprog, eller hvis der ikke tilbydes tolkebistand.

Gældende lovgivning
Ifølge folkeskolelovens § 3, stk. 2 skal der gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, der behøver særlig hensyntagen eller støtte. Det betyder ifølge Undervisningsministeriet, at elever, der får specialundervisning, skal have undervisning og tilbud jævnfør folkeskoleloven og dermed også et tilbud om modersmålsundervisning.

De nærmere regler for modersmålsundervisning findes i bekendtgørelsen om folkeskolens modersmålsundervisning for tosprogede elever, der trådte i kraft den 1. august 2001 og i vejledning om organisering af folkeskolens undervisning af tosprogede elever. Med det ny regelsæt, der er trådt i kraft efter undersøgelsens afslutning, præciseres det, at amtet er forpligtet til at tilbyde modersmålsundervisning til elever, der modtager vidtgående specialundervisning. Forpligtelsen udelukker dog ikke, at en elev, som får specialundervisning i henhold til folkeskolelovens § 20, stk. 2 kan henvises til modersmålsundervisning i kommunalt regi. Hvis det er tilfældet, skal amtet betale for udgifterne til undervisningen, som skal være tilrettelagt efter elevernes individuelle behov og muligheder.
I reglerne om modersmålsundervisning er der bl.a. også krav til modersmålslærerens uddannelse, til timetallet og til indholdet i modersmålsundervisningen.

Undersøgelsens resultater
Undersøgelsen er lavet via telefoninterviews med 153 skoler. Kun materialet fra de 93 skoler, der oplyste at de havde tosprogede elever i skoleåret 2000-2001, indgår. I undersøgelsen er ikke medtaget enkeltintegrerede elever. De 93 skoler er fordelt således: 41 specialskoler, 49 folkeskoler med specialklasser og specialklasserækker, to observationsskoler og en intern skole på behandlingshjem.

Specialskoler
Godt 1/3 af specialskolerne tilbyder modersmålsundervisning. Det drejer sig om samtlige specialskoler i København og Frederiksbergs Kommuner og samtlige specialskoler i Frederiksborg og Århus Amt. Godt halvdelen af disse skoler oplyser, at de lærere, der anvendes til modersmålsundervisning oftest har lærerkvalifikationer enten fra Danmark eller oprindelseslandet. Godt halvdelen af skolerne giver modersmålsundervisningen i to timer om ugen. Indholdet af modersmålsundervisningen varierer. Nogle skoler koncentrerer sig om sproget, og at det foregår i integrerede forløb. Andre skoler medtager ud over egentlig sprogundervisning også kultur, madlavning m.m.

2/3 af de resterende specialskoler, der ikke tilbyder specialundervisning, har over for Centret oplyst, at de har vurderet, at de nuværende elevers handicap er så vidtgående, at modersmålsundervisning ikke er relevant. Det er dog ikke altid kun elevernes handicap, der er årsag til, at der ikke tilbydes modersmålsundervisning. Flere skoler oplyser, at det er svært at få kvalificerede lærere. Andre oplyser, at det ikke er en del af skolens tilbud, men at der er tale om en kommunal opgave, eller at man afventer amtets holdning til modersmålsundervisning.

Specialklasser og specialklasserækker mv.
Denne overskrift dækker også såkaldte amtsklasser, centerklasser og centerklasserækker. Kort sagt al amtslig undervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 2, som foregår på en almindelig kommunal skole bortset fra undervisning af enkeltintegrerede elever.

En meget lille del af skoler med specialklasser eller specialklasserækker tilbyder modersmålsundervisning som en del af den amtslige specialundervisning, eller har undervisningen på skolen - oftest som integreret forløb med den øvrige undervisning.

Knap halvdelen af skolerne med specialklasser og specialklasserækker oplyser, at eleverne er omfattet af det almindelige kommunale tilbud om modersmålsundervisning. På nogle af skolerne foregår modersmålsundervisningen for nogle sproggrupper på skolen. I disse tilfælde kan der være mulighed for samarbejde mellem modersmålslæreren og de lærere, der har den amtslige specialundervisning i specialklasserne. Men de fleste skoler har ikke oplyst om samarbejde af den art. Andre af skolerne giver udtryk for, at ansvaret for modersmålsundervisningen ligger i rent kommunalt regi, og det er derfor ikke en opgave, som berører den daglige undervisning af eleverne, som jo hører til i amtsligt regi.

Der er ligeledes knap halvdelen af skolerne med specialklasser eller specialklasserækker der oplyser, at ikke alle men kun nogle af eleverne får tilbud om modersmålsundervisning. Godt halvdelen af disse skoler tilbyder ikke modersmålsundervisning, fordi skolen har vurderet, at eleven ikke har behov for det eller ikke vil kunne få gavn af undervisningen, ofte fordi eleven er uden verbalt sprog. Argumenterne i disse tilfælde er langt hen ad vejen de samme som anføres fra specialskolerne. På andre skoler er problemet, at det kun er de elever, hvor der i forvejen er et kommunalt tilbud, der får tilbud om modersmålsundervisning. Endelig har enkelte skoler ikke taget stilling til tilbud om modersmålsundervisning, eller de har ikke afsat ressourcer til formålet.

Henvendelse til KL og Amterne
På baggrund af undersøgelsens resultater har Det Centrale Handicapråd rettet henvendelse til Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen, der begge har erklæret sig enige i problemstillingen. KL oplyser, at de i forbindelse med de ændrede visitationsregler i folkeskolens specialundervisning vil være opmærksom på, at særligt tilrettelagt modersmålsundervisning kan være et element, der skal indtænkes i forbindelse med visitationen. Amtsrådsforeningen oplyser, at man i samarbejde med amterne vil søge at belyse problemstillingerne og drøfte mulighederne for at imødekomme dem.

Den fulde dokumentation for analysen af modersmålsundervisning i den vidtgående specialundervisning findes på www.clh.dk

FAKTA
93 skoler, der havde tosprogede elever i skoleåret 2000-2001, indgår i undersøgelsen.
De 93 skoler er fordelt på 41 specialskoler, 49 folkeskoler med specialklasser og specialklasserækker, to observationsskoler og en intern skole på behandlingshjem.
• 13 specialskoler tilbyder modersmålsundervisning. 28 specialskoler tilbyder ikke modersmålsundervisning
• Fem skoler med specialklasser eller specialklasserækker tilbyder modersmålsundervisning som en del af den amtslige specialundervisning, eller hvor undervisningen foregår på skolen og oftest som integreret forløb med den øvrige undervisning.
• 21 skoler med specialklasser eller specialklasserækker oplyser, at eleverne er omfattet af det almindelige kommunale tilbud om modersmålsundervisning.
• 23 skoler med specialklasser eller specialklasserækker, hvor kun nogle af eleverne får tilbudt modersmålsundervisning som amtsligt eller kommunalt tilbud.
 

Arbejdsmarkedet

Overeksponering af det særlige
En forklaring er givetvis, at der i kølvandet på vedtagelsen af førtidspensionsreformen er sat yderligere fokus på de socialpolitiske instrumenter - og ikke mindst ansættelse i fleksjob. Det fokus kan også genfindes i nogle af de kampagner, som søsættes for at styrke det rummelige arbejdsmarked. Nok peges der på en række personalepolitiske instrumenter, som har et videre perspektiv end de særlige ansættelsesordninger. Men perspektivet begrænser sig i høj grad til de socialpolitiske værktøjer, mens de arbejdsmarkedspolitiske værktøjer er meget lidt synlige.

Det rummelige arbejdsmarked har brug for brobyggere, som kan bygge bro over ukendskabskløften mellem de ordninger, som findes i henholdsvis det sociale- og det arbejdsmarkedspolitiske system. Ofte hører vi om, hvordan især de kommunale sagsbehandlere mangler viden om fx Arbejdsministeriets lov om kompensation til handicappede i erhverv. Men vi hører også jævnligt, at lovens titel opleves som en uhensigtsmæssig begrænsning i målgruppen og opleves stigmatiserende i forhold til grupper, som ikke traditionelt forstår sig som handicappede - grupper hvis funktionsnedsættelse kan afhjælpes via de kompenserende foranstaltninger, som er i loven.

Succesen der tøver
Dertil kommer som en anden og mindst lige så central forklaring, at der synes at være opstået et slags forklaringstomrum i forhold til de udeblevne resultater på det ordinære arbejdsmarked.

Stort set alle de kendte objektive faktorer peger på, at det burde gå strygende. Den faldende tilgang til arbejdsstyrken har allerede ført til arbejdskraftmangel i en række brancher, den teknologiske og strukturelle udvikling på arbejdsmarkedet burde alt andet lige gøre det lettere for - især fysisk handicappede - at fungere på nutidens arbejdsmarked. Og i tilgift har Nyrup Rasmussen-regeringen over de seneste år etableret en række nye gode kompensationsordninger, som hver for sig styrker handicappedes adgang til arbejdsmarkedet. Alligevel sker det ikke. Vi har nøglen, men døren springer ikke op. Hvorfor ikke?

Hvad skyldes problemerne?
Hvad er det, der gør, at det på trods af de gode odds er så vanskeligt? Har vi ledt de forkerte steder? Er det holdninger hos kolleger, holdninger hos arbejdsgiverne, eller hos den enkelte handicappede? Er der kompensationsmuligheder og -former, som vi har overset? Fungerer samspillet mellem de mange aktører ikke godt nok? Er der et mismatch mellem udbuddet af arbejdskraft fra handicappede og efterspørgslen efter arbejdskraft? Er handicappede for dårligt uddannede?

Spørgsmålene er mange, svarene få og imens sniger der sig en vis resignation ind hos handicappede i forhold til, om arbejdsmarkedet overhovedet er en mulighed. Det må for alt i verden ikke ske.

Ja til kulegravning
Derfor var det særdeles kærkomment, at den daværende arbejdsminister i Nyrup Rasmussen-regeringen reagerede positivt på Det Centrale Handicapråds henvendelse om at etablere et udredningsarbejde om handicappedes adgang til arbejdsmarkedet.

Ikke siden "Den gule betænkning" fra Svend Jensen-udvalget i 1985 er der lavet en større sammenhængende analyse af handicappedes beskæftigelsesforhold på det ordinære arbejdsmarked. Derfor er det et vigtigt initiativ, som Det Centrale Handicapråd og Arbejdsministeriet har søsat, og vi imødeser, at arbejdet kan sættes i gang.
 

EU's rammedirektiv om ikke-diskrimination

I Danmark er der tradition for, at EU-lovgivning, som relaterer sig til arbejdsmarkedet i videst mulig udstrækning søges gennemført via overenskomsterne eller andre aftaler arbejdsmarkedets parter imellem. Men uanset gennemførelsesformen (og på en række områder vil det formentlig kræve ny eller ændret lovgivning), så er der et stort behov for at få gennemanalyseret direktivet og dets konsekvenser i Danmark.

Nu hvor direktivet foreligger, skal det naturligvis bruges offensivt. Derfor må det være en fælles interesse at få klarlagt og skabt den størst mulige konsensus om fortolkningerne, så vi ikke skal igennem og vente på et større antal afgørelser ved EF-domstolen.

Principielle spørgsmål
Direktivet rejser et stort antal detaljespørgsmål, som kræver svar. Men direktivet rejser også en række langt mere omfattende og principielle spørgsmål, som kræver en afklaring. Blandt de mere principielle spørgsmål er direktivets anvendelsesområde: Hvilke typer af uddannelse er omfattet af direktivet, i hvilket omfanger er fx fleksjob, skånejob og revalidering omfattet?

Direktivet forudsætter tillige, at der gives en klageadgang. Hvordan skal en sådan klageadgang organiseres? Og ikke mindst: hvilke sanktionsmuligheder skal kunne benyttes?

Og endelig det vel nok mest principielle: På hvilken måde forskyder direktivet forholdet mellem de udgifter til kompensation, som påhviler den enkelte arbejdsgiver, og det offentliges forpligtelser?

Centret opfordrer ministerium
Når det gælder forpligtelsen til at yde kompensation, må man forstå direktivet sådan, at den relation der reguleres i direktivet, er den direkte relation mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager. I Danmark er praksis i dag den modsatte, nemlig at kompensationsforpligtelsen er en relation mellem arbejdstageren og det offentlige. Centret skal på den baggrund opfordre Arbejdsministeriet til - med baggrund i de igangværende drøftelser med De Samvirkende Invalideorganisationer - at tage initiativ til en møderække mellem de relevante ministerier, handicaporganisationerne, Det Centrale Handicapråd og andre relevante interessenter på området.
 

Arbejdsredskaber og arbejdspladsændringer

Problemerne omkring arbejdspladsændringer er imidlertid ikke blevet mindre af, at to regelsæt "konkurrerer" med hinanden. Som vi allerede beskrev i sidste års beretning, så er der efter Centrets opfattelse opstået en helt uacceptabel retstilstand, fordi kommunerne har fået medhold i, at lov om aktiv socialpolitik er subsidiær i forhold til reglerne om "kvik-bevilling" af arbejdsredskaber og arbejdspladsændringer i Arbejdsministeriets lovgivning.

Den Sociale Ankestyrelse har slået fast, at bestemmelsen om arbejdsredskaber- og arbejdspladsindretning i lov om aktiv socialpolitik er subsidiær anden lovgivning. Sådan har det altid været, men det har været uden praktisk betydning, fordi der ikke har været nogen anden lovgivning at henvise til. Det er der kommet med Arbejdsministeriets pulje i kompensationsloven. Konsekvensen af Ankestyrelsens afgørelse er derfor, at Arbejdsministeriets meget begrænsede pulje er ophøjet til "primærlovgivningen" for så vidt angår bevilling af arbejdsredskaber og arbejdspladsindretning.

Det er efter Centrets opfattelse en uholdbar retsstilling. For det første betyder det, at kommunerne først er forpligtet til at begynde sagsbehandlingen, når der foreligger et afslag fra AF. For det andet, har det aldrig været tanken med den nuværende ordning i AF-systemet og for det tredje lever de administrative og retssikkerhedsmæssige rammer omkring AF's ordning ikke op til de krav (tildelingskriterier mv.), der nødvendigvis må stilles, hvis ordningen skal leve op til sin status som hovedlovgivning på området.

Dertil kommer, at AF's pulje er meget begrænset. Med Ankestyrelsens afgørelse vil kommunerne med god grund kunne afvise at refundere AF med det resultat, at AF's pulje vil blive tørlagt i løbet af meget kort tid. AF's ordning er ganske enkelt ikke dimensioneret til at være "primærlovgivningen" på området.

Kompetence til at bevillige
Både Center for Ligebehandling af Handicappede og Det Centrale Handicapråd har ved gentagne lejligheder opfordret Arbejdsministeriet og Socialministeriet til at finde en løsning, som deler kompetencen til bevilling af arbejdsredskaber og arbejdspladsindretning mellem det socialpolitiske og det arbejdsmarkedspolitiske system. Centret skal endnu engang opfordre Arbejdsministeriet og Socialministeriet til at finde en løsning, som sikrer den enkelte borger en optimal sagsbehandling og en acceptabel retsstilling.
 

Beskæftigelse på særlige vilkår

Centret følger imidlertid stadig udviklingen meget tæt. At være handicappet er ikke ensbetydende med, at man har en arbejdsevnenedsættelse. Derfor er der heller ikke som så ofte antaget synonymitet mellem handicap og fleksjob. Men desuagtet er fleksjob et godt tilbud til de personer - også de handicappede personer - som har en arbejdsevnenedsættelse. Derfor er det også ud fra et handicappolitisk synspunkt vigtigt at følge og overvåge udviklingen i etableringen af fleksjob. Og det er ikke blevet mindre vigtigt af den sammenkobling der er sket mellem førtidspensionsreformen og fleksjobbene.

Udviklingen i fleks- og skånejob
I 1. kvartal 2001 var der 10.828 fleksjob og 5.428 skånejob. Det er en stigning på i alt 4.368 fleks- og skånejob i forhold til 1. kvartal 2000 svarende til cirka 37%.

Stigningen på de i alt 4.368 job fordeler sig på 3.852 fleksjob og 516 skånejob. Hermed eskalerer de nyeste tal den udviklingstendens, vi har kunnet se over de seneste år, nemlig en voldsom stigning i antallet af fleksjob og tilnærmelsesvis en stagnation i væksten af skånejob.

Set i forhold til de meget forskellige estimater, der har været af behovet for fleksjob i forbindelse med pensionsreform, så er væksten i antallet af fleksjob (afhængig af om man lægger Socialministeriets tal eller KL's tal til grund) enten i underkanten eller meget i underkanten af det nødvendige. De mange forbedringer og den store opmærksomhed om ordningen taget i betragtning, så er knap 11.000 ikke noget voldsomt imponerende tal.

Tallene viser endvidere, at det er kommunerne og de private arbejdsgivere, som konkurrerer om at oprette flest fleksjob. Fra 1. kvartal 2000 til 1. kvartal 2001 oprettede private virksomheder 1.522 nye fleksjob (en stigning på 47%), mens kommunerne oprette 1.447 fleksjob (en stigning på 60%).

Størst vækst i statslige virksomheder
Der har ved flere lejligheder været peget på de statslige arbejdspladser som klassens dovne dreng. Og det er da også rigtigt, at staten klart beskæftiger det færreste antal fleksjobbere - i alt 756. Men de statslige virksomheder har dog alt andet lige haft den største vækst fra 2000 til 2001, nemlig en vækst på 133%. De statslige virksomheder har på et år mere end fordoblet antallet af ansatte i fleksjob. De mindre imponerende statslige tal kan skyldes en - givetvis ganske udbredt - fejlforestilling om, hvad fleksjob er, og hvor de kan oprettes. Således forklarer Personalestyrelsen sig med, at der er få ufaglærte job i staten?!

Tallene viser i øvrigt helt som tidligere, at der er en meget betydelig skævvridning i den geografiske fordelingen af fleks- og skånejobbene. Langt de fleste fleks- og skånejob findes i og etableres fortsat i Jylland og på Fyn, mens Sjælland og hovedstadsområdet halter langt bagud.

Nye oplysninger om brugen af fleksjob
Ud over disse statistiske data om forekomsten af fleks- og skånejob, så har Pernille Hohnen fra Socialforskningsinstituttet i februar 2001 offentliggjort rapporten "Fleksjob - En vej til et rummeligere arbejdsmarked". Rapporten giver os for første gang et billede af, hvordan fleksjob opleves af de personer, som er ansat i eller på anden vis er centrale aktører rundt om et fleksjob.

De fleste fleksjobansatte er 40-50 år. 53% er mænd og 47% er kvinder. Der er primært tale om faglærte (inden for fysisk krævende arbejde) eller ufaglærte. De vigtigste årsager til ansættelsen i fleksjob er nedslidning og/eller arbejdsskader, mens en mindre del er udløst af kroniske sygdomme og psykiske problemer. Ifølge de kommunale jobkonsulenter er det sjældent, at personer med fysiske handicap ansættes i fleksjob. Der er sket en ændring i gruppen af personer, der ansættes i fleksjob, i retning af flere "svage", dvs. personer med langtidsledighedsproblemer, som ofte også har sociale problemer og misbrugsproblemer ved siden af.

Sådan defineres et fleksjob
Det fremgår af undersøgelsen, at visitationen til fleksjob ofte sker med udgangspunkt i abstrakte kriterier, dvs. man ansættes, fordi man har nedsat arbejdsevne og kun sekundært på grund af faglige eller personlige kompetencer. Det resulterer i en mere usikker arbejdsidentitet og social status på arbejdspladsen, end tilfældet er for ordinært ansatte.

De fleste fleksjob er oprettet med 1/2 tilskud, mens 1/3 (som nu er afskaffet) bruges mindst. Mange (særligt offentlige) virksomheder fortolker lovgivningen således, at der på løndelen kun gives, hvad der svarer til den overenskomstmæssige mindsteløn i et fleksjob. Dvs., at mange fleksjobansatte ikke i ansættelsen har medregnet anciennitet fra tidligere beskæftigelse, eller optjener anciennitet i fleksjobbet.

Størstedelen af fleksjobberne ansættes i nye stillinger (80%), mens en mindre del af jobbene oprettes på samme arbejdsplads, hvor den pågældende tidligere har været ansat på ordinære vilkår (20%). Der er en tendens til, at fleksjob, der oprettes til udefrakommende ansatte, er ufaglærte job, selvom en del faglærte er ansat i fleksjob. De fleste "fastholdelsesjob" er faglærte job.

Hvordan er det at være i fleksjob?
Socialforskningsinstituttets undersøgelse viser, at ansatte i fleksjob generelt er glade for at kunne arbejde og have en ansættelse. Men undersøgelsen viser også, at mange oplever ansættelsen som delvist stigmatiserende, fordi fleksjobansatte i praksis får en uklar position på arbejdsmarkedet - der er tale om et arbejde, men samtidig er der også tale om en social ydelse.

Tab af rettigheder og fællesskab
Det fremgår også af undersøgelsen, at næsten alle fleksjobansatte oplever det som et problem, at man ikke kan være tilknyttet en a-kasse og ikke kan få efterløn. Selvom der i de gældende regler er mulighed for ledigheds- og fleksydelse, opleves en ansættelse i et fleksjob af mange som et tab af rettigheder og som en udmeldelse af arbejdsmarkedet.

Kollegernes holdninger
De fleste kolleger til fleksjobansatte er positive over for fleksjobansættelser. Flere har udtrykt forundring over, at den fleksjobansatte ikke har krævet ekstra ressourcer fra kollegerne, hvilket de havde forventet, men derimod været en aflastning. Undersøgelsen peger dog på, at de ansatte i fleksjob ikke altid oplever kollegernes reaktioner helt så positive. Det er vigtigt at bemærke, at der ikke er misundelse fra kollegernes side over for ansatte i fleksjob. Flere er dog kritiske over for aflønningen og frygter, at fleksjobansatte skal virke som løntrykkere.

Alt i alt konkluderer undersøgelsen, at fleksjob ikke alene administrativt, men også i den enkeltes oplevelse placeres midt imellem det sociale område og arbejdsmarkedet. Forventningerne fra kolleger og ledelse bliver tvetydige, og for den enkelte er sådanne forventninger svære at indfri. Skånehensynet i fleksjob kan komme i konflikt med både organiseringen af arbejdet og gældende normer og værdier på en række arbejdspladser.

Fleksjob kan på den måde og på længere sigt komme til at udgøre et særligt reservat på arbejdsmarkedet eller et selvstændigt arbejdsmarked. Man kan derfor frygte, at den sociale placering som fleksjobbene ser ud til at få, udgør en tendens til at "rummelighed" udvikles som et appendiks til arbejdsmarkedet og ikke som en integreret del af det. Integration af personer med nedsat arbejdsevne gennem fleksjob handler ikke kun om oprettelse af et bestemt antal fleksjob, men også om i hvilket omfang der socialt skabes plads til disse job både på de enkelte arbejdspladser og på arbejdsmarkedet. Indsatsen for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt må være flerstrenget og må også omfatte det "ordinære" arbejdsmarked gennem en generel forbedring af arbejdsmiljøet.

Regelsættet for fleksjob
Center for Ligebehandling af Handicappede har ved gentagne lejligheder givet udtryk for, at der bør ske en fuld sidestilling mellem fleksjob og beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarkedet. Fleksjob er og vil i stigende omfang være en del af det danske arbejdsmarked. Det er - og vil blive ved med at være - en blokering for en reel forståelse og accept af et rummeligt arbejdsmarked, hvis man opretholder en formel skelnen mellem et arbejdsmarkeds- og et socialpolitisk arbejdsmarked. Det synspunkt bekræftes af de konklusioner, som Socialforskningsinstituttets rapport når frem til.

Ansatte i fleksjob bør derfor være en del af det ordinære arbejdsmarkedspolitiske system, med de rettigheder og pligter, som følger heraf, herunder optagelse i de ordinære arbejdsløshedskasser.

Selv om det ikke er lykkedes at skabe den fulde ligestilling mellem fleksjob og vilkårene på det ordinære arbejdsmarked, så er reglerne for etablering af fleksjob løbende blevet ændret og vilkårene for ansatte i fleksjob gradvist blevet forbedret. Vilkårene i ordningen i dag ligger meget tæt op ad vilkårene på det ordinære arbejdsmarked.

Centret modtager hvert år mere end 200 telefoniske henvendelser om fleksjob og nu også den nye fleksydelse. På trods af de mange forbedringer er vi gennem disse henvendelser blevet opmærksom på nogle problematiske områder i regelsættet. Centret opfordrer Socialministeriet til at medtænke disse problemstillinger, når fleksreglerne revideres næste gang:

Det skal præciseres i lovgivningen, at man har ret til at medtage sin ledighedsydelse til udlandet, når man er på ferie. Hvis man som fleksjobber ikke har optjent feriepenge og ikke modtager løn under ferie, så har man ret til ledighedsydelse. Men det er ikke præciseret i loven, at man har ret til at tage ydelsen med til udlandet, så man kan holde ferie uden for Danmark, når man modtager ledighedsydelse som erstatning for feriepenge.

Beskæftigelseskravet for at kunne modtage sygedagpenge er skrappere i fleksjob end ved ansættelser i ordinære stillinger. Reglerne bør ændres, så der gælder samme beskæftigelseskrav - uanset om man er ansat i et fleksjob eller på ordinære vilkår.

Ansatte i fleksjob har ikke ret til et Fleksydelsesbevis på samme måde som ansatte i ordinære stillinger har ret til et Efterlønsbevis. Efterlønsbeviser giver indehaveren en række rettigheder, som ledighedsydelsesmodtageren ikke har.

Hvis man efter visitation til et fleksjob men forud for den første ansættelse i et fleksjob, ikke opfylder kriterier for at få ledighedsydelse, er man ikke pr. definition omfattet af reglerne om re-visitation. Reglerne bør ændres så også personer, der modtager kontanthjælp, den særlige ydelse eller slet ikke modtager forsørgelseshjælp fra det offentlige også omfattes af reglerne om re-visitation.
 

Informationsaktiviteter

Centret skal, som det hedder i folketingsbeslutningen, "være opmærksom på tilfælde, hvor der sker diskrimination af mennesker med handicap". Det vil sige, at Centret over for Det Centrale Handicapråd skal kunne dokumentere områder og situationer, hvor handicappede diskrimineres. Derudover hedder det om informationsopgaven, at Centret skal "indsamle, initiere og formidle nødvendig information og ekspertise om handicappedes vilkår og virkninger af givne handicap".

I de første fire kapitler i nærværende årsberetning har vi beskrevet Centrets forskellige analyse- og dokumentationsaktiviteter for 2001. Disse aktiviteter er en vigtig og central del af Centrets arbejde og optager en betydelig del af de samlede tidsressourcer - cirka 25%. Men dokumentationsaktiviteterne er samtidig kun én del af vores samlede aktiviteter. Lige så centrale og ressourcekrævende er Centrets informations- og rådgivningsaktiviteter.

Forskellige informationsaktiviteter
Informations- og rådgivningsaktiviteterne omfatter alt lige fra udgivelse af pjecer, nyhedsbrev, pressekontakt, hjemmesider og lovovervågning til besvarelse af telefoniske forespørgsler, høringssvar, foredrag og besøg. Således opgjort beslaglægger informations- og rådgivningsaktiviteter ca. 30-35% af Centrets samlede tid.
 

Publikationer

Årsberetninger
Centrets vigtigste publikation er årsberetningen, som udkommer hvert år i januar. Beretningen afgives til Det Centrale Handicapråd, som overgiver den til socialministeren. Socialministeren skal på baggrund af beretningen give en redegørelse til Folketinget. Beretningen sendes til ministre, samtlige folketingsmedlemmer, borgmestre i amter og kommuner, organisationer og andre beslutningstagere og interessenter.

Centret udarbejder som sekretariat for Det Centrale Handicapråd også Rådets årsberetning, som udkommer i marts.

Nyhedsbrev
Vi udgiver nyhedsbrevet Lighedstegn, som udkommer fire gange om året. Lighedstegn er i sommeren 2001 fusioneret med Det Centrale Handicapråds nyhedsbrev HandicapRåd. Lighedstegn skrives af Centrets medarbejdere og redigeres af husets informationsafdeling. Nyhedsbrevet beskriver løbende de projekter og aktiviteter, Centret og Rådet er involveret i, ligesom der rapporteres om andre relevante ligebehandlingsaktiviteter. Lighedstegn har 1.100 abonnenter i amter, kommuner, organisationer, privatpersoner m.fl.

I forbindelse med fusionen mellem Centrets og Rådets nyhedsbreve har vi foretaget en gennemgribende modernisering af nyhedsbrevets layout og forøget sidetallet. Lighedstegn vil desuden fremover blive udgivet i en selekteret engelsk version.

Rapporter
I tilknytning til Centres dokumentations- og analysearbejde udgives der, når projekterne afsluttes, en endelig rapport, som indeholder dokumentation for undersøgelser og analyser, Centret har foretaget. Centret har i 2001 udgivet følgende syv rapporter:

• De individuelle kørselsordninger
• Information om sociale tilbud til handicappede med anden etnisk baggrund
• Vidtgående specialundervisning til handicappede med anden etnisk baggrund
• Beredskab og evakueringsplaner i botilbud
• Tilgængelighed til biografer
• Modersmålsundervisning i den amtskommunale specialundervisning
• Analyse af handicappedes befordringsmuligheder

Rapporterne findes på Centrets hjemmeside www.clh.dk

Øvrige publikationer
Ud over de nævnte periodika og rapporter har Centret i 2001 udgivet fem nye publikationer og genudgivet yderligere fem.

Blandt nyudgivelserne er publikationen Danish Disability Politics. Equal opportunities through dialogue, som er den første samlede og tværgående gennemgang af dansk handicappolitik på engelsk. Pjecen er finansieret af By- og Boligministeriet og vil blive distribueret til danske repræsentationer i udlandet, ligesom den vil blive brugt ved udenlandske besøg og internationale konferencer mv.

Undervejs i udarbejdelsen af pjecen har flere peget på, at der også kunne være et behov for en sådan pjece på dansk. Vi overvejer derfor i øjeblikket, om vi også skal udgive pjecen - som rettere er en lille bog - på dansk.

Desuden udkommer folderen Det gode møde, som giver råd om, hvordan man skaber de bedste betingelser for en god kommunikation med mennesker med handicap. Det handler om mødet og kommunikationen med syv udvalgte handicapgrupper: kørestolsbrugere, blinde, døve, hørehæmmede, talehandicappede, udviklingshæmmede og sindslidende. Initiativet er en opfølgning på Centrets undersøgelser om handicappedes muligheder for at kunne komme ind og færdes på skoler, biblioteker, biografer og apoteker. Undersøgelserne har vist, at servicepersonale m.fl. gerne vil have den viden, som Centrets folder nu vil formidle.

Centret har desuden udgivet pjecen Yardim Alma Hakki - Herkes için, som er en oversættelse til tyrkisk af Centrets pjece Ret til hjælp - for alle, en pjece om de handicapkompenserende ydelser i de sociale love. Pjecen er udgivet i 1500 eksemplarer og distribueret med hjælp fra en række indvandrerorganisationer.

Som allerede nævnt i afsnittet om kommunernes handicappolitik, så har vi færdiggjort Kommunal handicappolitik - en eksempelsamling, som udkommer i januar 2002. Eksemplerne skal inspirere kommuner, der ikke har en handicappolitik, til at lave en politik, der beskriver retningslinierne for kommunens initiativer og ansvar over for handicappede borgere i alle kommunens sektorer. I eksempelsamlingen optræder kommuner af forskellig størrelse og med forskellig geografisk placering for på den måde at give alle kommuner en mulighed for at relatere til i hvert fald et af eksemplerne. Eksempelsamlingen udkommer i 2000 eksemplarer og distribueres primært til kommunerne.

Centret har tillige - for Det Centrale Handicapråd - udgivet temapapiret Refleksioner over begreberne handicap og ligebehandling. Papiret er resultatet af Det Centrale Handicapråds drøftelser af begreberne handicap og ligebehandling.

Endelig er Centret sammen med forlaget Alinea ved at udarbejde et danskbogsmateriale om handicap til folkeskolens 4. og 5. klassetrin. Materialet skal lanceres i foråret 2002 og bliver integreret i Alineas danskbogsystem "Dansk i midten", der er en serie af bøger med udgangspunkt i et centralt fagligt emne og i et bredt fagligt område. Derfor tager denne bog ud over handicaptemaet også sigte på at arbejde med sagprosagenren. Det vil sige, at undervisningsmaterialet fuldt ud opfylder de faglige og pædagogiske krav til fag og klassetrin. Centret håber med undervisningsmaterialet at sætte handicap på dagsordenen hos børn i alderen 10-12 år.

Foruden disse nyudgivelser har Centret genudgivet Fleksjobpjecen, som nu er kommet i 10. udgave og et samlet oplag på 360.000. Heraf 125.000 alene i 2001.

Genudgivet er også Skånejobpjecen, pjecen Job og handicap, Bygningsreglement 95 - om tilgængelighedskravene og den danske udgave af Ret til hjælp - for alle. Skånejobpjecen er nu udkommet i 5. udgave og et samlet oplag på 90.000. Ret til hjælp - for alle, Job og handicap og Bygningsreglement 95 er alene genudgivet i 2001 som reviderede net-udgaver.

Alle de nævnte publikationer findes på Centrets hjemmeside www.clh.dk
Publikationerne fås desuden på Centret (også på lydbånd og diskette).
 

Hjemmesider

Besøgstallene på Rådets hjemmeside www.dch.dk ligger lidt lavere, men er tilsvarende steget jævnt. Det gennemsnitlige daglige besøgstal var i november 2000 på 80, mens det tilsvarende tal var steget til 124 i september 2001.

Rådets hjemmeside har i løbet af 2001 været gennem en ganske omfattende relancering. Layoutet er gjort mere overskueligt, og så er informationsværdien gjort væsentlig større, fordi vi fra efteråret 2001 har lagt alt offentligt materiale fra Rådets møder ud på nettet. Det betyder, at man nu kan hente sagsfremstillinger, bilag og referater fra Rådets møder direkte på nettet.

Vi er tillige i fuld gang med at lave Centrets hjemmeside om, så den kan tilbyder endnu flere informationer og mere åbenhed og dialog. Vores nuværende hjemmeside fik en flot bedømmelse, da man i IT- og forskningsministeriets projekt "Bedst på nettet" screenede hjemmesiden tidligere på året. Centret fik fire ud af fem "netkroner" i den samlede vurdering af hjemmesiden. Den femte "netkrone" skal hentes hjem ved at arbejde yderligere med hjemmesidens dialog og åbenhed.

Screeningen bekræftede os i, at vores hjemmeside er 100% tilgængelig for alle brugere, at der er relevante informationer, at sproget har en høj standard, og at hjemmesiden er let at navigere rundt på. Hjemmesidens svagheder er, at den ikke er tilstrækkeligt åben og dialogisk, og at vi kan tage mere hensyn til, at der er forskellige typer brugere med forskellige behov og krav.

For at blive mere åben og servicerende vil vi på den nye udgave af www.clh.dk fortælle mere om Centrets opgaver og arbejdsområder, samt introducere kort til hver enkelt medarbejder. Vi vil publicere de væsentligste dele af vores interne projektdatabase, så oplysninger om både igangværende og afsluttede projekter kan læses på nettet. Forsiden bliver mere nyhedsorienteret end tilfældet er i dag, og brugeren får mulighed for at tilmelde sig Centrets nyhedstjeneste på nettet. Der vil også være en vifte af hjemmesidelinks til samarbejdspartnere og andre relevante aktører. Vi vil desuden se på, om navigationen og overskueligheden i Centrets lovinformation kan gøres endnu bedre.

Endelig vil der blive oprettet et særligt forum, som handler om Centrets projekt om handicappolitik i kommunerne, hvor Centret kan samle informationer til glæde for kommunerne, og hvor kommunerne kan drage nytte af hinandens erfaringer på området.

Alle disse indholdsmæssige forbedringer vil blive præsenteret i et nyt design i begyndelsen af 2002.
 

Lovinformation

Lovinformationen har eksisteret siden folketingsåret 1998/99. Der er mulighed for at søge i arkivet for årene 1998 til 2000/01.
 

Foredragsvirksomhed

Centret har i perioden haft besøg af elleve udenlandske delegationer fra henholdsvis Japan, Kina, Kosovo, Norge, Sverige, Frankrig, Belgien, Tyskland og en flernationsdelegation fra Afrika.
 

Presseomtale

Centret har i perioden fra 1. oktober 2000 til 30. september 2001 været omtalt i alt 170 gange i diverse medier: dagspresse, radio, magasiner og handicapblade mv. Omtalen fordeler sig således på de forskellige medietyper:

Handicapblade, fagblade og tidsskrifter: 114
Landsdækkende og regionale dagblade: 46
Landsdækkende og regional tv og radio: 10

I perioden fra oktober 1999 til september 2000 var de tilsvarende tal 124, 42 og 23. Der har med andre ord været en samlet mindre tilbagegang. Det skal understreges, at der kun sker registrering af det, vi selv "falder over". Vi abonnerer ikke på presseklip for så vidt angår medieomtale af Centret. Det giver en ret stor fejlmargen.
 

Telefonrådgivning

Selv om Centret ikke er sagsbehandlende i enkeltsager, får Centret år efter år et meget betydeligt antal telefoniske henvendelser fra primært privatpersoner, men også organisationer og myndigheder, som søger rådgivning og vejledning i konkrete sager.

Centret har i 2001 registreret 468 henvendelser i konkrete sager. Antallet af henvendelser har være kraftigt stigende fra 1995 frem til 1998, hvorefter vi har set en stabilisering i antallet af henvendelser på omkring 500 pr. år

Hvem henvendte sig i 2001?
69% af henvendelserne kommer fra privatpersoner, 11% fra amter og kommuner, 10% fra brugerorganisationer og endelig kommer de sidste 10% fra "andre" som bl.a. er ministerier, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer m.fl.

Hvad henvender de sig om?
Lidt over 50% af spørgsmålene drejer sig om arbejdsmarkedet, heraf drejer hele 69% sig om fleks- og skånejob. 27% er spørgsmål, som drejer sig om det sociale område, 6% drejer sig om tilgængelighed, mens 5% er uddannelsesspørgsmål. De resterende 12% fordeler sig på fritid, sundhed, forsikring og andet.

Hvad gør vi ved henvendelserne?
Som sagt er Centret ikke sagsbehandlende i enkeltsager. Centret kan derfor stort set aldrig gå ind i den konkrete sag som for eksempel bisidder eller gennem en henvendelse til en kommune eller andet. Men enhver, der henvender sig til Centret, får en grundig og omfattende vejledning i og rådgivning om, hvad ens rettigheder og pligter er. Vi orienterer grundigt om gældende regler, og vi giver oplysninger om, til hvem og hvor i systemet man skal gå med sig sag for at komme rigtigt ind i systemet. Ofte vil en henvendelse føre til mere end kontakt, fordi der kan være behov for at undersøge og udrede forhold, før rådgivningen kan afsluttes.

Ud over den konkrete rådgivning og vejledning er henvendelserne ofte det "råstof", som Centret bruger i vurderingen af, hvor ligebehandlingsproblemerne kan ligge. Det er således sket flere gange, at konkrete enkelthenvendelser har ført til egentlige projekter i Centret. Det gælder eksempelvis Centrets aktiviteter vedrørende de obligatoriske arbejdsmarkedspensioner.

De utrolig mange henvendelser angående fleks- og skånejob er tilsvarende en uvurderlig kilde dels til information om svagheder i regelsættet, dels om hvilke spørgsmål det er vigtigt, at vores pjecer om disse ordninger skal kunne besvare. Den systematiske opsamling af disse spørgsmål er uden tvivl en vigtig forklaring på den store succes, de to pjecer om fleksjob og skånejob har fået.
 

Om Centret

Centret er oprettet i henhold til folketingsbeslutningen af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere.

Centret skal i henhold til folketingsbeslutningen „nationalt og internationalt indsamle, initiere og formidle nødvendig information og ekspertise om handicappedes vilkår og virkninger af givne handicap". Centret skal desuden „være opmærksom på tilfælde, hvor der sker diskrimination af mennesker med handicap".

Centret skal en gang årligt afgive en beretning over udviklingen i ligebehandlingen af handicappede.

Centret ledes af en bestyrelse, som udpeges af og blandt Det Centrale Handicapråds medlemmer.
 

Centrets bestyrelse pr. 31.12.2001

• Palle Simonsen, Det Centrale Handicapråd (formand) •
• Søren Eriksen, amtsborgmester, Amtsrådsforeningen (næstformand) •
• Stig Langvad, formand i De Samvirkende Invalideorganisationer •
• Knud Søndergaard, formand i Danske Døves Landsforbund •
• Elsebeth Foged, seniorkonsulent, Beskæftigelsesministeriet •
• Grete Buss, afdelingschef, Socialministeriet •
• Ane Esbensen, jurist, Center for Ligebehandling af Handicappede •

Ansatte pr. 31.12.2001
• Ane Esbensen, jurist •
• Anne Vikkelsø, jurist •
• Birgit Larsen, sekretariatsmedarbejder •
• Casper Hollerup, informationsmedarbejder •
• Christine Bendixen, informationsmedarbejder •
• Elsebet Bonde Jakobsen, sekretariatsmedarbejder •
• Frans Storr-Hansen, informationssystematiker •
• Inge Storgaard Bonfils, akademisk medarbejder •
• Kasper Nizam, akademisk medarbejder •
• Lene Maj Pedersen, konsulent •
• Lise From, konsulent •
• Lise Holten, sekretariatskoordinator •
• Mogens Wiederholt, centerleder •